De bedste strande i Sydfrankrig

7 lækre strande i Sydfrankrig

Den franske middelhavskyst har masser af strande. Nogle er lange og brede, mens andre ligger gemt af vejen i små bugter. De kan være med grus, sten eller fint lyst sand og have faciliteter som barer, solstole og spisesteder, men også være helt øde.

I Sydfrankrig finder du alle former for strande, og der vil uden tvivl også være en, som passer til dine præferencer. Den Franske Riviera er kendt af de fleste, men kysten i pragtfulde Provence fortsætter ind i naboregionen Languedoc. Det er bl.a. her strandene bliver længere og bredere med masser af plads til privatliv.

Og så er der øerne ud for kysten. De er ikke så kendte, men hvorfor ikke prøve noget helt andet på din ferie i Sydfrankrig? Uanset om du vælger at bo i en af de større byer eller i mere rolige omgivelser, så har du et kæmpe udvalg af strande.

Af samme grund er det ikke nemt at udvælge de bedste strande i Sydfrankrig, men vi har gjort et forsøg. I hvert fald håber vi, at du bliver inspireret og måske bliver klogere på, hvor du skal booke overnatning, hvis du drømmer om en badeferie.

Det kan du se mere om herunder, og vil du vide mere om Sydfrankrig, så kan du tjekke vores guide og få gode idéer til overnatning i indlægget Bo billigt ved stranden i Sydfrankrig.

1. Plage de St. Augulf – Fréjus

Lige udenfor Fréjus ligger Plage de St. Augulf, der er omgivet af smukke klipper. Stranden ligger i naturreservatet Les Elangs du Villepey, og herfra er der en flot udsigt over Fréjus-bugten, der har laguner med både ferskvand og saltvand.

Naturreservatet er hjem for flere end 212 fuglearter, og det bedste tidspunkt at besøge Plage de St. Augulf er i foråret, hvor imponerende flamingoer flyver hen over hovedet på dig, mens du ligger og solbader. Du  kan leje solstole for ca. 10 € pr. dag, og der er også restaurant og flere andre faciliteter. Du kan booke overnatning i Sydfrankrig her.

2. Plage de Pampelonne – St. Tropez

St. Tropez’ image hænger i den grad sammen med denne herlige ni km lange strand med hvidt sand. Et utal af internationale stjerner har fået sol på kroppen til den havde den perfekte farve.

De rige og berømte valfarter hver sommer til de fancy beach clubs, hvor de selvfølgelig har reserveret de bedste borde. Plage de Pampelonne er den ultimative se og bliv set strand, og særlige områder er forbeholdt f.eks. børnefamilier og naturister.

Heldigvis er alle velkomne på Plage de Pampelonne – vil du bo med stranden som nabo til billige penge, så skal du se nærmere på Sas Robrecht.

3. Ile de Porquerolles – Hyéres

En kort bådtur fra Hyéres-halvøen bringer dig til en ø med pinjetræer, vingårde, vandre- og cykelstier, samt adskillige små sandstrande. Det siges, at det var dette vidunderlige landskab, der inspirerede Robert Louis Stevenson til at skrive bogen Treasure Island.

Lej en cykel og vælg din strand: Plage de Argent med det sølvgrå sand, Plage de la Courtade ved Fort St. Agathe eller den smukke Plage Notre Dame, øens største strand, der er omkranset af pinjetræer. I højsæsonen er her også en restaurant.

Båd til øen koster ca. 24 € for voksne i sommermånederne – se mere om bl.a. afgangstider og praktisk information hos Hyéres Turistkontor.

Byblos Beach – en af de hippe beach clubs langs Plage de Pampelonne

4. Calanque d’en Vau – Massif des Calanques

Så til en strand, der ikke er helt nem at komme til. Du har til gengæld muligheden for at snuppe en solrig dag på en af Sydfrankrigs bedste strande – tænk lyse småsten og klart turkisblåt vand.

Calanque d’en Vau ligger ca. 20 km øst for Marseille i et klippefyldt landskab, og det kræver en vandretur på mindst 1 km fra nærmeste vej at nå stranden. Det skræmmer dog ikke de badeglade lokale og turister – Calanque d’en Vau er superpopulær.

Stranden er kun 200 meter lang og ligger i en lang smal bugt. Det er ikke muligt at købe mad og drikke, så husk at medbringe hjemmefra.

5. Plage Paloma – Saint-Jean-Cap-Ferrat

Paloma er lige så berømt som Plage de Pampelonne. Stranden ligger få minutters gang fra Saint Jean Cap Ferrat og har i årevis tiltrukket velhavere og kendisser. Faktisk er stranden opkaldt efter Pablo Picassos datter Paloma, der ofte holdt ferie i området med familien.

Plage Paloma ligger smukt omkranset af slanke pinjetræer. Stranden er få hundrede meter lang og består af småsten og klart smaragdgrønt vand. En del af Plage Paloma er optaget af den kombinerede restaurant og beach club Paloma Beach, der også udlejer solstole.

Det er dog rasende dyrt (ca. 50 €), og du kan blot lægge et tæppe eller håndklæde i de bløde sten. Der er mulighed for at prøve forskellige former for vandsport.

6. Plage de l’Espiguette

En af de længste strande på den franske sydkyst er Plage de l’Espiguette, der strækker sig hele 10 km øst for Le Grau du Roi. Langs den brede strand er der adskillige sanddyner, og bagved ligger det enorme flade naturreservat Camargue.

Det er med andre ord et pragtfuldt øde strandområde helt uden bygninger. Plage de l’Espiguette har fint sand og er de fleste steder lavvandet. Hvor stranden snævrer ind ligger naturistområdet.

Nærmeste ferieby er som nævnt Le Grau-du-Roi, hvor du kan se nærmere på det dejlige overnatningssted Relais de l’Oustau Camargue, som også har familieværelser.

7. Plage de Mariners & Plage de l’Ange Gardien – Villefranche-sur-Mer

Tilbage til Provence og den østlige del af den franske middelhavskyst. Her ligger Plage de Mariners, der nok er en af de bedste bystrande langs rivieraen. Den er med sand og har lækkert krystalklart vand.

Da Plage de Mariners ligger centralt har du nem adgang til bl.a. mad og drikke. I den østlige ende bag den lille tange ligger en mindre bugt, der holder samme standard. Stranden hedder Plage de l’Ange Gardien og er sammen med hovedstranden rigtig gode.

Villefranche-sur-Mer er i vores øjne et rigtig god valg til ferieby ved Den Franske Riviera. Her bor du tæt på mange gode seværdigheder og et stenkast fra Nice. I Villefranche-sur-Mer anbefaler vil Welcome Hôtel.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*