Drømmer du også om at bo på stranden i sommerferien, så læs med her. Vi har fundet 58 overnatningssteder fordelt på 10 rejsemål, hvor du kan holde ferie vandkanten.
Her skal du ikke over en vej eller promenade for at stå på stranden – perfekt for f.eks. børnefamilierne, der gerne vil bo beach front i trygge rammer.
Nogle af vores forslag til, hvor du kan bo på stranden i sommerferien vil også være gode til en efterårsferie, andre en vinterferie.
1. Kreta – Grækenland
Bo på stranden på Kreta
På populære Kreta er der flere muligheder for at bo på stranden. En lang række af de større resorts henvendt til børnefamilierne har direkte adgang til stranden. F.eks. det anmelderroste Lyttos Beach, der har alt hvad hjertet begærer af aktiviteter og faciliteter.
I Platanias kan man ikke komme udenom det populære Indigo Mare, mens du kan bo i bungalow få meter fra vandkanten på Knossos Beach Bungalows Suites Resort & Spa.
Der er dog også muligt at vælge mindre og mere intime overnatningssteder – se f.eks. de hyggelige Hotel Porto Loutro on The Beach og Akrogiali Beach Hotel Apartments ved Malia.
Andre coole overnatningssteder på stranden på Kreta er f.eks. det spektakulære Minos Beach Art Hotel og St. Nicolas Bay Resort & Villas.
Om Kreta
Populære Kreta er det sikre feriehit, hvor både børn og voksne føler sig velkommen. Her finder du ikke bare dejlige strande, men også smuk natur og spændende historie. Kreta har desuden et hav af aktiviteter, der nok skal holde hele familien beskæftigede. Sæsonen på Kreta er lang – her er vejret godt til langt ind i oktober – perfekt til en efterårsferie.
Det er ikke kun forlystelserne, udflugtsmulighederne og de mange gode spisesteder, der gør Kreta til et alsidigt rejsemål. Også når det gælder overnatning har du et stort udvalg – fra små pensioner til all inclusive og voksenhoteller.
2. Mallorca – Spanien
Bo på stranden på Mallorca
Udvalget af hoteller, der ligger på stranden er kæmpestort på Mallorca. Først og fremmest anbefaler vi, at du ser nærmere på Iberostar Selection Playa de Muro Village syd for Alcudia. Et stilfuldt sted, der bare får topanmeldelser.
Er der udsolgt, så kan du prøve Playa Esperanza Resort lige ved siden af. I hyggelige Cala d’Or er Barcelo Aguamarina nabo til den skønne Cala Ferrara. Jer på parferie vil uden tvivl få et fantastisk ophold på AluaSoul Carolina, der ligger ud til den hvide sandstrand ved Font de Sa Cala.
Et andet hotel kun for voksne er Melbeach Hotel & Spa, som har direkte adgang til stranden ved Canyamel. På Hotel Apartamentos Cala Santanyi kan du vælge mellem værelser og lejligheder.
Elsker du luksus, så er det ikke til at komme udenom legendariske Nixe Palace, der i årevis har været et af Mallorcas bedste hoteller. Nixe Palace ligger direkte på stranden i Cala Mayor.
Om Mallorca
Alletiders mest populære ferieø har adskillige ferieområder, der alle tilbyder noget forskelligt. De største har et hav af muligheder for turisterne med et stort udvalg af barer, cafeer, spisesteder og shopping. Men det gode ved Mallorca er, at du også kan finde mindre turistede steder og flere pragtfulde bugter med kun få eller ingen andre badegæster.
Mange tror, at Mallorca kun er turisme, men øen er stor nok til også at have masser af lokalliv. Prøv blot at besøge hovedbyen Palma med den imponerende katedral og slå et smut forbi den bjergrige midtø, hvor du kan opleve smuk natur og charmerende landsbyer. Der er ingen tvivl om, at Mallorcas alsidighed er med til at turisterne år efter år vender tilbage.
