Støvlelandet Italien og lillebror Sicilien er hotspots for solglade turister fra hele verden. Men hvad med Sardinien? Øen, der ligger lige så tæt på Nordafrika som på det italienske fastland har længe været overset.

Men det kan kun være et spørgsmål om tid før masseturismen får øje på nogle af Middelhavets bedste strande, den pragtfulde natur og ikke mindst maden og vinen, der får mundvandet til at løbe.

Med den introduktion byder vi velkommen til vores Sardinien guide, som vi håber, du kan bruge til din rejse.

sardinien guide
Fantastiske Cala Goloritze – en af mange lækre strande på Sardinien

Transport

Ind og ud

Både Alghero og Cagliari har en international lufthavn, men ingen af dem er betjent af en direkte rute fra Danmark. Fra både Billund og København kan du flyve med ét stop med f.eks. KLM via Amsterdam og Lufthansa via München eller Frankfurt.

Juli og august er højsæson på Sardinien, og det betyder også høje priser. Husk som altid at tjekke hvad der er inkluderet i flybilletten – især hos lavprisselskaberne skal man ofte tilkøbe bagage. Søg og sammenlign flybilletter her.

Få steder som på Sardinien kan det betale sig at leje en bil. Det er absolut det nemmeste og mest praktiske at booke en lejebil hjemmefra, der venter på dig i lufthavnen.

Fra Alghero lufthavn kan du tage bussen til både Alghero og Sassari. Til Alghero kører bussen én gang i timen fra tidlig morgen til sen aften. Prisen er 1 €, hvis du køber billetten i ankomsthallen, og du finder bussen til højre, når du kommer ud af lufthavnsbygningen.

Taxi er også en mulighed – det samme er en privat transfer, der kan bookes hjemmefra til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i ankomstterminalen.

Også fra Cagliari lufthavn kan du tage bussen. Den kører fra tidlig morgen til sen aften to gange i timen – køb billet i ankomsthallen. Taxierne holder lige udenfor terminalen i Cagliari lufthavn.

At komme rundt

Som nævnt vil vi anbefale at leje en bil på rejsen til Sardinien. Det giver frihed og mulighed for at opleve øen i eget tempo. Det er også den eneste måde at nå frem til nogle af Sardiniens lækre øde strande.

Øen har faktisk et udmærket offentligt transportsystem, der kan benyttes til kortere ture. Skal du rundt på Sardinien, kan det være omfattende og tidskrævende at sætte sig ind i busruter, tidspunkter og eventuelt skift. Tog er også en mulighed for at komme rundt, men mange stationer ligger et pænt stykke udenfor de byer de betjener.

Overnatning på Sardinien

Der er ét godt råd, når du skal booke overnatning på Sardinien: Gør det i god tid. Det gælder især i højsæsonen, men også i ydersæsonerne, hvis du har særlige krav til dit overnatningssted. Selvom der ofte kan være mangel på sengepladser på Sardinien, så følger priserne nogenlunde det øvrige Italien – ofte er det endda billigere.

På Sardinien kan du finde overnatning for enhver pengepung. Fra hostels, bed and breakfast og campingpladser, hvor du ofte kan booke hytter, til fuldt møblerede lejligheder og lækre luksushoteller. Øen tilbyder også en række koncepthoteller, hvor f.eks. sport og aktiviteter for hele familien er i fokus.

Lejer du bil på ferien (som stærkt kan anbefales) kan det være en god idé at have gratis parkering som et af kriterierne, når du skal vælge overnatningssted. Mange steder på Sardinien kan det nemlig være svært at finde en parkeringsplads.

Du kan se et kæmpe udvalg af hoteller på Sardinien på f.eks. hotels.com, der som regel har de laveste priser. Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Skønt krystalklart vand venter på Sardinien

Strande og områder

Strande omkring Cagliari

Hovedstranden i Cagliari hedder Poetto. Det er ikke Sardiniens bedste strand, men den er hele otte kilometer lang og består nogle steder af flotte laguner. Du kan også være heldig at se flamingoer ved området Parco Molentargius. Poetto er poplær blandt de lokale, der ikke bare solbader, men også løbe- og cykeltræner langs stranden.

