Det er højsommer, og det er blevet tid til at se nærmere på, hvor det er varmt i juli. Selvfølgelig er det ligesom i juni Middelhavet, der trækker med solsikkert vejr, men hvis vi også skal kigge længere ud i verden, så har vejrlab.dk en række bud på, hvor du skal tage hen.
For mere inspiration kan du også tjekke indlæggene Her er det varmt i juni og Her er det varmt i august.
1. Dubrovnik – Kroatien
Charmerende Dubrovnik venter med god mad, spændende seværdigheder og masser af aktiviteter. Især den gamle bydel er et fantastisk sted at går rundt og her finder du bl.a. cafeer, restauranter og god shopping.
Du skal unde dig selv en tur ud i det smukke øhav, hvor dejlige strande venter. Læs mere i vores Dubrovnik guide og i indlægget De bedste billige hoteller i Dubrovnik giver vi vores bud på, hvor du kan bo godt til en rimelig pris. Vejret: I juli ligger temperaturen på 28-30 °C, og der falder ca. 35 mm regn.
2. Bulgarien
Bulgarien er ikke kun et billigt rejsemål, men tilbyder også det som mange efterspørger lige nu: Et solsikkert sted uden alt for høje temperaturer. Det får du i Bulgarien, der har en lang række byer og ferieområder langs Sortehavskysten.
Her er gode strande og et stort udvalg af cafeer, restauranter og hoteller. Men der er mere at komme efter i Bulgarien – f.eks. smuk natur i baglandet og spændende historiske seværdigheder. Vejret: Forvent 27-29 °C og ca. 30 mm nedbør i juli.
3. Bordeaux – Frankrig
Mens halvdelen af Europa tager til Sydfrankrig ved Den Franske Riviera, så kunne du i stedet for prøve at tage til Bordeaux. Vejret er generelt mere ustadigt ud til Biscayen, men i juli er det som regel dejlig varmt.
Du skal selvfølgelig drikke god vin, spise lækker mad og besøge herlige småbyer med spændende markeder. Vejret: Du kan forvente 25-27 °C i juli måned og ca. 50 mm regn.
4. Costa Brava – Spanien
Skal turen gå til Spanien, så vælg den nordlige del af landet, hvor temperaturen som regel er lidt lavere. F.eks. Costa Brava, der består af en lang kyststrækning med ferieområder, hyggelige fiskerbyer og en lang række skønne strande.
Costa Brava har masser af aktiviteter, men du kan også tage en smuttur til f.eks. Girona eller Barcelona. Læs mere om Costa Brava i vores guide. Vejret: I juli kan du forvente 27-29 °C og ca. 20 mm nedbør.
5. Bali – Indonesien
Skønne Bali skal besøges om sommeren. I hvert fald, hvis du vil have solrigt vejr på din rejse. Bali er en af vores favoritøer, og det er der mange grunde til; lavt prisniveau, lækre hoteller, fremragende mad, masser af oplevelser og ikke mindst en yderst gæstfri befolkning.
Du kan nemt kombinere med f.eks. Lombok og Giliøerne, hvor du finder de lækreste paradisstrande. Læs mere i vores guide til Bali. Vejret: I juli kan du forvente temperaturer på 28-30 °C og ca. 12 mm regn.
6. Nha Trang – Vietnam
Når store dele af Sydøstasien er dækket af regntunge skyer, skinner solen i Nha Trang i Vietnam. Byen har en glimrende strand med barer og klubber, men du er også tæt på fantastiske seværdigheder og Vietnams bedste dykning.
I det lille turistkvarter kan du spise lækker og billig mad, mens du møder andre rejsende. Kombiner med f.eks. Ho Chi Minh City, der er proppet med oplevelser. Vejret: Forvent 31-33 °C og ca. 30 mm nedbør.
7. Rio de Janeiro – Brasilien
Skal det være eksotisk, så kan du tage en tur til Brasilien. Rio de Janeiro er pragtfuldt strandliv for livsnydere med mojitos og smukke mennesker på Ipanema og Copacabana.
Rio er også masser af gode restauranter og et natteliv, der er berømt i hele verden. Læs mere om Rio de Janeiro i vores guide. Vejret: Rio får ca. 50 mm regn i juli og temperaturen ligger på ca. 24 -26 °C.
8. Singapore
Tropiske Singapore får regn året rundt, men mindst i vores sommermåneder. Når du har spist dig mæt i lækker streetfood, slappet af på en beach club på Sentosa Island og besøgt østatens seværdigheder, kan du tage videre til f.eks. Borneo eller det indonesiske øhav, der venter med fantastiske oplevelser. I juli er det fugtigt og 30-32 °C og der falder ca. 150 mm regn.
9. Seychellerne
Juli er en god måned at besøge badeparadiset Seychellerne, der ligger i Det Indiske Ocean. Øerne hører ikke til de billigste rejsemål, men her er lækre hoteller og selvfølgelig strande i verdensklasse med krystalklart turkisblåt vand. Vejret: Seychellerne får ca. 110 mm regn i juli og temperaturen ligger på 27 -29 °C.
Be the first to comment