
Oktober er også den måned, hvor efterårsferien ligger. Det grå og triste vejr har ramt det meste af Europa, men flere steder i Middelhavet er det stadig dejlig varmt og solrigt.
Varmt vejr kan du selvfølgelig også finde længere væk fra Danmark – få inspiration til varme rejsemål i oktober herunder eller læs mere i indlæggene Sol i efterårsferien – her skal du rejse hen og De bedste familievenlige rejsemål til en solrig efterårsferie.
Cypern
Oktober er en rigtig god måned at besøge Cypern. Øen i det østlige middelhav har først og fremmest superdejlige strande, men du kan også opleve Cypern, når alle de andre turister er taget hjem. Læs mere i vores miniguide til Ayia Napa. Forvent 25 °C til 28 °C og ca. 20 mm regn i oktober.

Las Vegas – USA
Den værste sommerhede er ovre i oktober, og du kan opleve spillebyen Las Vegas ved mere behagelige temperaturer. Las Vegas ser umiddelbart lidt forloren ud, men byen har udover kasinoer og vildt natteliv også glimrende udflugtsmuligheder i omegnen – f.eks. fantastiske Grand Canyon. Temperaturen ligger på 27 til 29 °C i oktober, der kun får ganske få dråber regn.

Rom – Italien
Rom er en by, man aldrig bliver færdig med. Sommermånederne er ulideligt varme til en storbyferie i Italien, så vælg oktober, hvis du også vil se Colosseum og Peterskirken ved mere behagelige temperaturer.
Selvfølgelig skal du også spise lækker mad og drikke god vin, som Rom selvfølgelig også er kendt for. I oktober ligger temperaturen på 22 til 24 °C, og der falder ca. 35 mm regn.

Mauritius
Oktober ligger mellem den varme sommer og den fugtige og forholdsvis våde vinter. Det er med andre ord en perfekt måned at besøge paradisøen i Det Indiske Ocean, der byder på skønne strande, glimrende mad og lækker luksus. Forvent 24 til 26 °C i oktober, hvor der falder ca. 50 mm regn.

Sevilla – Spanien
Det ægte Andalusien med tapas, flamenco og snørklede gader venter i Sevilla. Byen har ofte 40 °C i sommermånederne, men i oktober er temperaturen blevet lidt mere menneskelig, og som en bonus er her færre turister. I oktober ligger temperaturen på 24 til 27 °C og der falder ca. 70 mm regn.

Den Tyrkiske Riviera
Feriebyerne ligger på stribe på den tyrkiske sydkyst. Her finder du skønne hoteller, hvor du får rigtig meget for pengene. Hvis du kan løsrive dig fra poolen, så er der spændende oplevelser i omegnen, og så skal I selvfølgelig smage den fremragende tyrkiske mad. Temperaturen ligger på ca. 24 til 27 °C i oktober, der får ca. 60 mm regn.

Giliøerne – Indonesien
De små øer, der ligger ud for Lomboks nordvestkyst er et lille paradis. Er du til fest og farver, så vælge Gili Trawangan, mens du skal tage til Gili Air og Gili Meno, hvis du vil have fred og ro. Fælles for øerne er dog de skønne strande med klart turkisblåt vand. Læs mere i vores miniguide til Bali. I oktober kan du forvente temperaturer på 32 til 34 °C og ca. 40 mm regn.
Nepal
Oktober er den perfekte måned at besøge Nepal. Der er klart vejr og temperaturen ligger pænt over 20 °C. Nepal er selvfølgelig trekkernes paradis, men du kan også opleve pragtfulde templer, enestående natur og snuppe en safari i Chitwan Nationalpark. Temperaturen ligger på ca. 24 til 26 °C og der falder ca. 60 mm regn.

Aruba
Den caribiske ø ligger udenfor orkanbæltet og har varmt og solrigt vejr i oktober. Selvfølgelig kan Aruba byde på gode strande, men her er også smuk natur, og så kan du stå ansigt til ansigt med de herlige flamingoer, der selvfølgelig holder til på Flamingo Beach på øens vestside. Forvent temperaturer på 30 til 32 °C og ca. 80 mm regn i oktober.

Gran Canaria – Spanien
Populære Gran Canaria er liv og glade dage ved pool eller strand. Men faktisk har øen masser andet at byde på – lej en bil og kør ud i det blå til smuk natur og gemte landsbyer. Har I børnene med, så kan I vælge og vrage blandt en lang række forlystelsesparker. Læs mere i vores miniguide til Gran Canaria. I oktober ligger temperaturen på 24 til 27 °C og der falder 15-20 mm regn.

Be the first to comment