Hvor skal du bo på Mallorca?

Læs om byer og ferieområder på Mallorca

Mallorca er et af danskernes mest elskede rejsemål. Øen er forholdsvis stor med mange forskellige strande og turistområder. Du kan både finde små rolige bugter og lange strande, der som regel har et større eller mindre udvalg af barer, restauranter og overnatningssteder.

Men hvor skal du så bo på Mallorca? Det kan du blive klogere på her, hvor vi præsenterer de mest populære byer, strande og turistområder på den populære ferieø, der siden 1960’erne har oplevet en sand invasion af solhungrende danskere.

Fra dengang at være lidt eksotisk blev øen synonym med grisefester og masseturisme, der havde mere fokus på kvantitet end kvalitet. I en årrække var det bestemt ikke på mode at holde ferie på Mallorca, men øen har gennemgået en imponerende forvandling og fremstår nu igen attraktiv.

I dag er der ingen, som peger fingre af Mallorca, der hjulpet på vej af sin størrelse og meget forskellige byer og områder har noget at tilbyde alle. Også dig, der er til storbyferie eller ønsker at bo i mere landlige omgivelser.

Vi har valgt sekspopulære steder ud, der forhåbentlig gør dig klogere på, hvor du skal bo på Mallorca. Men først lidt om, hvordan du kommer rundt på Mallorca med offentlig transport.

Offentlig transport

Det er populært at leje bil på Mallorca, men øen har faktisk glimrende offentlig transport i form af tog og busser. Førstnævnte dækker primært midtøen og medmindre du bor der, så vil busserne nok være mere nyttige. Til gengæld kan en tur med toget være en rigtig god udflugtsmulighed.

Der er to busselskaber på Mallorca. EMT har busser i og omkring Palma By, mens TIB dækker hele øen. Alle større byer og turistområder er betjent af det ret omfattende rutenetværk af busser.

Du kommer således nemt rundt, men kan risikere at skulle skifte bus i f.eks. Palma, hvis du skal på tværs af øen. Den store busstation i Palma ligger under jorden på Plaza de España. Her er der også billetsalg.

En enkeltbillet koster 2 € med EMT, mens prisen for en tur med TIB afhænger af distancen. Du kan løbe billet i bussen, men ha’ så lige penge med som muligt. Der kan også købes billetter i visse kiosker.

Du kan se mere på emtpalma.cat og tib.org. Et kort over ruterne med TIB finder du her. Bemærk, at nogle ruter kun kører i sommerperioden, men det er som regel også på det tidspunkt, de fleste turister besøger Mallorca.

Læs mere om Mallorca

Du kan læse mere om Mallorca i vores miniguide og i indlæggene De bedste familiehoteller på Mallorca og De bedste kun for voksne hoteller på Mallorca.

1. Playa de Palma – Arenal

Hovedbyen Palma de Mallorca ligger i en stor bugt med byer og strande på begge sider. Mod sydøst finder du det man kalder Playa de Palma, der er et langt sammenhængende strandområde med forskellige navne som Can Pastilla og Arenal.

Det var et af de første steder turisterne slog sig ned, og kysten her bærer stadig præg af at være et sted for pakketuristerne. Udvalget af barer, restauranter og hoteller er enormt, og der er aktiviteter for både børn og voksne.

Stranden er rigtig god. Bedst i den østligste del af Arenal – dvs. længst væk fra Palma. Du kan leje solstole og parasoller, men også bare lægge dit håndklæde i sandet.

Playa de Palma er til dig, der sætter pris på sol, strand og masser af muligheder, når det gælder aktiviteter og mad og drikke. Forvent ikke noget autentisk, men et område med fuldt blus på turismen.

Gode steder at bo i Playa de Palma

Charter: Hotel Iberostar Cristina
Book selv: Hotel Negresco

2. Magaluf og Palma Nova

På den anden side af Palma, altså mod sydvest, ligger en stribe feriebyer med Magaluf og Palma Nova som de mest kendte. Mens tyskerne traditionelt har valgt Playa del Palma, så er det i høj grad englænderne, der besøger området mod sydvest. Også her finder du et kæmpe udvalg af barer, restauranter og overnatningssteder.

Kysten her består primært af mindre strande og bugter, der kan være meget forskellige. Her og der ligger de skønneste strande med krystalklart vand. De fleste steder kan du leje solstole og parasoller, ligesom der er mulighed for at få noget at spise. Generelt kan man sige, at jo længere væk fra Palma du kommer, jo mere roligt er det.

Heller ikke i Magaluf og Palma Nova mangler der aktiviteter. Her er både temaparker, vandsport og flere temaparker, som uden tvivl vil vække glæde hos de mindste. Det er et veludviklet ferieområde, der ligesom Playa de Palma fuldstændig er lagt an på turisme.

