SIDEN SIDST: Rejsenyt – Uge 47 – 2020

SIDEN SIDST UDKOMMER MINIMUM 2 GANGE OM MÅNEDEN

SIDEN SIDST: REJSENYT FRA IND- OG UDLAND – UGE 47 – 2020

National Geographic Travels rejsemål for 2021
Rejseeksperterne hos National Geographic Travel har netop udgivet deres bud på de rejsemål du skal besøge i 2021. Hvis det altså bliver muligt at rejse. Listen er inddelt i fem kategorier og indeholder også varme og solrige destinationer. Det er dem, vi koncentrerer os om her på siden.

I kategorien bæredygtighed er Alonissos i Grækenland værd at tjekke ud. Den såkaldte Space Coast i Florida, der ligger ved Cape Canaveral og Kennedy Space Center, er nævnt i familiekategorien, mens den caribiske ø Dominica skal besøges for de mange adventuremuligheder.

Er du til natur, skal du ifølge National Geographic besøge Cerrado-savannen i Brasilien og Lord Howe Island i Australien. Kultur- og historieinteresserede kan tage på roadtrip i New Mexico og lægge vejen forbi Bitoria-Gasteiz i det spanske baskerland. Skulle vi ikke lige nævne, at København er nævnt i kategorien bæredygtighed.

Danskerne savner udlandsferien
I en ny undersøgelse fra Visit Denmark fremgår det, at danskerne helst vil holde ferie i udlandet, hvis det er muligt. Langt de fleste danskere holdt sommerferie herhjemme i år, og selvom nogle har fået øjnene op for vores eget land, så savner vi stadig udlandsferien. Hele 55 % af deltagerne i undersøgelsen vil holde ferie i udlandet i 2021, hvis coronakrisen er slut.

FDM Travel skærer yderligere ned
FDM Travel lukker yderligere to butikker, og dermed vil antallet af ansatte nu være nede på det halve i forhold til tiden før coronakrisen. FDM Travel regner i øvrigt med kun at sælge rejser til Europa i 2021.

Ingen hjælp til Norwegian fra den norske stat
Lavprisselskabet Norwegian får ingen økonomisk hjælp fra den norske stat. Nyheden kom som et chok for Norwegian, som mange analytikere nu mener er faretruende tæt på en konkurs. Flyselskabet havde netop tilpasset rutenettet til den aktuelle efterspørgsel og ændrede rejserestriktioner pga coronavirus, men har nu lukket alle internationale ruter ud af Danmark.

Lonely Planets Ultimate Travel List
Rejsebogsforlaget har udgivet en ny bog med titlen Ultimate Travel List, der indeholder 500 nøje udvalgte seværdigheder, som ifølge Lonely Planet er de bedste og mest interessante steder i verden.

Forlaget har dog allerede løftet sløret for de 10 bedste seværdigheder med Petra i Jordan som nummer et. Den gamle oldtidsby er et must-see og efterfølges af Galapagosøerne og Uluru Kata Tjuta Nationalpark i Australien. På 4., 5. og 6. pladsen kommer Okavango Deltaet i Botswana, Yellowstone Nationalpark i USA og Lake Bled i Slovenien.

Top 10-listen afsluttes af Iguazu Vandfaldet i Argentina og Brasilien, tempelkomplekset Angkor Wat i Cambodja, saltsøen Salar de Uyuni i Bolivia og trekking på Annapurna-massivet i Nepal.

Selskabet bag Bravo Tours konkurs
TravelCo Nordic, der ejer Bravo Tours, er gået konkurs. Der har længe været rygter om økonomisk krise hos Bravo Tours, der fremlagde et regnskab med millionunderskud. Rejsebureauets navn og kundedatabase er blev købt af nyere ejere, men konkursen kommer til at koste rejsegarantifonden mindst 100 millioner kroner, skriver branchesitet standby.dk.

Efterårsferien blev holdt i Danmark, hvor mange tog på bilferie

Flere tog på bilferie i efteråret
I hvert fald udlejede Avis flere biler i ugerne 42 og 43. Stigningen lå på henholdsvis 15 og 21 %, og ifølge Andrew Smith fra Avis, så er årsagen rejserestriktioner og et øget fokus på at holde ferie i Danmark.

Mange ønsker regionale rejsevejledninger
På trods af adskillige opfordringer udgiver Udenrigsministeriet stadig ikke regionale rejsevejledninger. Ifølge rejsebranchen vil de regionale rejsevejledninger gøre det nemmere for danskerne at vide, hvor de kan rejse hen. EU har kigget på en fælles løsning for medlemslandene, men de data skal først analyseres og sættes ind i en dansk kontekst.

Conde Nast Traveller: Her skal du rejse hen i 2021
Rejsemagasinet Conde Nast Traveller har allerede nu sat navn på de steder, du skal besøge i 2021. Med forbehold naturligvis – ingen ved hvornår verden igen åbner op, men til den tid bør du se nærmere på følgende rejsemål:

Chania, Kreta – Grækenland
Sydafrika
Pulau Merah, Java – Indonesien
Guyana
Costa Rica
Oaxaca City – Mexico
Vietnam
Dominikanske Republik
Amazonas
Accra – Ghana
The Kimberley – Australien
El Hierro, kanarieøerne – Spanien
Forenede Arabiske Emirater
Melides – Portugal
Slovenien

Fra vores egen verden

Mest populære sider lige nu
Tisvilde Strand – det nordsjællandske badeparadis
Asserbo, Melby og Liseleje – en guide til Nordsjællands skønne strande
Danmarks bedste strande
Udlev drømmen – 3 måder at tjene penge på mens du rejser
Henne & Houstrup Strand – Vesterhavet når det er bedst

Mest populære miniguides lige nu
Miniguide til Rhodos
Miniguide til Sydfrankrig
Miniguide til Ayia Napa
Miniguide til Fuerteventura
Miniguide til Vestkreta

Verden er lukket ned, men vores miniguides får stadig pænt besøg – her dejlige Sydfrankrig