Hornbæk – en kvikguide med tips til din ferie

Hornbæk har en superlækker strand

Hornbæk i Nordsjælland er Danmarks ultimative velhaverparadis. I årtier har byen tiltrukket de rige og berømte, og selvom Hornbæk i disse år synes at gå under radaren, så tag ikke fejl. Det ER her, du finder ufattelig rigdom, vanvittig dyre huse og eksklusive biler, der triller rundt i gaderne.

Jo, jeg er helt klar over, at Skagen og til dels Tisvildeleje tiltrækker nogenlunde samme segment, men i Hornbæk er det bare lidt anderledes. Her behøver man ikke flashe sin rigdom – det er som om, at alle er medlem af den samme klub. De riges klub.

Hornbæk kom for alvor på landkortet i 1800-tallet, da kunsteliten med Johanne Luise Heiberg i spidsen rykkede fra København til Sjællands nordkyst i sommermånederne. Det tiltrak senere middelklassen, men da var kunstnerne allerede trukket vestpå til bl.a. Gilleleje.

Det gamle fiskerleje, der nu var forvandlet til badeby, blev i 1930’erne et mondænt sted for borgerskabet. Hornbækrevyen på badehotellet med Stig Lommer i spidsen var et sikkert hit og noget man bare SKULLE opleve.

For 30 år siden var Hornbæk stedet at blive set om sommeren for de rige og berømte og dem, der gerne ville være det. Jeg fornemmer, at hornbækkerne i dag er glade for at være sluppet af med ryet som jet-setternes festby.

Overnatning

Dengang i 1900’tallet lå der adskillige hoteller og pensionater i den lille by, men i dag er udvalget noget mere begrænset. Til gengæld kan du bo godt på det historiske Hotel Hornbækhus fra 1904, der er nyrenoveret og fremstår lækkert og indbydende.

Det samme kan man sige om Hotel Villa Strand, der ligger direkte ud til stranden. Et andet dejligt sted i Hornbæk er Hotel Bretagne. Hotellet ligger i de bygninger, hvor Holger Drachmann døde i 1908. Drachman var en af de kunstnere, der var med til at sætte Hornbæk på landkortet.

Du har selvfølgelig også mulighed for at leje et sommerhus. Både i og udenfor Hornbæk ligger sommerhusområder, hvor du kan finde et hus med de faciliteter og antal sovepladser, du ønsker. Se kampagner og få rabatkoder på sommerhuse i Hornbæk her.

Er du til bed & breakfast, så se nærmere på Trouville Bed & Breakfast, der får topanmeldelser af tidligere gæster.

Spisesteder i Hornbæk

På trods af byens størrelse, så er der flere gode steder at spise. For et hurtigt måltid kan du få frisk fisk og skaldyr på havnen, og om aftenen kan du besøge Det Fedtede Hjørne – jo, street food-konceptet har også fundet vej til Hornbæk.

Du kan selvfølge også spise lækker gourmetmad på Hotel Bretagne eller prøve Ewaldsgaardens gode restaurant – en skjult perle i den populære badeby.

De bedste restauranter i Hornbæk og omegn ifølge Tripadvisor

1. Restaurant Oliva (europæisk, dansk)
2. Ewaldsgaarden Restaurant (fransk, europæisk, dansk)
3. Hotel Bretagne Restaurant & Bar (fransk, europæisk, dansk)
4. Hornbæk Bar & Restaurant (fransk, europæisk, dansk)
5. Strandpavillonen (fransk, europæisk, dansk)

Vil du selv lave mad, så er der gode indkøbsmuligheder i Hornbæk. Du skal unde dig selv at besøge nogle af områdets gårdbutikker, der sælger friske råvarer og måske lokale specialiteter.

Stranden i Hornbæk

Der er ingen tvivl om, at Hornbæk har sin helt egen badekultur. Enhver solstråle skal nydes, og skulle det blæse, så gemmer man sig blot bag klitterne. Strandgæsterne kommer forventningsfuldt slæbende med tæpper, strandstole og køletasker.

Og man forstår godt, at de lokale elsker deres strand. Den er superlækker og må høre til en af Danmarks bedste. Her er der fint hvidt sand, høje klitter og klart vand. Ved strandens centrum kan du snuppe en forfriskning på Café Sunspot.

Oplevelser i Hornbæk

Det er stranden, der trækker i Hornbæk, men i nærheden ligger flere rigtig gode oplevelser – læs bare med her.

Helsingør og Kronborg

Ingen ferie i Hornbæk uden et besøg i Helsingør. Byen er rigtig hyggelig med gamle huse og brostensbelagte gader. Domkirken St. Olai og Vor Frue Kloster er gode oplevelser, men den helt store attraktion er selvfølgelig Kronborg Slot.

Det historiske slot ligger majestætisk ved indsejlingen til Øresund, og her kan du både se slotskirken, tage et smut ned i kasematterne til Holger Danske og naturligvis kigge indenfor i slottets smukke rum.

Helsingør har også et fint kulturhus, hvor naboen Museet for Søfart er opført under jorden i den gamle dok. Et spændende museum, der fortæller om sø- og skibsfart gennem tiderne. Helsingør er også et godt sted at shoppe og spise god mad.

Esrum Kloster

Lige nord for Esrum Sø ligger det gamle kloster som cisterciensermunke opførte i 1151. Det meste af klostret blev revet ned efter reformationen, men Frederik 2. lod en af bygningerne stå til brug som jagtslot.

Her er der i dag et fint museum, der omhandler klostret og munkeordenen. Ved siden af ligger Møllegård, der både har café og en rigtig god butik med specialvarer. Læs mere om Esrum Kloster.

Gilleleje

På toppen af Sjælland kan du besøge hyggelige Gilleleje. Her er omdrejningspunktet havnen, der er Danmarks femtestørste fiskerihavn, hvor du bl.a. finder en stribe glimrende spisesteder.

Gurre Sø og Gurre Slotsruin

Ved Gurre Sø kan du kombinere smuk natur med danmarkshistorie. Her ligger ruinerne af Gurre Slot som Valdemar Atterdag lod opføre i 1360. Ved slotsruinen ligger Gurre Sø, der er omringet af skov. Det er muligt at gå hele vejen rundt om søen, der også er kendt for sit fugleliv.

Louisiana

Kunstinteresserede kan vende snuden mod museet Louisiana i Humlebæk. Her er der både faste og skiftende udstillinger. Louisiana ligger smukt med udsigt over Øresund.

Transport

Med bil fra København kan du tage Helsingørmotorvejen og tage afkørslen ved Kvistgård. Drej til venstre ad vej 235, der fører lige op til Hornbæk.

Med offentlig transport kommer du også nemt til Hornbæk. Tag toget til enten Hillerød eller Helsingør og skift til lokaltog – se køreplaner for lokaltog her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*