Fra Chania lufthavn til dit hotel – sådan gør du

Læs her om de forskellige måder at komme fra lufthavnen til dit hotel

Læs her, hvordan du kommer fra Chania lufthavn til dit hotel. Der er flere muligheder uanset om du ønsker det så billigt som muligt eller nemt, hurtigt og trygt.

Chania lufthavn har koden CHQ. Den kaldes også for Souda Airport. Du kan flyve direkte til Chania fra Danmark i sommersæsonen, og her kan du selvfølgelig rejse ud med ét flyselskab og hjem med et andet. Det giver mere fleksibilitet, hvis du er på egen hånd.

Lufthavnen ligger ca. 14 km fra Chania centrum, 28 km fra Agia Marina og 33 km fra Platanias, der er to af de mest kendte badebyer langs kysten. Det vestlige Kreta er et af danskernes mest populære destinationer i sommerferien, og du kan læse meget mere om området i vores omfattende guide til Vestkreta.

Tilbage til, hvordan du kommer fra Chania lufthavn til dit hotel: Har du booket en charterrejse til Kreta, så har du ofte lufthavnstransfer inkluderet eller kan nemt tilkøbe det. Alternativt kan du tjekke mulighederne herunder.

1. Bus

Den billigste mulighed for lufthavnstransfer er med den offentlige bus. Her skal du selvfølgelig være opmærksom på, at du bliver kørt til busstationen i centrum af Chania og at du herfra skal finde alternativ transport til dit hotel.

I ankomsthallen kan du følge skiltene til bussen, der kører fra kl. 6 om morgenen til ca. midnat. Prisen for turen er 2,5 €, og du kan købe billet hos chaufføren. I højsæsonen er der ofte begrænset plads til bagage. Læs mere på busselskabets hjemmeside.

2. Taxi

Du kan også tage en taxi fra lufthavnen til dit hotel. Fordelen er selvfølgelig, at du bliver kørt direkte til dit overnatningssted og kan være hurtigt fremme.

Der er dog også et par ting, du lige skal overveje, inden du satser på en taxi. Først og fremmest, så kræver det, at der er en taxi til rådighed. Er I mange afsted, så er det heller ikke sikkert, at der er en taxi i den størrelse I ønsker.

Taxierne holder udenfor ankomstterminalen ved udgang B. Prisen for en tur ind til Chania centrum koster 25 € og tager 25 minutter.

3. Privat transfer

Den nemmeste og mest trygge måde at komme fra Chania lufthavn til dit hotel er hjemmefra at booke en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen – også hvis dit fly er forsinket.

Udover at du ikke skal stresse over transport ved ankomst, så er der også den fordel, at du kan bestille præcis den størrelse bil du har brug for mht. til bagage og antal personer. Du kan også bestille f.eks. barnesæde på anmodning.

4. Lejebil

Sidst, men ikke mindst, så har du også mulighed for at leje en bil, som du kan afhente i lufthavnen og have til rådighed i ferien. En god idé, hvis du vil opleve Kreta på egen hånd.

Husk som altid at tjekke om du kan parkere der, hvor du har booket overnatning. I indlægget gode råd til feriens billeje kan du se mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du lejer bil.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*