Langt størstedelen af Sardiniens strande er med sand, men omkring Cagliari findes en del stenstrande. Det gælder dog ikke den smukke Su Gideu, der ligger 50 km sydvest for Cagliari eller Solana Beach 35 km mod sydøst.

I samme retning – helt nede på Sardiniens sydkyst er Porto Giunco (Villasimius) et paradis for strandelskere. Her får du en lang hvid sandstrand med krystalklart turkisblåt vand.

Strande omkring Alghero

Heller ikke Alghero mangler dejlige strande. De ligger primært nord for byen mellem Fertilia og Porto Conte og består af mindre bugter og strande. Flere af dem er forholdsvis øde med fint sand og det skønneste klare vand. Tag f.eks. til Lazzaretto Beach, der er omringet af småbugter, som giver masser af privatliv.

En af de største strande ved Alghero er Mugoni Beach, der også vil være et godt valg til børnefamilierne. Stranden er forholdsvis lavvandet og har både en stribe barer og restauranter, men også mulighed for at leje solstole og parasoller.

Selvfølgelig har Alghero også et par bystrande. Lido Novelli og Lido San Giovani er let tilgængelige, men også tætpakket med mennesker i højsæsonen.

Strande på Costa Smeralda

Kysten ved Costa Smeralda består af en lang række strande og bugter. Også her er de fleste med hvidt sand og krystalklart turkisblåt vand. Spiaggia del Principe siges at være den strand, der overbeviste forretningsmænd om, at det var her deres nye legeplads skulle ligge.

Man forstår dem godt. Det er et drømmeagtigt sted, men også temmelig dyrt! 1.50 € pr. time for at parkere bilen og 20 €  for et par solstole. Så er det billigere bare at smide håndklæderne i sandet.

Andre gode strande langs Costa Smeralda er den lange og brede Liscia Ruja (der betyder Long Beach) og de to Pevero-strande tre kilomter syd for Porto Cervo.

Andre steder på Sardinien

På østkysten finder du nogle af Sardiniens (og Europas) bedste og smukke strande. Ved Golfo di Orosei er der en del at vælge mellem – f.eks. Cala Luna og Cala Goloritze, der begge er det rene paradis.

Lige ud for den sydvestlige kyst ligger de to små øer Sant Antico og San Pietro. Begge byder på nogle af Italiens bedste strande, og øerne er stille og uspolerede. Her er mindre bugter med skønne sandstrande, men du kan også besøge en af de meget små byer med pastelfarvede huse og brostensbelagte gader.

Sardinien har masser af gode overnatningssteder

Seværdigheder og aktiviteter

Turistmæssigt kan man groft sagt dele Sardinien op i det dyre nord og det billige syd. Der er selvfølgelig undtagelser, men på øens nordkyst er det i høj grad eksklusive Costa Smeralda, der tiltrækker turisterne.

Udover vores forslag til, hvad du skal opleve på Sardinien, så kan du få mere inspiration i indlægget 11 gode aktiviteter på Sardinien.

Seværdigheder i og omkring Cagliari

Med pragtfuld udsigt over byen og havet ligger San Remy Bastionen som det naturlige centrum i Cagliaris gamle bydel Castello.

Når du er færdig med at udforske det spændende og charmerende kvarter, kan du nyde en drink eller god lokal vin på Café Degli Spiriti, der ofte har jazzmusik som underholdning. Et fint indslag mens du imponeres over den fantastiske udsigt.

Blandt de øvrige seværdigheder i Cagliari er katedralen fra det 13. århundrede og det nationale arkæologiske museum, der bl.a. udstiller genstande fra den byzantinske og romerske periode. Du må heller ikke gå glip af Basilikaen Our Lady of Bonaria og det gamle romerske amfiteater.

Seværdigheder i og omkring Alghero

Byen Alghero på den nordlige del af Sardinien tilhørte engang katalanerne. Både den gamle bydels arkitektur og maden bærer tydeligt præg af den store befolkningsgruppe, der i dag primært har hjemme i Nordøstspanien. De mange butikker i bydelen sælger koraller, smykker, nips og skulpturer.

Den gamle bydel i har også en flot katedral i gotisk stil, der er opført i det 16. århundrede. Dele af facaden er dog af nyere dato og stilforvirringen bliver total, hvis man går indenfor.