3. Alanya – Tyrkiet
Bo på stranden i Alanya
Der er flere rigtig gode muligheder for at bo på stranden i Alanya. Det er tilmed forholdsvis billigt sammenlignet med andre populære rejsemål. Mindre overnatningssteder centralt i Alanya tæller bl.a. En Vie Beach Boutique, Anjeliq House og de to hippe naboer Cook’s Club Alanya og Alaaddin Beach Hotel.
Er du til kæmperesorts, så er der uanede muligheder for at bo på stranden i Alanya. Lad os f.eks. nævne Hotel Panorama, Hotel Meryan og Hotel Galeri Resort. Læs mere i indlægget Bo på stranden i Alanya.
Om Alanya
Den populære ferieby Alanya på Den Tyrkiske Riviera har alt hvad der skal til for en dejlige ferie. Her finder du gode spisesteder, masser af shopping og mulighed for spændende udflugter til smuk natur og historiske steder.
Som en bonus er Tyrkiet forholdsvis billig. Du får rigtig meget for pengene, når det f.eks. gælder overnatning, hvor du kan booke et 5-stjernet resort med alt i faciliteter til en fantastisk pris. Især børnefamilierne har taget området til sig – her finder du nemlig et stort udvalg af all inclusive-hoteller.
4. Koh Samui – Thailand
Bo på stranden på Koh Samui
På dejlige Koh Samui er der en lang række overnatningssteder på stranden. Vi anbefaler, at du først tjekker King’s Garden Resort, hvor du bor i lyse lækre bungalows direkte ud til Chaweng Beach.
På samme strand kan du også vælge Casa de Mar eller det lidt dyrere Buri Rasa Koh Samui, der også har bungalows med plads til fire personer. Chaweng Beach er dejlig, men endnu bedre er måske Silver Beach (også kaldet Crystal Bay) mellem Chaweng og Lamai.
Her bor du i en mindre bugt med superstrand lige udenfor døren. Gode valg her er f.eks. Promtsuk Buri Resort og Crystal Bay Yacht Club. Overnatningsstederne herover og flere til kan du læse mere om lige her.
Om Koh Samui
Du kan sagtens besøge Thailand om sommeren og få masser af sol. I hvert fald, hvis du rejser til de tre øer i Thailandbugten – Koh Tao, Koh Samui og Koh Phangan. Den største af øerne er Koh Samui, og her kan du vælge mellem flere forskellige strandområder.
Størst et Chaweng, der også har en superdejlig sandstrand med krystalklart vand. Både her og i byen Lamai et par kilometer mod syd kan du vælge og vrage blandt et stort udvalg af barer, cafeer og restauranter.
Der er andre gode steder at bo på Koh Samui, som vi anbefaler at du kombinerer med de øvrige øer og/eller med hovedstaden Bangkok og fantastiske Khao Sok Nationalpark.
5. Sardinien – Italien
Bo på stranden på Sardinien
Sardinien har mange skønne strandhoteller. Et af de bedste er det anmelderroste Charme Hotel La Bitta, der ligger direkte ud til den skønneste bugt med krystalklart vand.
Længere nede ad østkysten kan du bo elegant på Corte Bianca, som kun er for voksne. Et roligt sted er det lille Suites Voce de Mare, der er som at have sit eget feriehus ved stranden.
Ved Muravera kan du booke B&B Mirto e Mare, der nok er et af de billigste steder at bo på stranden på Sardinien. Fra østkysten til vestkysten, hvor du ved Piscinas sanddyner kan bo på Hotel Le Dune Piscinas, der er eneste hotel på stranden.
Vil du bo et lidt større sted, så kunne Residence Porto Mannu være noget for dog – her er også swimmingpool. Vi kan selvfølgelig heller ikke komme udenom mondæne Olbia, hvor du på Hotel Cala Cuncheddi kan bo lige ud til en skøn sandstrand.
Om Sardinien
Den italienske ø bliver mere og mere populær hos danskerne. Der er nu direkte fly fra København til Sardinien, der har alt hvad der skal til for en god ferie: bl.a. lækker mad, smuk natur, fantastiske strande og gode overnatningssteder.
