6. juli 2020

Oplevelser i Vestjylland

Se her, hvad du kan opleve i Vestjylland

Vestjylland med de kilometerlange strande ved Blåvand, Henne og Søndervig er en evig feriefavorit. Det er her du kan få en klassisk vesterhavsferie med meterhøje klitter og skøn sandstrand med plads til alle.

Vestkysten er i den grad gearet til ferie – her finder du bl.a. ishuse, sjove aktiviteter og spændende seværdigheder. Der er masser af gode oplevelser i Vestjylland, som helt naturligt er et af Danmarks mest populære ferieområder.

Book sommerhus i god tid – især i højsæsonerne og nyd den gode stemning på den jyske vestkyst. Kan du løsrive dig fra de skønne strande (eller er vejret dårligt), så se her, hvad du kan opleve i din ferie.

Lyngvig Fyr

Mellem Søndervig og Hvide Sande kan du tage de 159 trin op ad vindeltrappen i Lyngvig Fyr, der er 36 meter højt. Heroppefra har du en fantastisk udsigt over Vesterhavet, Holmsland Klit og Ringkøbing Fjord. Fyret blev bygget i 1906 på en 17 meter høj klit – i alt er der 228 trin op til udsigtsbalkonen. Husk lidt at drikke til turen, men det kan også købes i den gamle fyrmesterbolig.

Skallingen og Tirpitz

To rigtig gode seværdigheder, der med fordel kan kombineres. På den lille halvø Skallingen finder du et imponerende åbent landskab, der er som skabt til lange gåture. Kvæg sørger for at holde græsset nede så det vigtige fugleområde bliver holdt ved lige. Få kilometer fra Skallingen skal du besøge Tirpitz Museum, der er indrettet i to bunkere fra 2. verdenskrig. Museet handler både om tiden under krigen og om livet langs vesterhavskysten. Tirpitz har på rekordtid udviklet sig til en af de bedste oplevelser i Vestjylland.

Vikingerne i Bork Havn

Både børn og voksne vil uden tvivl finde et besøg i Bork Vikingehavn sjovt og lærerigt. Området er en rekonstruktion af en vikingeby med bl.a. huse, skibe, marked og kirke. Det er muligt at tage en sejltur i et vikingeskib, lære mere om vikingerne i husene og prøve kræfter med datidens redskaber på vikingelegepladsen. Der er skiftende udstillinger og aktiviteter, som selvfølgelig har fokus på vikingerne og deres liv.

Spadag på Hotel Fjordgaarden

På det 4-stjernede Hotel Fjordgaarden i Ringkøbing kan du få en af Danmarks bedste spaoplevelser. Beliggende i den smukke natur ved Ringkøbing Fjord er der lagt op til ro, afslapning og maksimal nydelse i det helt nye kurbad. Morgenmadsbuffet med bobler, vand og frugt ad libitum og fri adgang til alle kurbadets muligheder er inkluderet i prisen. Se mere om Spadag på Hotel Fjordgaarden her.

Den gamle købstad Varde

Blot 20 minutters kørsel fra vestkysten kan du besøge den hyggelige købstad Varde, der kan dateres til 1100-tallet. Her finder du en række rigtig fine bygninger i den gamle bydel omkring torvet – f.eks. Sankt Jacobi Kirke fra middelalderbyens grundlæggelse, men og rådhuset og Sillasens Hus. Du kan også besøge Varde Miniby, der er en imponerende miniatureudgave af Varde. Trænger du til byliv eller shopping på din ferie ved vestkysten, så ligger Varde nærmest.

Oplev Ringkøbing Fjord (måske på cykel)

Det flade landskab ved Ringkøbing Fjord er oplagt at opleve på cykel. Du kan bl.a. spotte fugle, køre forbi Adventure Park, Bagges Dæmning og Jettes Strudsefarm på vej til Søndervig med den skønne strand. Her kan du se flotte sandskulpturer og hoppe i bølgerne inden turen går ned til Hvide Sande, der ligger spektakulært mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Denne del af Vestjylland kan selvfølgelig også opleves i bil – andre spændende seværdigheder tæller bl.a. en rundvisning hos Stauning Whisky, maleriske Skjern Enge og havnebyen Nymindegab.

Nationalpark Vadehavet

Egentlig en del af Sønderjylland, men der er ikke langt fra Blåvand og Henne til Nationalpark Vadehavet. Det enestående naturområde, der er på UNESCOs verdensarvliste, har et rigt fugleliv, men du har også mulighed for at se sæler og tage med på østerssafari. Et besøg i Vadehavscentret og en tur med Mandø-bussen er obligatorisk i Nationalpark Vadehavet, der også er berømt for fænomenet sort sol, som kan ses i efterårsmånederne.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*