Her dominerer barok- og renaissancestil det smukke interiør. Algheros historiske center er bilfrit og omringet af en mur med i alt syv tårne. Dele af den ligger helt ud til havet – et populært sted at slentre og måske nyde en god is i solnedgangen.

En af de mest populære udflugter fra Alghero er til Neptuns grotte. Den imponerende samling af grotter og huler er næsten fire km lang, og stalaktitter og stalagmitter vokser i alle retninger.

Der er lavet en lille sti til de besøgende, så man kan komme sikkert rundt i grotten. Guidede rundture gives på engelsk, italiensk, tysk og endda katalansk. Du kan komme dertil med turistbåden fra Alghero eller med tourbussen.

Den smukke by Castelsardo skal du besøge

Costa Smeralda og Porto Servo

Det er ingen hemmelighed, at Costa Smeralda er de riges legeplads. I 1961 valgte en stribe forretningsmænd denne kyststrækning ved det klare turkisblå hav til deres nye legeplads. Det blev hurtigt, og er stadig, et paradis for de rige og berømte, og der er faktisk ikke tal på, hvor mange kendisser, som har holdt ferie her.

Superyachts fylder stadig horisonten, og en nat på Porto Cervos bedste hoteller ligger i omegnen af en gennemsnitsdanskers månedsløn. Porto Cervo er fyldt med designershops, fancy barer og maurisk arkitektur. Gucci, Prada, Armani og Versacebutikkerne ligger som perler på en snor – var det noget med et par hyttesko til 800 €?

Oppe over Costa Smeralda ligger San Pantaleo, der er et behageligt afbræk fra kystens glimmer og glamour. Her finder du en ægte sardinsk lilleby, der bl.a. tiltrækker kunstnere og forfattere, som er med til at give San Pantaleo en skøn bohemeatmosfære.

Her er flere glimrende caféer og restauranter, men byen er også berømt for det ugentlige marked, der finder sted om torsdagen.

Den skønne La Maddalena Nationalpark består af en række øer i strædet mellem Sardinien og Korsika. Flere af øerne er stort set øde lige bortset fra et par små spredte huse. Du kan opleve unik flora og fauna, både på land og til vands. La Maddalena Nationalpark skulle i øvrigt være et paradis for fugleelskere.

Flere steder på Sardinien har du mulighed for at se flamingoer

Andre steder på Sardinien

Den gamle middelalderby Bosa er en af de mest charmerende og billedskønne på Sardinien. Byen ligger ved kysten en times kørsel syd for Alghero. Gå en tur i de brostensbelagte gader, hvor de farvestrålende gamle huse giver minder om en svunden tid. Dit mål kunne være den skønne borg, der ligger på en lille bakke oppe over byen.

Besøg også det UNESCO-beskyttede område ved Su Nuraxi di Barumini – et arkæologisk vidunder, der kan dateres til det 16. århundrede f.kr. Området byder på flere end 200 stenbygninger bygget rundt om et tre etagers højt tårn. Su Nuraxi di Barumini giver et rigtig godt indblik i, hvordan øboerne på Sardinien engang levede.

Havet omkring Sardinien er kendt for de fremragende snorkelmuligheder. Et af de bedste områder er ved Capo Galera tæt på Alghero. Her er dramatiske klipper, revvægge, koraller og svampe. Af dyr kan nævnes rokker, skorpionfisk og krabber. Har du mod på det kan du dykke ned i en af de spændende grotter.

Vandrere og naturelskere vil uden tvivl synes godt om Supramonte Massif, der ligger midt på øen et par timers kørsel fra både Alghero, Cagliari og Costa Smeralda. Det er et af Sardiniens roligere områder med næsten øde bjergveje, og det er som om, at her er flere fåreflokke end køretøjer.

Der er flere vandrestier gennem det kuperede terræn, hvor pistacie- og figentræer synes at skyde op af klippefremspringene. Det er et flot landskab og ikke så svedent, som man ofte ser det i Middelhavsområdet.

Det er en forholdsvis hård tur til toppen af Mount Tiscali – det tager et par timer, men er absolut besværet værd. Udsigten heroppefra er formidabel, og så langt øjet rækker er der bjerge, dale og dybe slugter.