Øen er forholdsvis stor og har oplevelser til mange ugers ferie. Størrelsen gør også, at Sardinien har en lang række forskellige ferieområder, hvor mondæne Costa Smeralda nok er det mest berømte. Der er heldigvis billigere steder på øen uanset om du er på par- sports- eller familieferie. Læs meget mere om øen i vores miniguide til Sardinien.
6. Cypern
Bo på stranden på Cypern
På Cypern finder du nogle af Europas bedste strande. Flere steder kan du bo få meter fra vandkanten – f.eks. på voksenhotellet Infinity Blu i Fig Tree Bay (Protaras) eller det lækre Tsokkos The Dome Beach Hotel & Resort, hvor du kan bo lige ud til Macronissos Beach ved Ayia Napa.
Vi skal også nævne skønne Olympic Lagoon (kun for voksne) på Landa Beach og Nissi Beach Resort på Nissi Beach (billedet herunder), der begge ligger ved Ayia Napa.
Om Cypern
Som Europas mest solrige rejsemål er Cypern et oplagt valg til en dejlig efterårsferie. Øen er forholdsvis stor med mange muligheder, men de fleste turister vender snuden mod feriebyerne Ayia Napa og Fig Tree Bay, der begge har fantastiske strande og et stort udvalg af barer, restauranter og overnatningssteder.
Cypern er en spændende ø med flere gode oplevelser. Du kan f.eks. besøge den delte by Nicosia, se et af øens mange arkæologiske områder eller tage en tur op i Troodos-bjergene, hvor et helt andet Cypern åbenbarer sig.
7. Bali – Indonesien
Bo på stranden på Bali
På Bali er der masser af muligheder for at bo på stranden. Du skal bare vælge hvor på øen du vil bo og hvad slags overnatning, det skal være. Er du til lækker luksus, så kunne Hyatt Regency måske være noget for dig.
Udvalget er selvfølgelig væsentlig større, hvis du rejser på egen hånd. Her kan du se nærmere på The Samaya i Seminyak, der får topanmeldelser. Bali er en superbillig ø, hvor det ikke behøver at koste en formue at bo på stranden.
Vi anbefaler at tjekke de mindre, men populære hoteller Amed Lodge by Sudamala, Hotel Shri Ganesh og Amarta Beach Cottages, hvor du bor godt og billigt på stranden på Bali.
Om Bali
Fantastiske Bali har oplevelser til mange ugers ferie. Her får du ikke kun dejlige strande, men også et indblik i en unik og enestående kultur med tempelfester og farvestrålende optog og ceremonier.
Og så har vi slet ikke nævnt maden, naturen og den utrolig gæstfri befolkning. Som en bonus har Bali et superlavt prisniveau – her får du rigtig meget for pengene. Det er ikke så underligt, at mange turister igen og igen vender tilbage til Gudernes Ø. Læs mere om Bali i vores omfattende guide.
8. Algarve – Portugal
Bo på stranden i Algarve
Vi begynder helt mod vest på Algarvekysten. I byen Sagres kan du bo 5-stjernet på det skønne Martinhal Sagres Beach Family Resort, der har en lang række værelsestyper og lejligheder – også med plads til hele familien.
I Lagos bor du godt på det populære og anmelderroste Villa Esmeralda – 30 skridt til stranden, som en tidligere gæst skriver. Lidt længere mod øst ligger Alvor og det skønne Pestana Alvor South Beach ud til en lang og lækker sandstrand. Er der udsolgt her, kan du tjekke om der er ledigt på Pestana Alvor Beach Villas ved siden af.
Om Algarve
Algarvekysten i det sydlige Portugal har i årtier været et af danskernes mest populære rejsemål. Her vil hele familien føle sig hjemme på et af de mange gode resorts, men den lange kyst med de skønne strande har meget andet at byde på.
Du finder f.eks. god mad, spændende historie og har mulighed for at køre ud i det blå til smukke landskaber og charmerende landsbyer. Baglandet er meget anderledes end ferieområderne langs kysten.
