Øgruppen Kykladerne i Det Ægæiske Hav er mest kendt for sine mange fremragende hvide sandstrande. Men en af øerne skiller sig markant ud fra de øvrige. Santorini er af vulkansk oprindelse, og består af en kæmpe caldera og hundrede meter høje kratersider, der går direkte ned i det dybblå hav.

Santorini, hvis officielle navn er Thira, er måske den mest spektakulære ø i Middelhavet. Her er dyrt og i højsæsonen mange mennesker, men det er en ø, der ikke må springes over, hvis du er på øhop i Kykladerne eller ude efter en helt speciel ferieoplevelse

Santorinis ry som et helt særligt sted er for længst nået ud over Europas grænser. Øens besøgende spænder vidt; fra backpackere over krydstogtpassagerer til high-end turister, der gerne betaler en formue for at bo i den helt rigtige villa med den helt rigtige udsigt.

Netop udsigt er noget man går meget op i på Santorini. Uanset om det gælder overnatning, restauranter eller barer, så får prisen lige et ekstra nøk opad, hvis man kan tilbyde første parket til en af verdens smukkeste solnedgange, der næsten er hypnotisk.

Santorini er formet som en hestesko. Hovedbyen Fira ligger næsten på kanten af calderaen, hvorfra man har de smukkeste udsigter over Det Ægæiske Hav. Heroppefra synes krydstogtskibene ganske små.

Med den introduktion byder vi velkommen til vores Santorini guide, som vi håber, du kan bruge til din rejse.

Så bliver det ikke meget smukkere!

Transport

Santorini lufthavn har koden JTR og ligger på den østlige del af øen tæt ved feriebyerne Perissa og Kamari. Du kan tage en taxi eller shuttlebus fra lufthavnen til dit hotel. Søg og sammenlign flybilleter her.

Er du på charterrejse kan du ofte tilkøbe transport fra lufthavnen til dit hotel, men det kan kun anbefales at leje en bil, som du har rådighed på hele rejsen. Det giver frihed og ikke mindst mulighed for at opleve seværdigheder og strande i dit eget tempo.

Alternativet til flyet er selvfølgelig færgen. Kommer du fra Athen tager du toget til Piræus. De fleste færger sejler om morgene og vær gerne i havnen en times tid før afgang. Færgebilletten kan du booke online, i Athen eller på havnen.

Du kan også sejle til Santorini fra flere andre græske øer som f.eks. Kreta, Mykonos og Rhodos.

Overnatning på Santorini

Få steder i verden kan man bo med så flot udsigt som på Santorini. Her er gode hoteller og lækre villaer med privat pool. Uanset hvad du vælger, så book i forvejen i højsæsonen. For de med knap så stor tegnebog findes adskillige pensioner og studios, som de kaldes i Grækenland.

Billigst er øens campingpladser, der tilbyder bungalows. Det er beskedent, men perfekt, hvis man er på budgetferie. Både Kamari og Perissa på øens østkyst henvender sig primært til pakketurister. Se også indlægget De bedste billige hoteller på Santorini, hvor vi giver vores bud på dejlige overnatningssteder til lave priser.

Du finder selvfølgelig et meget større udvalg på f.eks. hotels.com og booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser. Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Ikonisk solnedgang fra Santorini

Byer og strande på Santorini

Fira

På toppen af kratersiden ca. 250 m.o.h ligger Fira, der er Santorinis største by. Det siger nu ikke så meget, for her har blot 1700 mennesker – et tal, der bliver mangedoblet i sommermånederne.

Fira ser ud som en græsk by skal se ud med små hvide huse, der kravler op ad kratersiden. Byen er hyggelig, og ad smalle kringlede gader når du pladsen Theotokopoulou, der fungerer som centrum.

