Ayia Napa har nogle af Middelhavets bedste strande. Som perler på en snor ligger de langs kysten med fint sand og krystalklart vand.

Byen er dog mest kendt for sit vilde natteliv, og i højsæsonen strømmer Europas ungdom til byen for at feste og skeje ud. Det er omkring klostertorvet i Ayia Napas centrum, at barer og diskoteker ligger på stribe. Her er liv og glade dage i aften- og nattetimerne – en stor kontrast til dagtimerne, hvor byen kan synes øde.

Du behøver ikke være ung og vild med den nyeste musik for at besøge Ayia Napa. Som nævnt er strandene fantastiske, og udenfor byen findes flere dejlige resorts, der er perfekte til parferien.

Cypern er en stor ø, og det kan bestemt anbefales at tage væk fra kysten for at opleve den smukke natur og de små landsbyer i bjergene. Eller hvad med at snuppe en dosis kultur og god mad i den delte by Nicosia?

Ayia Napa er en ferieby med stort F. Alle fornøjelser er inden for rækkevidde, og der er flere turister end lokale i byen. Ayia Napa kan umiddelbart virke lidt trist og forladt, men til gengæld vågner byen op hen under aften, hvor der virkelig er gang i festen.

Her er ingen seværdigheder af historisk eller kulturel karakter – det er strandene man kommer for i Ayia Napa og omegn. Læs meget mere i vores Ayia Napa guide.

ayia napa guide
Skumring ved en af Ayia Napas strande

Transport

Ind og ud

Stort set alle charterbureauer har rejser til Ayia Napa. Du lander i Larnaca lufthavn, og herfra er der ca. 1 times kørsel til Ayia Napa. Du kan naturligvis også tage rutefly til Larnaca – fra både København og Billund kan du nøjes med én mellemlanding. Søg og sammenlign flybilletter her.

Det er oplagt at leje bil når du holder ferie på Cypern. Den kan stå klar i lufthavnen når du lander, men skal blot huske at der er venstrekørsel på Cypern. Alternativt kan du tage bussen, se mere hos Cyprus Bus.

At komme rundt

Man kan gå til det meste i Ayia Napa, men vil du besøge nogle af de lækre strande udenfor byen, kan du leje en scooter eller tage en taxi.

Lokalbusser findes også – de kører til Larnaca (ca. 5 gange om dagen, prisen er ca. 5 pund for en returbillet), Protaras (ca. 8 gange om dagen, prisen er ca. 0.70 pund for en returbillet) og Nicosia (dagligt klokken 8.00 fra Ayia Napa, prisen er ca. 7 pund for en returbillet). Se mere om busser på Cyprus Bus.

Overnatning i Ayia Napa

Ayia Napa er en mindre by, og hvor du vælger at booke hotel er kun et spørgsmål om pengepung og afstand til f.eks. centrum og strand. De unge bor helst så tæt på centrum (torvet) og barlivet som muligt, mens børnefamilierne og de lidt ældre foretrækker de bedre resorts udenfor byen.

Selve Ayia Napa by er i høj grad lagt an på fest og farver – vil du noget andet, så er det om at vælge sit hotel med omhu, da flere byhoteller har et voldsomt støjniveau.

Vil du have alt ordnet hjemmefra, kan du booke en charterrejse, hvor fly, hotel og nogle gange transport er inkluderet i prisen.

Vores anbefalinger

I vores rejseguide til Ayia Napa anbefaler vi disse hoteller/lejligheder, der alle er populære og får gode anmeldelser af tidligere gæster:

 

Hotel Tasia Maris Beach

Lækkert og superpopulært hotel ved Sandy Bay og tæt på Nissi Beach. På Tasia Maris kan du vælge mellem flere forskellige værelsestyper og har mulighed for at tilkøbe all inclusive. Hotellet er moderne og har faciliteter som spa, bar, fitness, restaurant og swimmingpool.

Se billeder og priser på Hotel Tasia Maris Beach >

 

Tsokkos Chrysomare Beach Hotel & Resort

Skønt familievenligt hotel ved en af øens bedste strande. Her kan du booke værelser med plads til fem personer. Der er flere andre værelsestyper. Chrysomare Beach har faciliteter som spa, fitness, swimmingpool og flere barer og restsuranter. Til de mindste er der børnepool, miniklub og splashpark.