Gode steder at bo i Magaluf og Palma Nova

Charter: MSH Mallorca Senses Palma Nova
Book selv: Dreams Calvià Mallorca

3. Palma By

Nu vi er i Palmabugten, så skal vi da også nævne Palma By. Vægter du storbyliv, autenticitet, god mad og spændende seværdigheder højere end sol og strand, så vil Palma By sandsynligvis være noget for dig.

Byen har over 400.000 indbyggere og kan flere steder synes langt væk fra kystens masseturisme. Palma By har har flere gode seværdigheder, hvor den store katedral La Seu selvfølgelig er den vigtigste, men besøg også det flotte Bellver Castle fra 1300 tallet, der ligger med fin udsigt over by og havn.

Palma By har desuden flere gode markeder og Mallorcas bedste og mest alsidige udvalg af restauranter. Prøv blot at besøge en rigtig tapasbar. Skulle du alligevel savne en badetur, så er der ikke langt til stranden. Lige vest for byen kan du f.eks. besøge Cala Mayor og Ses Illetes. Palma by er et rigtig godt sted at kombinere strand- og storbyferien.

Gode steder at bo i Palma By

Charter: Summum Prime Boutique Hotel
Book selv: Mallorca Suites

4. Cala Millor

På Mallorcas østkyst ligger Cala Millor, der er en veletableret ferieby med en glimrende lavvandet strand. Byen mangler hverken barer, restauranter eller overnatningssteder, men tempoet er lidt mere afdæmpet end i turistområderne omkring Palma By.

Du kan slentre på promenaden, tage en gåtur på det bilfri hovedstrøg centralt i byen eller måske besøge nærliggende badebugter og småbyer. Inde i landet ligger den mere lokale by Son Servera, der har et fint fredagsmarked og en stribe lokale restauranter. I området er der også golfbane og flere gode vandreruter.

Cala Millor er et godt og lidt roligere alternativ til dig, der gerne vil være tættere på det mere autentiske Mallorca på midtøen, men stadig have alle fornødenheder inden for rækkevidde. Bemærk dog, at der er omkring en times kørsel fra lufthavnen til Cala Millor.

Gode steder at bo i Cala Millor

Charter: Hotel Kyrat Amarac Suites
Book selv: Hotel Millor Sol

5. Sóller og Puerto de Sóller

Så til noget lidt andet. Midt på nordkysten, ca. 30 km fra Palma, ligger byen Sóller smukt omkranset af bjerge. I gamle dage var det pga. det kuperede landskab et isoleret område af Mallorca, hvor man producerede bl.a. citroner og appelsiner. Høsten blev sejlet fra havnen i Puerto de Sóller til Frankrig.

I dag er der en tunnel gennem bjergene, og det gør Sóller nemt tilgængelig fra resten af øen. Byen er anderledes end Mallorcas øvrige turistområder. Her finder du bl.a. flere flotte palæer fra dengang plantagerne gav velstand til byen.

Sóller ligger ca. fem km inde i landet og tiltrækker sit eget publikum. Det er en pragtfuld by med bl.a. smalle gader, hyggelige små pladser og ikke mindst en smuk kirke.

Du kan vælge at bo i Sóller eller Puerto de Sóller. De to byer ligger ca. fem kilometer fra hinanden og er bl.a. forbundet af den berømte sporvognslinje, der blev etableret i 1913. I begge byer finder du et pænt udvalg af cafeer, restauranter og hoteller, men typisk henvendt til et andet og mere pengestærkt klientel  end den klassiske charterturist.

Gode steder at bo i Sóller og Puerto de Sóller

Charter: Hotel FERGUS Style Soller Beach
Book selv: Hotel Los Geranios

6. Alcudia

På nordøstkysten ligger Alcudia, der har udviklet dig til børnefamiliernes foretrukne sted på Mallorca. Måske pga. af den lange pragtfulde strand, der er lavvandet og perfekt til børn. Stranden er hele 14 km lang og ender ved mere rolige Playa de Muro og den mindre by Can Picafort, der har sin del af overnatningssteder.

Alcudia er i dag et fuldt udviklet turistområde med et stort udvalg af barer, restauranter og overnatningssteder. Især ligger flere større resorts på eller tæt på stranden, og det gør byen til et trygt sted for de mindste.

Byen er dog ikke kun turisme. Selve Alcudia by har flere ældre bygninger og en bymur, der flere steder er intakt. Du kan også se udgravninger fra den romerske periode.

For turister er det selvfølgelig stranden, de gode hoteller og en stribe aktiviteter inklusive et par temaparker, der trækker. Fra lufthavnen ved Palma By se der ca. en times kørsel til Alcudia.

Gode steder at bo i Alcudia

Charter: Lejligheder Viva Blue & Spa
Book selv: Grupotel Maritimo

charterrejser til Mallorca

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*