På trods af størrelsen er her en international stemning, og generelt er prisniveauet skyhøjt i forhold til de fleste andre græske øer. Byen har den største koncentration af cafeer, barer og spisesteder, men du betaler naturligvis for at spise på en af restauranterne med udsigt. Her ligger typisk turistrestauranter – vil du spise lokalt, er det om at gå ned ad sidegaderne.

Fira byder også på gallerier og en stribe mindre museer. Og så er der udsigten over Middelhavet og de mange krydstogtskibe, der er formidabel og foreviget på tusindvis af billeder. Find stien og gå på kraterkanten, der fører mod nord til de små byer Firostefani og Imerovigli. Du kan faktisk komme helt til Oia, Santorinis anden største by, ad stien.

Oia

Oia minder om Fira, men er mindre og virker ofte temmelig klaustrofobisk. Tænk horder af turister i de smalle gader, hvor gallerier, butikker og restauranter ligger på stribe. Oia blev næsten udslettet ved et jordskælv i 1956. Genopbygningen gik langsomt, og byen er aldrig rigtig kommet tilbage til sin oprindelige form.

Husene er kridhvide, og mange af dem er kreativt bygget op ad vulkansiden. Det er i Oia, man får de bedste solnedgange siger man, og det ses tydeligt ved 19-tiden, hvor turister strømmer til Kastro-muren for at få den bedste plads.

Strande

Badeferieentusiaster tager hellere til Kykladernes øvrige øer, men Santorini har udmærkede strande, der her er med grus/småsten og sort lavasand.

Kamari på østkysten synes at være den mest populære, og den lille ferieby tiltrækker primært pakketurister. Også et par kilometer mod syd, i feriebyen Perissa, er der solstole på række langs den glimrende strand, der er yderst populær i højsæsonen.

Syd herfor ligger strandene på stribe. Mest kendt er Red Beach rundt om pynten – stranden har fået navn efter sandets noget sjældne farve.

santorini-pixabay
Santorini har adskillige lækre overnatningssteder

Aktiviteter og seværdigheder

Akrotiri

Santorinis største seværdighed er det antikke Akrotiri, der for flere tusinde år siden var en minoisk bosættelse. Er man bare en lille smule historie- eller arkæologiinteresseret, så er dette sted et must at besøge.

Området omkring Akrotiri har været beboet så tidligt som år 5000 f.kr. Det var dog den minoiske periode, der bragte velstand til byen, som lå perfekt på handelsruten mellem bl.a. Kreta og Cypern.

Som nævnt er Akrotiri i dag blot ruiner, men der er dog flere steder, hvor man kan få et indtryk af, hvordan byen så ud i sin storhedstid. Her er også en lang række fine freskoer, og der er fundet bl.a. keramik og sågar møbler på området.

Udgravningen begyndte så småt i 1867, men det var først 100 år senere, at den moderne arkæologi blev taget i brug. Akrotiri, som har fået navn efter en nærliggende by (ingen ved hvad byen hed i antikken) blev ødelagt af et vulkanudbrud i år 1627 f.kr.

Pyrgos

Ægte græsk med masser af atmosfære. Den lille by Pyrgos er smukke kirker, snævre gader og typiske græske huse. Byen ligger på Santorinis højeste punkt og er bestemt en udflugt værd.

Her finder du taverner, kunstgallerier og en helt anden verden væk fra øens heftige turisme. Tag bussen dertil fra Fira. Du kan også gå, der er ca. otte km til Pyrgos fra hovedbyen.

Bådture i calderaen

En meget populær udflugt, der fås i forskellige udgaver. Du kan tage med katamaran eller sejlskib ud på havet, hvor du besøger f.eks. Red Beach, White Beach og nogle varme kilder. Programmet varierer, men som regel er der mad og snorkleudstyr inkluderet. Sejlturene fås også som sunsetcruise.

Fira og Oia

Bor du på østkysten, så skal du selvfølgelig besøge Fira og Oia, der med deres placering en attraktion i sig selv.

