10 forslag til en eksotisk vinterferie

Store oplevelser og hvide sandstrande venter

Vinteren er det tidspunkt, hvor vi har allermest brug for sol og varme. Mørket har lagt sig over Danmark, og efter en hektisk julemåned er det helt forståeligt, at mange ønsker sig langt væk. Til varmere himmelstrøg, hvor du kan komme ned i tempo og bare nyde livet.

 

1. Phuket – Thailand

Thailands mest populære ferieø er alsidig og fuld af gode oplevelser til lands og til vands. Du kan selvfølgelig bare booke et lækkert resort og lade den thailandske sol varme dig, men du kan også spise lækker autentisk mad i Phuket by eller tage på opdagelse i junglen eller i det smukke øhav, hvor du finder de skønneste øer og strande.

Nogle vil nok sige, at Phuket er overrendt, men der er også mulighed for at få en ferie langt væk fra masseturismen. Øen er stor med en lang række strande, der alle tilbyder noget forskelligt. Læs mere om Phuket i miniguiden.

 

2. Mombasa – Kenya

Både nord og syd for Mombasa ligger kilometervis af kridhvid sandstrand ud til Det Indiske Ocean. Her kan du få en eksotisk ferie under den afrikanske sol – måske som afslutningen på en spændende safari i Kenya. En fantastisk oplevelse som du skal opleve mindst én gang i livet.

Mombasa er en større by med farverige markeder og spændende kolonihistorie, der især er symboliseret ved Fort Jesus, som er opført af portugiserne i slutningen af 1500-tallet. Det ER dog strandene og de gode hoteller langs kysten, som synes at være det største trækplaster hos turisterne.

 

3. Boracay – Filippinerne

Også Boracay er berømt for sine strande. Så berømt, at den enestående White Beach flere gange er kåret som verdens bedste strand. Boracay er selvfølgelig populær, men på trods af turismen, så har øen stadig en snert af tropeidyl og barfodsparadis.

Du SKAL være vild med skønne strande for at besøge Boracay – der er ingen seværdigheder, men til gengæld har du mulighed for at trække stikket og bare slappe af. Læs meget mere om Boracay i miniguiden.

 

4. Dubai

Dubai ligger kun seks timers flyvning fra Danmark. På trods af størrelsen, så har emiratet masser at byde på. Uanset om du er til shopping, gode strande, lækker mad eller temaparker i verdensklasse, så finder du det her.

Dubai har noget for alle aldre og det er oplagt at bo to forskellige steder på din ferie eller måske kombinere med et af de andre og mere rolige emirater. Og nej, det behøver ikke være dyrt at rejse til Dubai – giv det en chance! Læs mere om Dubai i miniguiden.

 

5. Koh Samui – Thailand

Koh Samui er beriget med en lang række lækre strande, hvor du har mulighed for at bo i bungalow helt ude i vandkanten. Den thailandske ø er rigtig populær, men på trods af størrelsen, kan du stadig finde rolige strandområder, hvis du ikke er til det heftige natteliv i Chaweng, der er Koh Samuis største ferieby.

Skal det være endnu mere eksotisk, så tilbring nogle dage på Koh Phangan, der har strande i verdensklasse, eller på lille Koh Tao, hvis du er til dykning. Læs meget mere om Koh Samui i miniguiden.

 

6. Zanzibar

Paradisøen Zanzibar er superpopulær i disse år. Øen hører til Tanzania og har to tørre perioder. Den ene ligger fra december til februar, og det gør Zanzibar til et perfekt vinterrejsemål.

Det er selvfølgelig de fremragende strande, der trækker – tænk pudderhvidt sand og det klareste turkisblå vand. Du skal dog give dig selv tid til at besøge øens hovedby Stone Town, hvor du kan lære mere om Zanzibars spændende historie som centrum for handel med bl.a. slaver og krydderier.

 

7. Sri Lanka

Enestående kultur, fantastiske naturoplevelser og lange gyldne sandstrande med vajende palmer. Sri Lanka er så eksotisk som det kan blive. Det gamle Ceylon er garanti for store oplevelser, og efter en lang borgerkrig er den smukke ø i Det Indiske Ocean igen klar til at tage imod besøgende.

Et frygteligt terrorangreb i foråret har dog sat en kæp i hjulet for den turistfremgang som Sri Lanka har oplevet de senere år godt hjulpet på vej af Rough Guides og Lonely Planets anbefalinger om at besøge den fantastiske ø. Læs mere om Sri Lanka i miniguiden.

 

8. Koh Lipe – Thailand

På Koh Lipe får du Thailands bedste strande. Store ord, men man kniber virkelig sig selv i armen, når man står på de kridhvide sandstrande med det mest krystalklare blå vand, man kan tænke sig.

Koh Lipe er bilfri og ganske lille – et tropeparadis, hvor du bl.a. kan snorkle eller hænge ud på herlige interimistiske strandbarer. Jo, det kan være lidt af en rejse at nå frem til Koh Lipe, men det opvejes med lethed af atmosfæren og de fantastiske strande. Læs mere om Koh Lipe i miniguiden.

 

9. Riviera Maya – Mexico

Den lange Riviera Maya-kyst i Mexico inkluderer bl.a. ferieområderne Cancun, Playa del Carmen og Tulum. Tre meget forskellige feriebyer, der sammen med nogle af verdens mest spændende seværdigheder gør denne del af Yucatan-halvøen yderst attraktiv.

De fleste kommer for de kilometerlange hvide sandstrande, men den enestående maya-kultur med bl.a. ældgamle pyramider er et msut-see. Og så er vi jo i Mexico – du skal selvfølgelig smage al den gode mad og sippe mojitos i vandkanten. Læs mere om Riviera Maya i miniguiden.

 

10. Hua Hin – Thailand

Thailands ældste ferieby kalder man ofte Hua Hin, der ligger et par timers kørsel fra Bangkok. Her er det ikke så meget strandene, som trækker, men de dejlige resorts, der er som skabt til forkælelse og kvalitetstid med hinanden. Kan I løsrive jer fra de dejlige omgivelser, så er der mulighed for udflugter i verdensklasse.

F.eks. Kuiburi Nationapark, der har Thailands største bestand af vilde elefanter, historiske River Kwai med mulighed for at bo på tømmerflåder på floden eller hvad med at tilbringe nogle dage i pulserende Bangkok, der bl.a. byder på kultur, shopping og fantastisk mad. Læs mere om Hua Hin i miniguiden.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*