Her er også ruiner af ældgamle stenhuse fra bronzealderen, og det er imponerende, at befolkningen dengang har kunnet overleve de barske forhold.

sardinien guide
Hyggelige Cagliari

Mad og drikke

Som de fleste andre steder i Italien, så spiser man også godt på Sardinien. Lige bortset fra de fancy og eksklusive restauranter ved Costa Smeralda, så er det også billigere end på fastlandet.

Maden på Sardinien bruger generelt samme ingredienser som det velkendte italienske køkken, men traditionelt har man inde på øen spist det kød man kunne få fat i – f.eks. får, æsel og vildsvin. Ved kysten er kødet ofte skiftet ud med fisk og skaldyr, hvor bl.a. tun og søtunge er gengangere på menukortene.

Noget af det bedste ved middelhavsmad er de lækre solmodne grøntsager, som også spiller en vigtig rolle i maden på Sardinien. Det samme gør oliven og fåreost.

Spisestederne er groft sagt delt op i den billige trattoria og den dyrere ristorante, der har tjenere og dug på bordet. På et trattoria fås primært enkel hjemmelavet mad, og ofte er der ikke noget menukort.

Det er der til gengæld på en ristorante, der har et større udvalg. Mange steder tilbyder man setmenuer til favorable priser, og det kan være en god måde at prøve sig frem i det lokale køkken.

Et måltid starter som regel med antipasto – en appetitvækker, der består af en række småretter, som ofte er kolde. Hovedretten har traditionelt to dele – primi, der kan være ris, pasta eller suppe, og secondi, en kød- eller fiskeret. Hertil kommer et udvalg af sideretter, der kan være salat eller kartofler.

På Sardinien ledsages et måltid typisk af en lokal rød- eller hvidvin, hvor du kan vælge mellem alt fra vino locale til internationalt anerkendte vine i topklasse. Vino locale serveres typisk i kander eller karafler til blot 5-7 € pr. liter.

Det udskældte pane e coperto – et slags gebyr for brød, bestik og evt. dug på bordet, benyttes også på Sardinien. Forvent 2 € pr. person. Ydermere lægger de fleste spisesteder 10-20 % for service på regningen. Her er det selvfølgelig ikke nødvendigt at give drikkepenge, men ellers er 10 % velset.

sardinien guide
Bosa – endnu en billedskøn by på Sardinien

Praktisk information

Valuta

I Italien bruger man euro. Kontantautomater er udbredte i byer og ferieområder. Det er en god idé at medbringe kontanter, hvis du skal på udflugt i de små landsbyer eller hvis du skal handle på markederne.

Mere info

Et kort eller en Sardinien guide, enten online eller i papirform, er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information.

Husk dog at give plads til eventyret. Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå – det er som regel sådan, du får de mest uventede oplevelser. Du kan finde kort og guides på biblioteket eller købe dem online på f.eks. saxo.com.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Inden din rejse til Sardinien anbefaler vi, at du tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til Italien og eventuelt downloader app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Fra maj til ind i oktober har Sardinien dejligt vejr med juli og august som de varmeste og mest solsikre måneder. Her ligger temperaturen på omkring 30 °C . Juli og august er dog også de travleste og dyreste måneder at besøge Sardinien. Juni og september byder på temperaturer på 26-28 °C og her er lidt mere plads og billigere priser. Generelt er Sardinien et solsikkert rejsemål, men især i forårs- og efterårsmånederne må en byge eller to forventes.

Alghero
15°
scattered clouds
67% humidity
wind: 4m/s WNW
H 17 • L 14
14°
Wed
14°
Thu
16°
Fri
18°
Sat
12°
Sun
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Sardinien

Vores Sardinien guide har selvfølgelig også et kort over øen med markering af f.eks. byer, strande, seværdigheder og interessante steder.

Sardinien guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel på Sardinien med prisgaranti – se mere her
Find billige flybilletter til Sardinien – sammenlign priser her
Lej en bil på Sardinien – sammenlign priser hos de store selskaber her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

Tak fordi du læste vores Sardinien guide – du kan finde mere information på sardegnaturismo.it, der er den officielle turistside.

1 Comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*