
Vi kan stadig få nattefrost, men april er også en måned, der kan overraske med varmt vejr. Det er en måned, hvor vi danskere forhåbentlig kan lægge den triste og mørke vinter bag os, men er april koldere end normalt kan en tur til varmen i den grad være tiltrængt.
Jeg har fundet otte steder, der byder på dejligt solrigt vejr i april og heldigvis er rejsen ned til varmen kortere end i vintermånederne.
Dubai
Emiratet er glimmer og glamour. Her er du sikker på sol og du kan slappe af på en beach club, gå shop amok i kæmpe indkøbscentre eller spise lækker mad. Har du børn med kan I boltre jer i de fantastiske forlystelsesparker eller tage på en hæsblæsende jeepsafari i ørkenen. Læs mere i vores miniguide til Dubai. Forvent 31-33 °C i april og stort set ingen regn.

Tenerife
Den største af Kanarieøerne er uden tvivl også den mest alsidige. Tag på en ægte sol- og strandferie på sydkysten eller lej en bil for at opleve den storslåede natur med Spaniens højeste bjerg Pico de Teide som topattraktionen.
Du skal også besøge charmerende landsbyer og spise god mad på de lokale restauranter. Læs mere i vores miniguide til Tenerife. I april ligger temperaturen på 22-26 °C og der falder ca. 40 mm regn.

Las Vegas – USA
Spillebyen i Nevadas ørken er kendt for fest og farver, men i omegnen lugger faktisk spændende seværdigheder som f.eks. Red Rocks og Grand Canyon. De fleste når dog aldrig uden for bygrænsen – de skønne resorts og de heftige poolparties er næsten en attraktion i sig selv. Temperaturen i april ligger på ca. 25-28 °C og der falder stort set ingen nedbør.

Taghazout – Marokko
Nord for Agadir i Marokko er der dukket en ny ferieby op. Ny for den almindelige turist, men Taghazout har i årevis tiltrukket surfere og backpackere, der her har skabt en pragtfuld stemning med en tilbagelænet atmosfære. Her finder du hyggelige caféer, yoga ned udsigt over atlanten og enkle guesthouses. Forvent 23-26 °C og ca. 15 mm regn i april.

Playa del Carmen – Mexico
Playa del Carmen ligger mellem Tulum og Cancún på Riviera Maya. Her finder du lækre strande ud til det caribiske hav, og du kan spise lækker mexicansk mad inden du kaster dig ud i det heftige natteliv
I “Playa”, som byen normalt kaldes, er du ikke langt fra de verdensberømte mayaruiner, der bestemt kan anbefales. I april ligger temperaturen på 31-33 °C og der falder ca. 20 mm regn.

Goa – Indien
Eksotisk Goa er et af Indiens mest populære rejsemål. Selvom her er masser af turister, så er de lokale oplevelser lige om hjørnet, og kan du løsrive dig fra solstolen, er du ikke langt fra smuk natur og berømte Hampi, der engang var hovedstad i et hindurige. Temperaturen ligger på 32-34 °C og der falder ca. 10 mm regn.

Hoi An – Vietnam
Hyggelige Hoi An med de gamle hule huse er et overflødighedshorn af god mad, fantastisk shopping og store oplevelser. Her kan du tage på tur på Thu Bon-floden, cykle forbi små landsbyer eller gå på opdagelse i det arkæologiske område ved My Son. Forvent 27-29 °C og ca. 20 mm regn i april.

Eilat – Israel
Der er garanteret sol i den israelske badeby Eilat, der ligger ud til Det Røde Hav. Byen har en lang række gode resorts, hvor du kan plaske i poolen eller få sol på kroppen, men en snorkle- eller dykkertur i det klare turkisblå hav kan absolut anbefales. I april ligger temperaturen på 28-31 °C og der falder stort set ingen regn.

Be the first to comment