9. Rhodos – Grækenland
Bo på stranden på Rhodos
Rhodos har adskillige muligheder for at bo på stranden. Lad os starte i Faliraki på østkysten, hvor især børnefamilier vil synes godt om Esperides Beach Familiy Resort. Andre større hoteller på stranden i Faliraki er bl.a. Apollo Beach Hotel og naboen Mitsis Faliraki Beach Hotel.
På vestsiden af Rhodos er der også flere hoteller, der ligger beach front. Der er typisk tale om lidt dyrere steder – f.eks. Villa di Mare Seaside og Miramar Park Suites & Villas.
Vil du hellere bo på mindre overnatningssteder, så kan det også lade sig gøre. Tjek f.eks. det herlige Mandorla Apartments ved Lardos og coole Aquavisionaire Beach Front Villa, der også har egen pool.
For et større udvalg kan du også se nærmere på den håndfuld overnatningssteder, der ligger direkte på den lille Haraki Beach ca. 12 km nord for Lindos. F.eks. det lækre Haraki Beach.
Om Rhodos
En af danskernes feriefavoritter er dejlige Rhodos. Den største af De Dodekanesiske Øer var et af de første charterrejsemål, og siden har besøgende i alle aldre fundet sig til rette på den solrige ø. Rhodos er nok mest kendt for hovedbyens gamle bydel med den flotte johanitterborg.
Her finder du også øens bedste shopping og spisesteder, mens både øst- og vestkysten kan byde på store børnevenlige resorts med alt i faciliteter. Og så er der de dejlige strande og gemte landsbyer på den kuperede midtø, der synes langt væk fra turismen langs kysten. Husk også at besøge smukke Lindos med det fine tempel.
Rhodos byder på mange familievenlige aktiviteter inklusive temaparker, mens de kulturinteresserede kan tage på opdagelse i øens spændende historie.
10. Den Franske Riviera (Provence og Languedoc) – Frankrig
Bo på stranden på Den Franske Riviera
Selvom kysten langs Den Franske Riviera er af en vis længde, så gør strandvejen, at der ikke er helt så mange overnatningssteder, som ligger beach front. Men de er der, og vi starter i den lille by Villeneuve-Loubet vest for Nice, hvor du kan vælge det dejlige Villa Azur.
I Juan-Les-Pins tilbyder det elegante (og noget dyrere) Hotel Belles Rives adgang til privat strand. Er du til større overnatningssteder med mange faciliteter, så vil Pullman Cannes Mandelieu Royal Casino Hotel nok være noget for dig.
Ikke langt derfra i den lille by Theoule-Sur-Mer får Tiara Miramar Beach Hotel topanmeldelser. Her bor du ud til en ganske lille bugt. Lidt billigere er Residence Agathos ved byen Agay ikke langtfra Saint-Raphael.
I Roquebrune-sur-Argens kan du se nærmere på Villa Sunbeach, mens du ved mondæne Saint Tropez kan bo i herlige hytter på Sas Robrecht helt ud til berømte Pampelone Beach.
Vi skal også nævne det dejlige La Pinéde Plage, der ligger roligt ved Cavalaire-sur-Mer og Résidence des Sable d’Or, hvor du bogstaveligt talt står med fødderne i sand lige udenfor døren.
Om Den Franske Riviera
Den franske middelhavskyst er først og fremmest et paradis for livsnydere og feinschmeckere ud vinens og gastronomien verden. Men der er meget mere at komme efter langs rivieraen, der strækker sig flere hundrede kilometer i regionerne Provence og Languedoc.
Her ligger strandene som perler på en snor mellem de populære badebyer, hvor de mest kendte er Nice, Cannes og de mindre Antibes, Fréjus og Saint-Tropez. Når du holder ferie i dette område anbefaler vi, at du lejer en bil for at tage på opdagelse i baglandet, hvor du kan opleve smuk natur, charmende landsbyer og farverige markeder.
Be the first to comment