De bedste steder for digitale nomader

Billige byer i Asien og Østeuropa er mest populære

Berlin, Sayulita, Brasov, Medellin og Chiang Mai. Fem meget forskellige byer, der har det til fælles, at de tiltrækker et stort antal digitale nomader. Mennesker, der arbejder, mens de udlever drømmen om at rejse.

De fem byer er blot en håndfuld af de mest populære steder, der i dag har deciderede faciliteter for digitale nomader, som her finder sammen og danner sociale fællesskaber og professionelle netværk.

Det er især byer, der er billige, som tiltrækker digitale nomader – derfor ligger mange af dem i Asien og Østeuropa. Chiang Mai i Nordthailand har længe været et hotspot, men også Canggu på Bali er populær.

Det var netop på Bali vi mødte Claes – en svensk fyr, der via Sofia, Barcelona og Bangkok var havnet i den balinesiske by. Claes er programmør og behøver blot en internetforbindelse for at kunne arbejde.

“Hvorfor sidde alene i kolde og mørke Umeå når jeg kan arbejde sammen med andre med samme interesse på Bali?”, spørger Claes. Og det er ikke bare det at kunne rejse og arbejde når man vil, der tiltrækker en type som Claes.

Det sociale har også stor betydning, og de digitale nomader finder sammen i fællesskaber, der er skræddersyet til dem. De kan f.eks. få hurtigt internet og leje et kontor og kun betale for den tid, de benytter faciliteterne.

Alle mennesker er forskellige, og det gælder også digitale nomader. Men alligevel er det nogenlunde det samme de kigger efter, når de skal vælge et sted at arbejde. Først og fremmest er det altafgørende, at der er en god internetforbindelse.

For Claes er det også vigtigt, at der er gode hospitalsforhold, hvis uheldet skulle være ude, og så gør det ikke noget, hvis stedet er billigt. Mange digitale nomader foretrækker varmere himmelstrøg, men når man som Claes kommer fra Umeå, så kan man vælge og vrage.

De digitale nomader mødes høj grad hjemmesiden nomadlist.com, der ranker en lang rækker byer efter forskellige parametre som økonomi, sikkerhed, klima, internet og beliggenhed.

Lige nu er de bedste steder ifølge nomadlist:

  1. Lissabon (Portugal)
  2. Canggu (Bali, Indonesien)
  3. Chiang Mai (Thailand)
  4. Mexico City (Mexico)
  5. Bangkok (Thailand)
  6. Berlin (Tyskland)
  7. Istanbul (Tyrkiet)
  8. Ericeira (Portugal)
  9. Playa del Carmen (Mexico)
  10. Singapore

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*