Se billeder og priser på Tsokkos Chrysomare Beach Hotel & Resort >

 

Hotel Amarande

Et af de hoteller i Ayia Napa, der får bedst anmeldelser er Hotel Amarande, som er et lækkert voksenhotel i gåafstand til centrum. Værelserne er moderne og luksuriøse med mulighed for havudsigt. Faciliteterne tæller bl.a. spa, fitness, barer, restaurant oh swimmingpool.

Se billeder og priser på Hotel Amarande >

 

Er du på egen hånd har du selvfølgelig et større udvalg af overnatningssteder. Du kan se det fulde udvalg af hoteller i Ayia Napa på f.eks. hotels.com, der som regel har de laveste priser.

Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner priser på hoteller.

Lækre Nissi Beach

Strande i Ayia Napa og omegn

Til venstre for byens lille havn ligger Grecian Bay, der er nærmeste strand fra centrum. Den er ca. én kilometer lang og bliver somme tider også omtalt som f.eks. Limanaki Beach eller Alion Beach efter hotellerne, der ligger ud til stranden.

Grecian Bay er en glimrende strand med caféer og barer, og der er udlejning af solstole og parasoller. Stranden tiltrækker en bred skare af turister, og som regel er der ret mange mennesker, men stemningen fejler ikke noget, og der er ikke langt til centrum.

Det er udenfor Ayia Napa, du finder de lækreste strande. Mest populær er Nissi Beach, der er rigtig lækker, men også temmelig overrendt. Her er fint sand og krystalklart lavt vand. Ungdommen mødes her, man ligger tæt, og der er mulighed for at prøve forskellige former for vandsport.

Du kan få forfriskninger på strandbarerne, og der er udlejning af solstole. Husk snorkleudstyret, langs klipperne er der flotte fisk! Den østlige ende er mest stille, mens du midt på stranden finder Nissi Bay Beach Bar, hvor der er liv og glade dage med live dj’s og forskellige events.

Lige øst for Nissi Beach, i en lille dyb bugt, ligger Sandy Bay, der er tættere på Ayia Napa. Her er de besøgende som regel noget ældre og tempoet lidt mere afslappet.

Dog tiltrækker den lækre Nissaki Beach Bar & Lounge en del unge, men stedet er forholdsvis mondænt og serverer gode drinks og glimrende mad. Sandy Bay er en lækker sandstrand med krystalklart vand. Solstole og parasoller udlejes.

Vest for Nissi Beach er der flere gode strande. Først når du den mindre Landa Beach, der også bliver kaldt Golden Beach, da sandet ikke er helt så hvidt som på områdets øvrige strande.

Vandet er krystalklart, der kan prøves vandsport, og du kan købe forfriskninger i den lille snackbar. Landa Beach er normalt ikke så overendt som f.eks. Nissi Beach og Grecian Bay.

Ayia Napa
Lækkert krystalklart vand

Kører du lidt længere mod vest støder du ind i Macronissos Beach, der ligger pragtfuldt på en lille odde. Af og til kan der være lidt bølger her, men det er en lavvandet strand med krystalklart vand.

Faktisk er det tre strande, der ligger i forlængelse af hinanden, og det er den største af dem, man som regel hentyder til, når man snakker om Macronissos Beach. Det er et godt alternativ, hvis Nissi Beach bliver for trang! Her er udlejning af solstole og parasoller, og der er gode forplejningsmuligheder i form af mad og drikke, der kan købes i de små strandbarer.

Øst for Ayia Napa er kysten klippefyldt, men meget interessant med grotter og rigtig god dykning. Området hedder Cape Greco, og du kan gå derud. Strand er der dog ikke noget af, men enkelte steder kan du fra klipperne hoppe i vandet. Man skal dog nok være fortrolig med at bade i havet for at synes det er sjovt.

Bedre er det måske at tage en af udflugtsbådene fra havnen i Ayia Napa. Nogle af dem har glasbund, så du kan følge med i livet under vandet. Her er rigtig god sigtbarhed, og fra båden kan du hoppe i vandet og svømme ind i grotterne.

Stik nord for Cape Greco, på Cyperns absolutte sydøstkyst, kan du besøge Konnos Beach, der ligger ca. seks kilometer fra Ayia Napa på vejen mod Protaras.

