SIDEN SIDST: Rejsenyt fra ind- og udland – uge 48 – 2015

SIDEN SIDST UDKOMMER MINIMUM 2 GANGE OM MÅNEDEN

REJSENYT FRA IND- OG UDLAND – UGE 48 – 2015

Book et hotelværelse og få et bedre sexliv
Endnu en grund til at tage væk. En ny undersøgelse foretaget af HotelNight afslører at vi ikke blot har mere sex når vi bor på hotel, men at vi også føler os som bedre elskere.

2200 mennesker deltog i undersøgelsen og fælles for dem er, at de alle har haft sex på et hotelværelse inden for de sidste fire år. Respondenterne kastede sig ud i nye seksuelle eventyr og akten varede længere.

Som vores undersøgelse afslører, så skal der ikke mere end et hotelværelse til for at sætte lidt krydderi på tilværelsen.
Tomas Mendoza, HotelNight

Uanset hvor man bor på hotel i verden, så lader det til at sexlivet blomstrer. Dog fortæller Mendoza, at undersøgelsen viser, at eksotiske og varme destinationer, hvor man ikke har så meget tøj på er de bedste. Måske sætter det nogle fantasier i gang, når vi opholder os ved poolen eller på stranden.

Hotte rooftop barer lige nu
Der er bare noget særligt ved roof top barer. At sidde på taget af et hus med overblik over den pulserende by er på en eller anden måde dragende. Vi har fundet en række roof top barer, der lige nu er blandt de mest populære og som bestemt er værd at rejse efter.

De asiatiske storbyer holder sig ikke tilbage når det gælder tagbarer. Vi har før præsenteret de bedste steder i Bangkok og Singapore, men i sidstnævnte metropol er Loof dukket op som et fancy og lækkert alternativ. Drinksene er gode og gæsterne er som Singapore; et farverigt mix.

Når det gælder farver kan Dandys Rooftop bar på The Fox Hotel i Brisbane også være med. Baren ligner noget fra en tegnefilm, men tag ikke fejl, stedet er superhot lige nu. Det er langt fra alle tagbarer, der har pool, men det har den på toppen af hotel Downtown i Mexico City. Måske en kontrast til det orange gulv og de skriggule møbler?

En rooftop bar behøver ikke ligge på en skyskraber for at have en god udsigt. Det er La Terrazza på hotel Continentale i Firenze et godt eksempel på. Her kan man kigge lige ned på floden og se solen gå ned over byens tage, mens man sipper skønne cocktails.

Tagbar i Jerusalem? Jo, den er skam god nok. Fra baren på Mamilla hotel kan man se ud over den unescobeskyttede gamle bydel. På toppen af hotel Pulitzer i Barcelona kan du ikke blot slukke tørsten, men også forsøge dig som dj.

Så til USA. I LA er et af de mest tjekkede steder lige nu Ace hotels Upstairs, der er bar, klub og pool. Stedet er kendt for at huse god musik og festlige events. Sådan er Pod 39 i New York ikke. Faktisk er baren på 17. etage lidt rustik, men ultrapopulær blandt midttowns hippe crowd.

Tilbage til Barcelona, hvor Skybars minimalistiske og enkle design på toppen af  Grand Hotel Central er en stor kontrast til byens gamle hustage. Også på Commissary på The Line hotel i LA har man tænkt kreativt. Her er baren indrettet i et stort dtivhus.

I den tjekkede bydel Chelsea i New York er bar og pool på Hotel Americano rammet ind af byens imponerende skyline. Det er hipt og dyrt, men bestemt en oplevelse.

Solunderskud: Vinterrejser storsælger
På trods af glimrende vejr den sidste uges tid er danskerne i solunderskud. I hvert fald melder Spies Rejser om massiv efterspørgsel på efterårs- og vinterrejser.

Også Apollo Rejser kunne i sidste måned fortælle at salget af vinterrejser går forrygende, og Star Tour har indsat ekstrafly til efterårsferien.

