Eksperterne anbefaler – Syv gode valg til solferien

Hvilken slags solferie er du til - få inspiration her

Mangler du inspiration til din næste sol- og badeferie, så se med her. Rejsebogsforfattere, redaktører og andre med solid rejseerfaring afslører her deres favoritter blandt verdens mange dejlige strande og øer.

1. Bedste sted i Middelhavet

Af Victoria Hislop – forfatter til bogen “The Island”
I den ene ende af Malia på Kreta findes et clubparadis for de 18-35 årige. I den anden ende, et par kilometer derfra lidt udenfor byen, ligger min favoritstrand i Middelhavet.

Heldigvis for mig og alle de øvrige badegæster, der elsker denne strand, så ligger den for langt væk til, at de festglade unge orker at gå herud. Det er en bred strand med gyldent sand – her er ofte bølger, men det passer fint til det lidt vilde look, der er godt hjulpet på vej af de majestætiske bjerge, som danner baggrund for den spektakulære kyst.

Her er bestemt ikke øde, men i forhold til stranden i centrum, så er her stille. Der er en lille taverna, hvor der serveres kold øl og en perfekt græsk salat, men af og til kan man også få frisk fisk.

Jeg opdagede Malias seks kilometer lange strand, da jeg var ung og backpackede. Dengang sov jeg på stranden, men man bliver jo mere magelig med årene, så i dag vælger jeg et af de gode hoteller langs kysten.

2. Bedste strand for madelskere

Af Ruth Rogers, grundlægger af The River Café
Portofino på Liguriens kyst er uden tvivl en af de mest travle og populære badebyer i Italien. Men hvis man lige drejer om hjørnet – enten tager båden eller går et par timer over en bakketop forbi et kloster, så kommer du til en strand, der synes populær blandt italienerne selv.

Højdepunktet er den lille restaurant La Laura, der laver mad i et lille skur og serverer den ved små borde under parasoller.

Det er primitivt, men maden er utrolig god. De serverer en lækker og tynd pasta med en fantastisk hjemmelavet pesto. Måske har de et menukort, men jeg har aldrig set det, for vi bestiller altid pasta og grillet fisk, som vi selvfølgelig nyder med lokal vin.

La Laura er ikke kun min favorit strandrestaurant, men måske endda min favoritrestaurant overhovedet. Vi bor som regel i Vernazza, en af Cinque Terre-byerne, og her ligger en anden rigtig god restaurant, Trattoria Gioanne Franzi.

3. Bedste sted for glamour

Af James Lohan, grundlægger af det eksklusive website mrandmrssmith.com
Et af mine favoritsteder og bestemt en af de mest dramatiske kyster i verden er ved Cape Town i Sydafrika.

De bedste strande her findes ved Clifton Bay – i alt fire små bugter, der alle er beskyttede fra den berygtede vind ved Kap Det Gode Håb. Hver bugt tiltrækker sit klientel, bugt to er for de unge og smukke, bugt tre er for bøsser, mens bugt fire er populær blandt børnefamilier.

Efter strandturen, så tager man på Ignite Bar, hvis man vil følges med jet-settet eller sikrer sig et bord med havudsigt på Café Caprice for at køle af med en sundowner. At spise og drikke i Cape Town er ren verdensklasse og latterligt billigt.

Tag hen til Long- og Kloot Street for at besøge caféerne eller snup en lækker sushi på restauranten Tank på Waterkant Street. Til overnatning kan du prøve det gode Alta Bay, et sjovt mix af bed & breakfast og hotel, her er kun seks værelser, så book i god tid.

4. Bedste sted at kaste anker

Af Peter Snow, studievært og sejlentusiast
Øen Lavsa ved Kornati i Kroatien har en smuk lagune, der er det helt perfekte sted at kaste anker. Lagunen er ganske lille og helt beskyttet af vind af vejr. Ud over de rigtig gode badeforhold, så er det et godt sted at gå i land for at udforske øen. Fra toppen af Lavsa har man en fantastisk udsigt over de omkringliggende øer.

I lagunen finder du en lille familiedrevet restaurant, der serverer rigtig god frisk fisk. Efter min mening har Lavsa alle ingredienser til den ideelle sejlferie – det er et virkelig pragtfuldt sted, der selvfølgelig skal kombineres med de øvrige øer i Adriaterhavet.

5. Bedste sted til nøgenbadning

Af Nick Mayhew, udgiver af The Worlds Best Nude Beaches
Formentera ligger kun en halv times sejltur fra Ibiza, men der er en verden til forskel, når det gælder atmosfære og tempo. Øen har mange hvide sandstrande uden store resorts, og så godt som på dem alle er der mulighed for at nøgenbade.

Vandet på Formenteras strande kan nemt sammenlignes med Caribien, blåt og krystalklart med glade solbrune mennesker, der plasker i vandet. Her og der ligger strandbarer, men det er bestemt helt nede på jorden.

Den 10 km lange strand Playa Migjorn har kun et større hotel midt på stranden, og det er således det perfekt sted at prøve nøgenbadning første gang.

Det er et utroligt afslappende sted med mindst lige så mange kvinder som mænd. Når jeg besøger Formentera, så booker jeg gerne en lejlighed i Es Calo på den anden side af øen, herfra er der ca. 30 minutters gang til Playa Migjorn.

freeimages-federica-busellato

6. Bedste tropiske strand

Af Mark Ellingham, grundlægger af Rough Guides
Unawatuna, på Sri Lankas sydkyst, har et perfekt mix af alt det Asien er kendt for; palmeklædte sandstrande, koralrev, små gæstehuse og gode seafoodrestauranter.

Fra stranden er der endda udsigt til et lille forbjerg med en blændende hvid pagode. Understrømmene på Sri Lankas strande kan være voldsomme, men på Unawatuna Beach kan man bade året rundt.

Er du her i vintermånederne, hvor vandet altid er roligt, så kan du padle ud til koralrevet for at se på farvestrålende fisk. Hvis du vil bo ved havet, så book det gode guesthouse, Secret Garden, eller Galle Fort Hotel, der ligger i Galle, her er du tæt på folkelivet og de historiske seværdigheder.

7. Bedste sted for livsnydere

Af Lena Lencek, redaktør
Jeg tager til Cap d’Antibes, der ligger mellem Cannes og Nice på Den Franske Riviera, epicentret for luksusferier. Her kan man finde alt det der behager krop og sjæl. Om dagen slapper jeg af på La Garoupe, en ganske lille og gratis strand, der ligger mellem de større strande i den vestlige del af byen.

Det var her Hemingway, Stravinsky og Picasso slappede af for årtier siden. En lille sti fører langs kysten til en pragtfuld lille bugt med det klareste vand. Undervejs kan du se de flotte yachts, der ligger som perler på en snor ud for byen.

Der er restauranter i verdensklasse langs rivieraen – du kan nemt komme af med en formue, men kunsten er at finde de små hemmelige steder, der både er gode og til at betale. Et af de steder er Le Broc en Bouche i Antibes, en lækker bistro, hvor ikke to stole og borde er ens, men samlet sammen gennem årene på antikloppemarkeder.

Ejerne, Flo og Fred, serverer lækker mad fra Provence med et orientalsk twist. Om aftenen tager jeg måske til nabobyen Juan-les-Pins, hvor stranden, der ligger et stenkast fra det fashionable Hotel Eden Roc, bliver omdannet til jazzklub.

Her kan man lade sig underholde af de lystige toner, der passer så glimrende til en glas champagne eller to. Jo, livet er hårdt på Den Franske Riviera.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*