Konnos Beach er endnu en af øens spektakulære strande, der ligger i en lille bugt med lavt krystalklart vand. Her er alle faciliteter – solstole som man kan tage med ud i vandet og flyde på, vandsport og en lille snackbar.

ayia napa guide
En tur ud på landet er altid en oplevelse

Oplevelser og aktiviteter

Ayia Napa har stort set ingen seværdigheder, man kommer uden tvivl for strandenes skyld. Men man må absolut ikke undlade at tage en tur rundt på Cypern, der er gode oplevelser i vente, og store områder af øen er uberørt af turismen.

Larnaca

En times kørsel fra Ayia Napa ligger Larnaca, det vil sandsynligvis være her dit fly lander når du skal på ferie på den østlige del af Cypern. Larnaca er øens tredje største by, man kan slentre på den palmeklædte promenade, og slå et smut forbi marinaen for at kigge på det store yachts.

Larnaca er bygget oven på Kition, der i det 13. århundrede f.kr. var en vigtig havneby. Rundt omkring i byen kan man se en række ruiner, men her er også gamle kirker, et tyrkisk kvarter, Hala Sultan Tekke-moskéen, samt flere gode museer.

Byen virker meget international på trods af størrelsen, måske pga. de mange cruiseskibe der lægger til her. Larnaca har i øvrigt god shopping – f.eks. lokalt kunsthåndværk.

Limassol

Videre mod vest støder man ind i Cyperns anden største by, Limassol, mest kendt for sin vinproduktion og gode natteliv. Byen har en charmerende gammel bydel med brostensbelagte gader, der kan tage timer at udforske, og et af højdepunkterne er Store Moské, eller Cami Kebir.

Langs strandpromenaden kan man se Agia Napa-katedralen i byzantinsk stil og kirken Agios Andronikos. Ikke langt derfra ligger byens centrale marked, et godt sted at indsnuse lidt lokalliv. Byen har selvfølgelig også sine strande, men de findes langt bedre i Ayia Napa.

Paphos

På Cyperns vestkyst ligger Paphos – det er en god bid vej fra Ayia Napa, men man kan eventuelt tage en overnatning undervejs. Paphos er endnu en populær ferieby, men den har så meget mere at byde på end sol og strand.

Byen er Unesco-beskyttet pga. de vigtige arkæologiske udgravninger, der er gjort her. Paphos er fyldt med kunstgallerier og butikker, mens du i omegnen finder vingårde og små landsbyer, hvor tiden synes at have stået stille.

Troodos-bjergene

På den vestlige del af Cypern, ikke langt fra Paphos, er landskabet meget bjergrigt. Det er her i Troodos-bjergene man finder små hyggelige landsbyer, byzantinske kirker, skovområder og imponerende kløfter.

Nicosia

Fra Ayia Napa kan man også tage på en endagstur til hovedstaden Nicosia, hvor du finder storbystemning, god shopping og det klart bedste udvalg af restauranter på Cypern. Nicosia er verdens sidste delte hovedstad, og på den anden side af trådhegnet kan man se ind på den tyrkiske del af Cypern.

I 1963 ville regeringen lave ændringer i landets forfatning, det fik tyrkerne til at true med en invasion. Senere, i 1974, lavede den græske militærjunta et kup, hvilket fik Tyrkiet til at invadere den nordlige del af Cypern.

FN gik ind i konflikten, men nogen forhandlingsløsning er endnu ikke fundet. Det nordlige Cypern har udråbt sig selv som en selvstændig stat, men det er kun Tyrkiet der anerkender landet.

Famagusta

I kystbyen Famagusta kan man ved selvsyn se, at konflikten på øen stadig er intakt. Famagusta blev bombet af tyrkerne, indbyggerne flygtede, og fik aldrig lov til at vende tilbage.

Byen ligger i en slags ingenmandsland og blev hurtigt forladt – her har tiden virkelig stået stille. I mange år var det ikke muligt at besøge Famagusta, men i dag er der åbnet op for bl.a. turister, der her kan få en god og meget speciel oplevelse.