Hos Spies er der rift om nyheden Cuba, men også Mexico, Thailand og Punta Cana i Den Dominikanske Republik oplever større efterspørgsel. Lige nu ligger salget i vintermånederne 20 % over sidste år og hele 100 % over i oktober.

Både Spies og Star Tour melder om stor interesse for hotelværelser med egen pool eller swim-up-pool. Hoteltypen sælger mere og mere, og hos Star Tour ser man et stort potentiale i fænomenet.

Verdens bedste øer
Så skal vi til det igen. Tripadvisor har sat navn på verdens bedste øer, der som altid er valgt af brugerne. Gør dig klar til vajende palmer, kridhvide sandstrande og det klareste vand, når vi tager dig med rundt til verdens bedste øer.

Ikke overraskende kommer Provinciales i øriget Turks & Caicos ind på førstepladsen. Vi har flere gange skrevet om den caribiske paradisø, der har vundet Travellers Choice Awards flere gange. Det er især stranden ved Grace Bay, der får sol- og strandelskere til at spærre øjnene op.

På andenpladsen skal vi en tur til Hawaii, hvor øen Maui får roser for sin dramatiske natur, der krydret med skønne strande og en unik kultur tager pusten fra de rejsende. Mens de fleste nok har hørt om Hawaii, så er der sikkert ikke mange, der kender Roatan i Honduras, der snupper tredjepladsen. Dykkere, økoturister og folk med trang til cocktails i solnedgangen elsker den lille uspolerede ø, der snart ikke er en hemmelighed længere.

Fjerdepladsen finder vi i Europa. Den græske kykladeø Santorini er dramatisk natur, spektakulære udsigter og fantasifulde overnatningssteder, der kombinerer minimalisme og det klassisk græske på bedste vis. Vi skal ikke glemme den gode mad og de sorte lavastrande, der gør Santorini unik. Så skal vi mod øst. Helt præcist til Thailand og Koh Tao, der løber med femtepladsen. Koh Tao er dykkernes paradis, men er man bare til gode strande og et tilbagelænet liv i en ungdommelig atmosfære, så er øen et fremragende valg.

Hele listen fra plads 1-10

1. Provinciales – Turks & Caicos
2. Maui – Hawaii, USA
3. Roatan – Honduras
4. Santorini – Grækenland
5. Koh Tao – Thailand
6. Madeira – Portugal
7. Bali – Indonesien
8. Mauritius
9. Bora Bora – Polynesien
10. Fernando de Noronha – Brasilien

Verdens bedste strande
Gør dig klar til kridhvidt sand, svajende palmer og krystalklart blåt vand. Listen over verdens bedste strande giver akut udlængsel til varme og eksotiske steder verden over. Og vil du have det bedste af det bedste, så skal vi ifølge brugerne på rejsesitet Tripadvisor til Brasilien for at finde det rene paradiset. De har nemlig stemt Baio do Sancho på øen Fernando de Noronha ind på førstepladsen, og når man ser billeder af den postkortlækre strand, er det helt forståeligt.

Nummer to på listen er en genganger og en strand, der tidligere har været kåret som verdens bedste. Grace Bay på Providenciales i det caribiske ørige Turks & Caicos er lige præcis hvad man drømmer om en råkold vinterdag i Danmark. Måske er det lidt overraskende, at vi allerede på tredjepladsen finder en europæisk strand. Rabbit Beach på den italienske ø Lampedusa kan således kalde sig Europas bedste strand for anden gang.

Så skal vi til Caribien igen. På fjerdepladsen er Tripadvisors brugere vilde med Playa Paraiso Beach på den cubanske ø Cayo Largo. De næste pladser er også beklædt med rene perler som Playa de Ses Illetes på Formentera, Anse Lazio på Seychellerne og White Beach på den filippinske ø Boracay.

Vild med lækre strande? Nu ved du, hvor du skal tage hen for at få dine drømme opfyldt.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*