Museer

Santorini har også et par museer, der fortæller om øen og dens historie. Det forhistoriske museum har adskillige effekter fra Akrotiri, der uden tvivl vil gøre dig nysgerrig på det folkeslag, som har fremstillet alle de smukke ting.

Dejlig strand på Santorini

Mad og drikke på Santorini

Den vulkanske undergrund gør, at man kan producere lidt anderledes grøntsager på Santorini. F.eks. gule bønner og hvide auberginer, som naturligvis bliver brugt i det lokale køkken.

Som så mange andre feriesteder er der også på Santorini steder med tvivlsom turistmad, men det er også en af de græske øer, der har flest rigtig gode restauranter. Prisniveauet er forholdsvis højt. Herunder finder du en stribe restauranter, der får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster.

Metaxi Mas

Skal det være topklasse, så er restauranten Metaxi Mas et godt valg. Her serveres mad fra Santorini og Kreta i pragtfulde omgivelser. Forvent service i topklasse og høje priser. Det er uden tvivl en af øens bedste restauranter.

To Psaraki – Vlyhada

Går vi et trin ned rent prismæssigt, så er To Psaraki værd at anbefale – her får du øens bedste seafood og meze. Som en bonus har man en pragtfuld udsigt over havnen i Vlyhada.

Laokasti Restaurant – Oia

Når det skal være godt til en rimelig pris. Laokasti Restaurant serverer middelhavsmad med fokus på det lokale køkken. Prøv stedets lammeskank. Hyggeligt og med rigtig god service.

Elinikon Restaurant – Oia

Meze, der er den græske udgave af tapas, skal selvfølgelig prøves. Det gør du på Elinikon i Oia, der ligger med smuk udsigt ved de gamle møller. Restauranten er også et glimrende valg til vegetarer. Rimeligt prisniveau.

Anogi – Imerovigli

I den billige ende er Anogi i Imerovigli et evigt hit. Tavernen er ikke bange for at eksperimentere med det græske køkken, og vinlisten indeholder spændende vine fra små græske producenter.

Inden spisetid og måske en festlig aften ude, så skal du selvfølgelig nyde den enestående solnedgang. Den er helt gratis, men det er populært at nyde en sundowner på en af øens hippe barer, mens den røde kugle forsvinder i horisonten. På Marinatou Street i Fira er Tropical og Francos to populære steder at se solnedgangen, men forvent skyhøje priser.

Santorini har et glimrende natteliv i forhold til øens størrelse. Udover de hippe klubber og loungebarer, så kan du også finde caféer, jazzklubber og engelske pubs. Udvalget er størst i Fira, men heller ikke i Oia og langs østkystens feriebyer behøver du at tørste.

santorini rejseguide
Frokost med udsigt

Praktisk information

Valuta

Valutaen i Grækenland hedder euro. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger i byerne. Brugen af især Visakort er udbredt på hoteller og restauranter.

Mere info

En guidebog eller et kort over byen er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Du kan også finde forslag til gode barer, hoteller og restauranter.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Det er altid en god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning for seneste info om at rejse til Grækenland. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Santorini skal besøges fra maj/juni til September/oktober. Juli og august er højsæson, og i disse måneder kan øen synes lidt overrendt ligesom priserne får et en nøk eller to op. Juni og september er gode måneder at besøge den smukke ø. Vejret er stadig godt og der er lidt bedre plads. Forvent temperaturer på 27 ° -30 °C i sommermånederne

Santorini
14°
scattered clouds
72% humidity
wind: 4m/s WNW
H 16 • L 14
15°
Wed
17°
Thu
18°
Fri
18°
Sat
18°
Sun
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Santorini

Vores Santorini guide har selvfølgelig også et kort over øen med markering af bl.a. strande, spisesteder og interessante steder.

Santorini guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel på Santorini med prisgaranti – se mere her
Find billige flybilletter til Santorini – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

Tak fordi du læste vores Santorini guide – du kan finde mere information på visitgreece.gr, der er den officielle turistside.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*