Langs kysten ligger mange forskellige strande – også med klipper, der ofte er et godt sted at dykke

Mad & drikke

Man kan bestemt ikke kalde Ayia Napa for et kulinarisk centrum, men holder du dig til de lokale retter går du sjældent helt galt i byen. De små retter, Meze, er en god introduktion til det cypriotiske køkken, men du kan finde restauranter fra det meste af verden og selvfølgelig mange fast-food steder henvendt til de unge.

Ayia Napa og omegn har flere end 100 restauranter, tavernaer og caféer. Det er med andre ord ikke svært at få stillet sulten uanset hvad ens livret måtte være.

Prøv f.eks. Restaurant Atlas på Nisiou Avenue hvis det skal være italiensk eller Los Bandidos på torvet, hvis du er til mexicansk mad. Regn med at betale fra ca. 80-100 kr. for et måltid på en almindelig turistklasserestaurant.

Fest og farver

Nattelivet i Ayia Napa er ganske heftigt. Unge fra hele Europa strømmer til byen i sommermånederne for at feste omkring klostertorvet, hvor barerne ligger side om side.

Tidligere tilbød barerne meget det samme, men i dag er udvalget langt mere alsidigt. Godt nok kan du stadig finde pubcrawls og happy hour med tvivlsomme drinks, men der er også clubs, livemusik og beachparties.

Det kan være svært at anbefale enkelte barer i den grå masse, nogle lukker hurtigt og andre kommer til, men der er dog gode steder der har overlevet i årevis.

Prøv f.eks. Black & White i hjertet af byen – stedet åbnede engang i 1980’erne, og har siden vundet stor anerkendelse som et af de bedste steder i Europa. Her er gode dj’s, og der bliver afholdt events, som bliver sendt på  poplære radiostationer som BBC, Kiss FM og Choice FM.

Et andet godt bud er Castle Club, der ligeledes har mange år på bagen. Det er den største club på Cypern, og Castle Club har opnået en flot 31. plads på listen over verdens bedste klubber.

Stedet er enormt med tre afdelinger, der spiller forskellig slags musik, her er VIP lounge og i alt 14 barer. Danseglade kan prøve Starksys, der mere er en mainstream bar som spiller populær hitlistemusik. Club Ice er en kæmpe klub, der sommeren igennem har gæste dj’s og spændende events.

Ayia Napa er stille og roligt ved at udvikle sig fra ordinært partysted til en by med pænere (og dyrere) steder med loungebarer og farvestrålende cocktails. Er du til den slags, så prøv Pepper, der tiltrækker et noget ældre publikum en mainstreambarerne. Fredag er som regel beachparty dag i Ayia Napa –  forhør dig lokalt, hvornår næste arrangement afholdes.

Praktisk information

Valuta

På Cypern bruger man euro. Kontantautomater er udbredte langs kysten og på mange restauranter accepteres kreditkort som f.eks. Visa og Mastercard.

Mere info

En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Husk dog at give plads til eventyret. Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå, det er som regel sådan du får de mest uventede oplevelser.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Sommermånederne er højsæson på Cypern, hvor det er varmt og solrigt. Temperaturen i perioden ligger typisk på 30° til 35° C, men det kan sagtens blive varmere.

Det bliver hurtigt forår på Cypern. Allerede i marts kan temperaturen snige sig op over 20° C og forårsmånederne er således et godt tidspunkt at besøge Ayia Napa. Her også færre turister og prisniveauet lavere.

Et andet godt tidspunkt at besøge øen er i efterårsmånederne. Langt ind i oktober kan du forvente temperarurer på 22° til 25° C, men vejret er også lidt mere ustadigt.

Ayia Napa
18°
light rain
64% humidity
wind: 7m/s SE
H 18 • L 16
16°
Wed
18°
Thu
18°
Fri
19°
Sat
19°
Sun
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Cypern

Vores Ayia Napa guide har selvfølgelig også et kort over øen, hvor bl.a. hoteller, spisesteder og seværdigheder er markeret.

Ayia Napa guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse

Charterrejser til Cypern – se aktuelle tilbud her
Book hotel på Cypern her og få prisgaranti
Find billige flybilletter til Cypern – sammenlign priser her
Book transport fra lufthavnen til dit hotel her

Tak fordi du kiggede forbi vores Ayia Napa guide – du kan altid finde mere information på den officielle turisthjemmeside Visitcyprus.com.

2 Comments

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*