Vinterferie i Hurghada – det kan du opleve

Besøg paradisøer eller seværdigheder i verdensklasse

Solrige Hurghada i Egypten er mest kendt for sine enorme resorts, der har alt i aktiviteter og faciliteter. Det er steder, hvor mange turister slet ikke forlader hotellet under ferien, men det er synd.

Kan du løsrive dig fra solstolen, så findes der flere gode oplevelser i Hurghada. Ikke alle ligger lige tæt på, men til gengæld er der tale om seværdigheder i absolut verdensklasse.

Vil du vide mere om Hurghada, så tjek vores miniguide her, men husk også at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til Egypten – den finder du her.

Den absolut nemmeste og billigste måde at rejse til Hurghada er på en charterrejse –  find gode rejsetilbud lige her.

På tur i øhavet

Hurghadas strande er dejlige, men de er bare endnu bedre på øerne i Det Røde Hav. En af de mest populære oplevelser i Hurghada er en tur i øhavet, hvor du kan gå i land på øen Giftun, der byder på lækre strande og rigtig god snorkling. Giftun er inddelt i fire områder – Giftun, Paradise, Orange Bay og Mahmya.

Vil I have solstole og parasoller, så vælg Mahmya eller Orange Bay. Turene fra Hurghada til øerne fås i mange forskellige udgaver – I kan blot blive transporteret til f.eks. Mahmya og tilbringe dagen der eller vælge en udflugt med snorkling og frokost inkluderet.

Spis lækker mellemøstlig mad

De store resorts har ofte flere restauranter, og nogle af dem kører efter all inclusive-konceptet. Men der er al mulig grund til at gå på opdagelse i det dejlige egyptiske køkken, der har rødder i primært Mellemøsten og det østlige middelhav. Dvs., at du kan prøve f.eks. dolma og fyldte grøntsager, der ofte servers med brød.

Varme krydderier fra Centralafrika sørger for ekstra smag og nogle gange et stærkt kick. Kushari, der består af et mix af ris, linser, makaroni, tomat og citrussauce, bliver ofte betragtet som nationalretten. Besøg f.eks. Nubian Café eller Sofra Middle Eastern Cuisine, hvis du vil smage lækker egyptisk mad i Hurghada.

Luxor – i fodsporene på faraoerne

Luxor er uden tvivl et af de mest fantastiske historiske og arkæologiske områder i verden. Det er ganske enkelt fantastisk at gå i fodsporene på de gamle egyptere, der her opførte enestående bygningsværker.

I Luxor er Karnaktemplet med bl.a. Ramses ll’s søjlehal en af topseværdighederne, men lige så spændende er Kongernes Dal på den anden side af Nilen. Det var her Egyptens faraoer blev stedt til hvile i imponerende grave.

Du skal selvfølge også prøve en sejltur på Nilen i en af de klassiske felukkaer og besøge byens farverige marked. Læs meget mere om byen i denne Luxor rejseguide.

Jeepsafari og mødet med beduinerne

En populær dagstur fra Hurghada er en jeepsafari ud i Saharas imponerende sanddyner. Mange forskellige tourudbydere har denne tur på programmet, hvor du besøger en beduinlandsby med mulighed for at ride på dromedar eller køre ATV og quad bike i landskabet.

Middag hos beduinerne og efterfølgende show er også inkluderet i prisen. Du skal ikke forvente en autentisk oplevelse, men til gengæld en sjov dag i den smukke og spændende saharaørken. Vil du undgå de værste turistfælder, kan du altid spørge om muligheden for at møde beduiner, der lever mere isoleret.

Kairo – en kæmpeby fuld af oplevelser

Sfinxen. Pyramiderne. Det Egyptiske Museum. Få byer i verden kan tilbyde så fantastiske oplevelser som Kairo. Egyptens hovedstad kan til nød opleves på en dag, men vi anbefaler minimum én overnatning.

Kairo har så mange verdensklasseseværdigheder, at du skal unde dig selv tid til i ro og mag at fordybe dig i de imponerende pyramider og den mystiske sfinx, der ligger et stenkast derfra. Det nye egyptiske museum er overflødighedshorn af enestående effekter, men Kairo er også livlige markeder og lækker mad.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*