Fantastiske Maldiverne er for mange drømmen om paradis. Hvem har ikke set billeder af de enestående strande med kridhvidt sand og det mest krystalklare vand, man kan tænke sig.

Læg dertil resorts i verdensklasse, hvor du har mulighed for at bo direkte på stranden eller måske i en af de lækre water villas, hvor du kan hoppe fra din terrasse direkte ned i det turkisblå hav.

Maldiverne består af flere end 1000 øer fordelt på 26 atoller. Hovedstaden hedder Malé, og her lander alle internationale fly. Det er også i Malé du kan indsnuse lidt lokalliv, hvis du ellers kan slippe de perfekte strande.

Med den introduktion byder vi dig velkommen til vores Maldiverne guide, som vi håber, du kan bruge til din rejse.

Så bliver det ikke meget bedre – Maldiverne er rent paradis

Transport

Lige bortset fra turister på lavbudget (jo, de findes også på Maldiverne), så booker langt de fleste en pakkerejse hjemmefra med fly, transport og overnatning inkluderet. På den måde når du nemmest frem til den ø, hvor dit hotel ligger.

Alternativet til pakkerejserne er selv at finde transport til dit hotel. Det kan være båd eller fly alt efter, hvor du skal bo. Dit hotel kan selvfølgelig også være behjælpelig. Er du på egen hånd, så er et godt råd at lande i Malé om formiddagen for at nå videre til dit hotel. Vandflyverne opererer kun i dagtimerne.

Som nævnt lander de internationale fly i Malé (kode: VIA) som du når via Doha (med Qatar Airways), Dubai (Emirates) eller Colombo på Sri Lanka. Søg og sammenlign flybilletter her.

På Maldiverne kommer du rundt med hotellernes private speedbåde eller med de regulære rutebåde, der forbinder øriget. En tur fra en ø til en anden med speedbåd kan nemt koster et par hundrede kroner.

Overnatning på Maldiverne

Maldiverne har ry for at være et vanvittigt dyrt sted at holde ferie, men det er faktisk muligt at opleve øgruppen uden at det koster en formue. Book overnatning på de øer, hvor der bor lokale (f.eks. Maafushi, Ukulhas, Thulusdhoo eller Dhigurah).

Du får selvfølgelig ikke helt den samme oplevelse af luksus som på de private øer, men næsten uanset hvor du bor, så er der ikke langt til de lækreste paradisstrande. Det gælder især på Ukulhas, der har en fantastisk strand, hvor bikini er tilladt.

Et lille tip er at vælge et hotel på en ø så tæt på Malé, at du kan sejle dertil i speedbåd i stedet for at skulle med vandflyver, der er forholdsvis dyrt. Er du i tvivl om hvor du skal bo, så kan du prøve flere forskellige øer på din ferie.

Lækre Water Villas

Øer og strande

De fleste, der besøger Maldiverne booker en pakkerejse til en af de private øer, der alle har helt fantastiske strande. Du skal bare vælge hvor og hvordan du vil bo – på Maldiverne er det ofte budgettet, der bestemmer, hvor luksuriøst og hvor tæt på stranden det skal være.

Øerne er forholdsvis små og nogle har lange hvide sandstrande, mens andre består af mindre bugter, hvor du kan føle sig helt alene i verden.

En af de beboede øer er Maafushi, der har rigtig gode strande, men også lidt lokalliv og mulighed for at se noget andet end hoteller. Selvom de lokale øer har skønne strande, så er det ofte muligt at tage speedbåden til nogle af de private øer, hvor du kan købe en dagsbillet. På den måde kan du få en bid af paradis uden at det koster en formue.

En anden grund til at besøge de private øer er de temmelig restriktive regler for påklædning. Bikinier er forbudt på de offentlige strande, men ikke på de private øer. Nogle lokale øer har dog strandområder, hvor bikini er tilladt. En af de øer er Ukulhas, der er en favorit blandt rygsækfolket. Ukulhas har direkte speedbådforbindelse til Malé.

