Ikke at det er nogen overraskelse, men nu er der også kommet tal på det de fleste godt ved: at mere tid med hinanden resulterer i mere sex.
Det er rejsebureauet Spies, der har lavet en undersøgelse, som viser, at storbyferien for mange danskere er et romantisk afbræk fra hverdagen. Og tiden, den bliver brugt i hotelsengen, især hos de 18-35 årige, der har dobbelt så meget sex på ferien end på en almindelig gennemsnitsuge.
I en anden undersøgelse som Spies har fået lavet, fremgår det, at hvert tiende barn bliver undfanget på ferien. Jo, der er godt gang i danskerne når de drager udenlands.
“Sanseoplevelser i en storbyferie påvirker folk. Både fysisk og psykisk aktivitet øger nemlig dopaminindholdet i hjernen, som gør, at vi får mere lyst til hinanden. Og sex og motion er jo altid sundt. Det er faktorer, som lige siden urtiden har sikret menneskets overlevelse, for det får vi børn af.”, siger sexolog Birgit Dagmar Johansen.
Strandferien er et boost til sexlivet
Mens Spies har sat fokus på storbyferien, så er der andre undersøgelser, der viser, at også strandferien er et boost til sexlivet. ”Det lader til, at varmen fra stranden bliver bragt med hjem til hotelsengen”, siger Alison Keating fra The Bwell Clinic i Dublin.
Her har man undersøgt sol- og badeferiens indflydelse på irernes sexliv, og den viser, at 25 % af de adspurgte har væsentlig mere sex end hjemme. Også i denne undersøgelse er det de unge, der er mest påvirkede, næsten hver tredje oplevede en større sexlyst på strandferien.
Også zoosk.com har foretaget en undersøgelse af amerikanernes sexvaner. 45 % af de 18-49 årige mener, at sex er bedre på ferien. 22 % mener, at en ferie til en tropisk destination er det, der sætter mest gang i sexlivet, mens 19 % hellere vil til en romantisk storby som Paris eller Rom.
”For par kan ferien være meget andet end bare at slappe af. Den kan være en chance for at reflektere, nyde hinanden og fokusere på partneren”, slutter Alison Keating.
Ferie er godt for parforholdet
Tre ud af fire danskere mener, at ferie er godt for parforholdet. Det, at komme væk fra en travl hverdag og have fokus på sin partner, kan vise sig at være en god investering i kærligheden.
I en undersøgelse foretaget af Voxmeter for FDM travel svarer hele tre ud af fire danskere (77 %) nemlig, at ferie er godt for parforholdet. Ligeledes svarer knap halvdelen af de adspurgte, at det er romantisk at bo på hotel.
Hvad enten rejsen er bestemt på forhånd eller modtageren selv skal vælge, er der særlige rejsemål, der hitter blandt par, og som ligger i hver sin ende af prisskalaen. Det er bl.a. en storbyferie til New York, hvor der er afsat masser af tid til sightseeing og power-shopping, eller en forlænget weekendtur til Paris eller Barcelona, hvor gastronomien er i fokus.
Endelig er det populært at tage på miniferie til f.eks. Tyskland, hvor temaet for ferien er enten sport, vin, eller wellness. Et ophold, der ligger i den billigere ende, og som holder sig indenfor manges budget. Klassiske steder at rejse hen til den romantiske ferie er bl.a. disse:
Maldiverne
Den lille øgruppe i Det Indiske Ocean er måske verdens bedste sted at pleje parforholdet. Tænk småøer med kridhvide sandstrande, krystalklart turkisblåt vand og pragtfulde resorts, der er indpasset perfekt i omgivelserne.
Standarden er høj, og det er priserne selvfølgelig også, men hvad gør man ikke for kærligheden? Maldiverne består af et utal af øer, på nogle af dem findes kun et enkelt resort, der til gengæld har alle fornødenheder som restauranter, barer og spa. Hvornår: Maldiverne har varmt vejr året rundt, tørtiden ligger fra december til april.
Biarritz
Engang Napoleons yndlingsferiested, i dag en skattet kystby, der har bibeholdt den pompøse atmosfære, som den tidligere franske kejser bragte til Biarritz. Den lange strand ud til Biscaybugten i det sydvestlige Frankrig er populær blandt surfere og solbadere, der begge har udsigt til dramatiske klipper.
Byen har lækre restauranter og et pulserende natteliv, og der er rigelig af skønne steder til romantikerne. F.eks. Napoleons gamle palads, der i dag er det fashionable Hotel du Palais. Hvornår: Biarritz er et sommerrejsemål. Undgå dog august måned, hvor franskmændene selv holder ferie.
Seychellerne
Endnu en øgruppe i Det Indiske Ocean, der bare oser af romantik og klasse. På Seychellerne er der mulighed for den ultimative forkælelse på nogle af de skønne resorts, der ligger spredt ud over øerne. Har du ikke nok i at dase på stranden, hvor du kan nyde dit livs udkårne, så kan du gå i land på øde øer som en anden Robinson Crusoe.
De fleste bryllupsrejsende bor ved Anse Boileau på hovedøen Mahé, men stadig mere populær er øen La Digue, der er berømt for diverse bacardireklamer. Hvornår: Seychellerne kan besøges året rundt, men øerne får mindst regn i august og september.
Capri
I mere end 2000 år har den lille italienske ø tiltrukket turister, der med det samme forelsker sig i dens skønhed og internationale atmosfære. Romerne kom her som de første, og siden har en hær af kendisser som f.eks. Brigitte Bardot, Sophia Loren og Naomi Campbell nydt godt af de gode restauranter og smagfulde barer.
På afstand ser Capri lidt barsk ud. Øen rejser sig dramatisk op af havet, men når man kommer nærmere forstår man Capris popularitet. Smukke pastelfarvede huse ligger spredt op af skråningerne, og de små byer med smalle gader er yderst charmerende.
Hvornår: Capri har bedst vejr om sommeren, men det kan anbefales at undgå juni, juli og august, da øen er ekstrem populær. Maj og september er et godt valg, her er lidt mere luft, og prisniveauet lidt lavere.
Se også vores forslag til romantiske strande.

Be the first to comment