Fuerteventura er sol- og strandelskernes paradis. Den lange kanarieø har en håndfuld ferieområder, der alle byder på dejlige strande og et udvalg af cafeer, barer og spisesteder. Men hvor skal du så bo på Fuerteventura? Det kan du læse mere om her, hvor vi gennemgår de mest populære steder at booke overnatning.
I forhold til f.eks. Tenerife og Gran Canaria, så er der på Fuerteventura ikke forskel på vejret fra nord til syd. Selvfølgelig kan der være sol det ene sted og skyer det andet, men der er ingen høje bjerge, der vejrmæssigt deler øen i to.
Det golde og forholdsvis flade landskab betyder derfor også, at Fuerteventura ikke har de samme naturoplevelser som de øvrige kanarieøer. Til gengæld finder du her de absolut bedste strande på øerne – Fuerteventura er således det oplagte valg til en ren badeferie.
Hvordan kommer du til Fuerteventura
Der er ingen direkte rutefly fra Danmark til Fuerteventura. Derfor anbefaler vi, at du booker en charterrejse – det er langt det nemmeste og vil med stor sandsynlighed også være det billigste.
De rejsebureauer, der har Fuerteventura på programmet har efterhånden fået et godt udvalg af hoteller, der vil kunne dække de flestes behov.
Er du på familieferie, så kan du se nærmere på f.eks. det evig populære Elba Carlota Beach, og vil du bo på et hotel kun for voksne, så er det svært at komme udenom Hotel H10 Ocean Dreams.
Måske vil du bo på stranden – det kan selvfølgelig også lade sig gøre. Tjek det dejlige R2 Pajara Beach Hotel, som har Costa Calma til den ene side og Playa de Sotavento til den anden.
Offentlig transport
Fuerteventura har faktisk glimrende offentlig transport i form af busser, der med regelmæssige afgange betjener øens større byer. Knudepunktet er hovedbyen Puerto del Rosario midt på Fuerteventura, hvorfra du kan køre langs østkysten mod nord til Corralejo eller mod syd til Morro Jable.
Der er andre ruter – f.eks. kan du køre fra Corralejo til Cotillo på vestkysten, ligesom du med offentlig transport kan besøge de charmerende byer Pajara og Betancuria på midtøen. Vil du hele vejen fra Corralejo i nord til Morro Jable i syd, så skal du skifte bus i Puerto del Rosario.
Læs mere om Fuerteventura
Du kan læse meget mere om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og gode spisesteder i vores miniguide til Fuerteventura.
1. Corralejo
På nordspidsen af Fuerteventura ligger Corralejo, der oprindelig var en mindre fiskerby. I dag er det et af øens største turistområder, men Corralejo har stadig en aktiv havn og lidt lokalliv i området vest for den lange og travle hovedgade Avenida Nuestra Señora del Carmen.
Både her og omkring havnepromenaden er der masser af cafeer, barer og spisesteder. I Corralejo finder du også et stort udvalg af overnatningssteder, men med undtagelse af de to store hoteller RIU Tres Islas og RIU Oliva Beach, så ligger de fleste et pænt stykke fra Las Dunas – de berømte sanddyner umiddelbart syd for Corralejo.
Byen har dog en mindre sandstrand, men her er der flere steder en del klipper i vandet. Corralejo har i vores øjne det bedste udvalg af barer og spisesteder på Fuerteventura – værd et have med i overvejelserne, når du skal vælge hvor du vil bo på den populære ø.
Gode steder at bo i Corralejo
• Hotel Barcelo Corralejo Sands
• Hotel H10 Ocean Dreams
2. Caleta de Fuste (Castillo)
Lige syd for lufthavnen og Puerto del Roasario ligger Caleta de Fuste, der er en kunstigt opført by. Området er blevet børnefamiliernes foretrukne sted på Fuerteventura – her kan de bo i trygge rammer tæt på den skønne brede hovedstrand, der ligger i en mindre bugt. Mod syd fortsætter strandene, men de er ikke helt så beskyttede.
Caleta de Fuste har en række større hoteller og resorts, hvoraf flere ligger et stenkast fra stranden. I byområdet er der cafeer, spisesteder og aktiviteter som minigolf, glasbundsbåd, flere legepladser og Puerto Castillo, der er et oceanarium som både børn og voksne vil synes om.
Forvent ikke noget som helst autentisk, hvis du vælger at bo i Caleta de Fuste – til gengæld kan du her få en bekymringsfri ferie under den kanariske sol på et af byens gode resorts.
Gode steder at bo i Caleta de Fuste
• Elba Carlota Beach
• Hotel Barcelo Fuerteventura Royal Level
3. Costa Calma
Også Costa Calma er en kunstigt opført by. Den ligger ca. 65 km syd for lufthavnen ved indgangen til den lange kyststrækning, der ender i Morro Jable. Der er tale om 20 km uafbrudt sandstrand, hvor kun tidevandet og spredte klippefremspring kan forhindre dig i at gå hele vejen til den sydligste af øens feriebyer.
Stranden i selve Costa Calma by er glimrende, men mod syd har du altså et sandt badeparadis, hvor du finder flere lavvandede laguner med krystalklart vand. Først kommer Playa Esmeralda og herefter berømte Playa de Sotavento, hvor der kan være langt til næste badegæst.
Costa Calma har flere hoteller ud til stranden og et pænt udvalg af barer og restauranter. Det er også her, du finder en af Fuerteventuras mest populære aktiviteter – Oasis Wildlife og den tilhørende botaniske have, der ligger ca. syv km nord for byen.
Gode steder at bo i Costa Calma
• R2 Maryvent Beach Apartments
• Taimar Hotel
4. Jandia/Morro Jable
På Fuerteventuras sydspids ligger Jandia og Morro Jable, der nu er smeltet sammen. Sydligst finder du den originale by Morro Jable, der har et mindre havneområde og flere lokale bydele. Her er også en stribe glimrende spisesteder med tapas og spansk/kanarisk mad.
Omtrent hvor promenaden i Morro Jable begynder går du ind i Jandia, der er det egentlige turistområde. Overgangen er også starten på strand i kilometervis. Der er tale om en skøn sandstrand, der fortsætter rundt om fyrtårnet og videre mod nordøst til Costa Calma.
Parallelt med stranden løber gaden Avenida del Saladar, der er Jandias livsnerve. Her ligger stribevis af butikker, barer, spisesteder og større resorts med alt i faciliteter. Herfra er der blot et stenkast til den lækre strand. Området her på den sydlige del af Fuerteventura er med andre ord fuldt udviklet og perfekt til badeferien.
Be the first to comment