Seværdigheder

Stort set alle turister på Maldiverne kommer for strandene eller den fremragende dykning. Øerne har dog en stribe attraktioner, hvis du skulle blive træt af strandlivet.

Mest at se er der i hovedstaden Malé, hvor nationalmuseet, det farverige fiskemarked og den fine fredagsmoské fra 1656 er blandt de mest spændende seværdigheder. En anden flot moské i Malé er Den Store Fredagsmoské med den gylden kuppel.

Spredt rundt på Maldivernes mange øer kan du opleve søer, fiskerlandsbyer, lokale moskéer og gamle paladser fra sultanernes tid. Transporttiden mellem øerne kan være lang – få eventuelt dit hotel til at sætte et udflugtsprogram sammen.

Vandsport er en af de mest populære aktiviteter. Surfere tager helst til øen Huraa, men det helt store hit på Maldiverne er dykning. Nogle øer og hoteller har glimrende dykkersteder i nærheden, men det bedste er at booke en flerdagestur på liveaboard.

Her anbefales det at booke i god tid i forvejen i højsæsonen – gerne et halvt år i forvejen, hvis du vil have præcis den tur du ønsker. Generelt siger man, at de nordlige øer har det sundeste undervandsliv, mens der er flere hajer mod syd.

Endnu en bountystrand

Mad og drikke

Bor du på en af de private øer, så spiser du normalt på hotellet. Ofte er der en eller anden form for pension eller måske all inclusive inkluderet. Mange af hotellerne har flere restauranter med forskellige temaer.

På de beboede øer er der en lang række spisesteder af forskellig kvalitet. Bemærk dog, at der ikke servers alkohol på disse øer. Om aftenen kan du blive sejlet ud til nogle større både ud for kysten, hvor du kan få øl og farverige drinks.

Praktisk information

Valutaen på Maldiverne hedder Rufiyaa, der forkortes MVR, MRF eller RF. Kreditkort er udbredt på øerne og så godt som alle resorts og bedre restauranter tager f.eks. Visa og Mastercard. I Malé og i Maldivernes øvrige byer findes kontantautomater.

Maldiverne er muslimsk, og der serveres ikke alkohol på de beboede øer. Her kan du som nævnt sejle ud til nogle både ud for kysten for at få en drink. På de private øer, hvor de store resorts ligger, servers alkohol.

På de beboede øer er det ikke velset at være udfordrende klædt. I byerne er bukser eller lang kjole til kvinderne en god idé. Bikini er forbudt på de offentlige strande med undtagelse af særlige områder, der omtales som “Bikini Beach”. På de private øer er bikini tilladt.

Undgå at rejse til Maldiverne under ramadanen, hvor der mange steder bliver skruet kraftigt ned for serviceniveauet. I perioden kan det mange steder være umuligt at købe alkohol.

Det er også en god idé at tjekke om der er lagt skat (8 %) og serviceafgift (10 %) på priserne på f.eks. restauranterne eller om det er inkluderet.

Vejret på Maldiverne

Maldiverne kan besøges året rundt. For mest sol er perioden fra december til april bedst med januar og februar som de tørreste måneder. Her ligger temperaturen på 29-32 °C. I april begynder lavsæsonen så småt med mere regn - sommermånederne har dog også en del solskinstimer, mens Maldiverne får mest nedbør fra september til november. Også starten af december kan være våd. Fra maj til november ligger temperaturen på 26-29 °C.

Maldiverne
27°
broken clouds
76% humidity
wind: 3m/s W
H 28 • L 27
28°
Sun
28°
Mon
28°
Tue
28°
Wed
28°
Thu
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Maldiverne

Vores Maldiverne guide har også et kort med markering af de vigtigste øer.

Maldiverne guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Maldiverne her og få prisgaranti
Find billige flybilletter til Maldiverne – sammenlign priser her

Tak fordi du læste vores Maldiverne guide – du kan finde mere information på Visit Maldives, der er den officielle turistside.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*