Det skulle egentlig have været en jordomrejse, men Mark og Tracey nåede kun til Caribien, som de faldt pladask for.
Det er tre år siden det engelske par forlod hjemlandet for at starte en helt ny tilværelse. Båden var købt, og mens de ventede på, at deres yngste datter skulle blive 18 år forberedte de sig på deres jordomrejse.
Turen gik først til Spanien og Portugal og via De Kanariske Øer kom Mark og Tracey til Caribien. Det var her planen om en jordomrejse blev lagt i graven til fordel for livet under den caribiske sol.
“Vi solgte alt hvad vi ejede hjemme i England. Vores bil, hus og forretning. Ja, og mere til”, fortæller parret til engelske medier. De gik en uvis fremtid i møde, men har ikke et sekund fortrudt deres beslutning. “Det har været de tre bedste år af vores liv”, siger de.
Mark og Tracey arbejdede mange timer hver dag, og de havde længe gået med planer om at komme ud af den onde arbejde-spise-sove spiral.
“Vi fortryder nok, at vi ikke sprang ud i det lidt før – vi bor på vores båd og har meget mindre plads end tidligere, men har et pragtfuldt liv”, fortæller parret, der forsøger at komme hjem til England for at besøge familien mindst én gang om året.
“Vi ved ikke helt hvad der skal ske – planen er at der ikke skal være nogen plan”, slutter Mark og Tracey, der ikke vil forlade Caribien, men stadig drømmer om at se noget nyt. Panama og Den Dominikanske Republik kunne meget sandsynligt være næste rejsemål for det engelske par.
Fra hektisk byliv til glade sejlere
Også Sarah og Renato har fået et helt nyt liv som sejlere. Mødet med et svensk par skulle vise sig at vende op og ned på deres hverdag. De levede en tilværelse med lange arbejdsdage, der lignede hinanden til forveksling, men de to brasilianere opdagede ikke selv, at deres liv gik i tomgang.
Det svenske par præsenterede Sarah og Renato for et liv på havet, hvor de godt nok ikke havde meget luksus, men til gengæld hinanden og maksimal frihed. Det var der, det gik op for parret, at de brugte deres liv forkert.
De havde intet kendskab til livet på havet, men på tre uger lærte svenskerne Sarah og Renato at sejle, og så gik det stærkt. Det brasilianske par sparede sammen til en båd og begyndte deres sejlads i Split i Kroatien.
“Eventyret har været fuldstændig fantastisk indtil nu. Jeg ville ikke undvære det for noget”, fortæller Sarah, og fortsætter: “Vi har sagt farvel til en masse komfort, men vi er kommet tættere på hinanden og har mødt nogle fantastiske mennesker”.
Sarah og Renato får hjælp til finansieringen af deres eventyr ved at have gaster med ombord. “Vi har lært at tage det roligt. Vi kom fra en hverdag, hvor vi skulle have styr på alt, det troede vi også vi skulle have her. Det var stressende.”, siger Renato. Men efterhånden har parret fundet ud af at tage en dag af gangen.
Indtil videre har det rejselystne par besøgt 21 lande og territorier i Europa og Caribien siden afgangen fra Rio de Janeiro i april 2015.
På en længere sejlferie – få gode råd her
Går du selv med tankerne om at tage på en jordomsejling (eller måske bare en længere sejlferie), så har Thomas Vener skrevet en glimrende bog om emnet. Titlen er Hold kæft og rejs, der handler om at hoppe af hamsterhjulet og rejse ud i verden.
Bogen er især anbefalelsesværdig til de, der drømmer om de syv verdenshave, men kan læses af alle med store rejsedrømme. Hos f.eks. Saxo kan du se mere om Hold kæft og rejs.
Be the first to comment