At bo på stranden i ferien er ofte rasende dyrt. Det kan dog lade sig gøre at få havet som nabo til rimelige penge – også i Sydfrankrig. Se nærmere på disse syv overnatningssteder, hvis du heller ikke vil have for langt til stranden.
Husk også at tjekke vores guide til Sydfrankrig og strandfreaks vil helt sikkert synes godt om indlægget De bedste strande i Sydfrankrig.
Hotel Lido Beach – Hyéres
Mulighed for direkte adgang fra værelse til strand
På en lille privat stand udenfor byen Hyéres ligger hotel Lido, der er et lidt kitschet sted fra 1960’erne. Lido er dog lige blevet renoveret, og her får man rigtig meget for pengene – de glimrende studios er store, og der skulle nok være plads til hele familien.
Du kan vælge mellem flere forskellige værelsestyper – bl.a. deluxeværelser med direkte adgang til stranden. Hyéres er en gæstfri by, der føles langt væk fra rivieraens glamour. En kort bådtur væk ligger de dejlige øer Porquerolles, Levant og Port Cros.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Hotel Les Calanques – Les Issambres
Mindre hotel med god bistro
Det familieejede hotel Les Calanques ligger på nogle små klipper med udsigt over en lille vig. Gå gennem hotellets have med palmer og pinjetræer og snup en dukkert i den lille beskyttede bugt.
Her er kun 12 værelser, så i højsæsonen skal du booke i god tid forvejen. Les Calanques er kendt for sin gode stemning og har en rigtig god bistro, der kun er for hotellets gæster.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Les Flots Bleus – Baie d’Anthéor
Populært hotel med swimmingpool
Mange turister kører blot forbi Les Flots Bleus. Udefra ligner det nemlig et typisk amerikansk motel, men i virkeligheden er det en af Sydfrankrigs små gemte perler. Alle 18 værelser er herligt dekorerede, men den største overraskelse er nok stedets gode restaurant, der er sikkert ledet af ejeren og kokken Olivier Vollant.
Les Flots Bleus tilbyder bl.a. swimmingpool og flere forskellige værelses- og lejlighedstyper. Du finder hotellet i den lille by Baie d’ Anthéor, der ligger fantastisk – her møder det dybblå middelhav et stort rødt bjerg. Et utrolig smukt sceneri.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
La Jabotte Hotel – Antibes
Med topanmeldelser og venligt værtspar
Det er overraskende, at man stadig kan finde overnatning, der er til at betale ved Antibes dejlige sandstrand. La Jabotte er et rigtigt godt valg til pengene, hvor det belgiske par Claude og Yves byder velkommen på deres lille hotel, der har et dusin værelser fordelt i tre bygninger.
Hotellet tilbyder gratis solstole på stranden, og om aftenen mødes man til et glas vin og tilhørende tapas. Gæstfriheden kender ingen grænser på La Jabotte, der selvfølgelig er et rigtig populært sted. Hotellet er ikke helt så billigt som tidligere, men stadig et godt valg til prisen.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Hotel Royalmar – Cagnes-sur-Mer
Hotel med privat strand
Cagnes-sur-Mer og Hotel Royalmar ligger på den travle vej mellem Cannes og Nice. Hotellet er moderne og nyrenoveret, men stadig holdt i en sjov 1930’er stil, der nok skal få dig til at spærre øjnene op.
Ved renoveringen fik man også skærmet af, så man ikke kan høre trafikken. Du skal blot krydse vejen for at komme til den private strand. Hotellet har restaurant, loungebar og døgnåben reception. På værelserne finder du bl.a. tv, elkedel, pengeskab og gratis wifi.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Welcome Hotel – Villefranche-sur-Mer
På havnen i Villefranche-sur-Mer
Gemt lidt væk, lige inden du når Monte Carlo, ligger Villefranche-sur-Mer, der med sin gamle havn er et af de mest idylliske steder på rivieraen. Welcome Hotel har 31 værelser og har gennem årene tiltrukket en række kendisser.
Det kan derfor være en dyr fornøjelse i højsæsonen, men i de stille måneder er der ofte gode rabatter et hente. Alle værelser har havudsigt og balkon – her er ingen restaurant, men til gengæld en fremragende vinbar.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Hotel Victoria – Roquebrune-Cap-Martin
Skønt strandhotel med populær cocktailbar
Victoria, der genåbnede i 2012, er et af de bedste budgetvalg på rivieraen. Mathew Likierman, søn af en engelsk entreprenør, har på brillant vis omdannet den gamle 1960’er bygning til et chic designerhotel. Victoria ligger direkte på stranden, hvor der er gratis solstole og håndklæder.
På værelserne finder du tv, wifi, elkedel, pengeskab og gratis fyldt minibar. Hotel Victoria tilbyder desuden en meget populær cocktailbar og mulighed for at tilkøbe morgenmadsbuffet.
Se pris på hotels.com > Se pris på booking.com >
Be the first to comment