Velkommen til Florida, velkommen til Miami. Den populære by med de svajende palmer, pragtfulde strande og berømte art deco-bygninger ligger i midten af solskinsstaten i det sydøstlige hjørne af USA.

Miami tiltrækker et bredt udvalg af mennesker – fra soldykkere og celebrities til den ældre generation, der ynder at nyde deres otium her.

Miami har et væld af attraktioner, og hvis du lejer en bil, er du kun få timers kørsel fra nogle af verdens bedste forlystelsesparker, spektakulær natur og skønne tropeøer. Miami er i sandhed en drømmedestination for rejsende verden over, og takket være det varme klima kan du tage på stranden året rundt.

Med den introduktion byder vi velkommen til vores Miami guide, som vi håber, du kan bruge til din rejse.

copyright-pixabay-miami
Hippe South Beach

Transport

Ind og ud

Miamis internationale lufthavn har koden MIA og ligger kun 10 km fra centrum. Lufthavnen har forbindelse til stort set alle byer i USA og til adskillige store byer i Europa. F.eks. London, Amsterdam, Frankfurt og Paris. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen kan du tage en taxi – de fleste kører efter taxameter, men nogle har faste priser på turene. Forvent at betale ca. 25 USD til downtown og ca. 35 USD til South Beach-området. Et alternativ til taxaerne er shuttlebussen, der er lidt billigere.

Nemmest er det med en privat lufthavnstransfer som du kan booke hjemmefra til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i lufthavnen – også hvis dit fly skulle være forsinket.

Husk at søge om indrejsetilladelse (ESTA) – det kan du gøre her.

At komme rundt

På trods af størrelsen, så er det nemt at komme rundt i Miami. Det er meget populært at leje en bil, og du kan finde alle de store udlejningsfirmaer i f.eks. lufthavnen. En bil er et must, hvis du vil udforske byen og de omkringliggende områder, da nogle af seværdighederne ligger langt fra hinanden.

Hvis du lejer en bil, så vær opmærksom på prisen på parkering – i områder som f.eks. South Beach er det dyrt. En god måde at se byen på er ved at leje en cykel. Områder som Little Havana og South Beach er pragtfulde steder at opleve i roligt tempo.

I indlægget Hvor skal du bo i Miami? kan du læse meget mere om offentlig transport i byen og hvordan de forskellige områder er bundet sammen.

Overnatning i Miami

De fleste turister foretrækker at booke et hotel tæt på stranden. South Beach er det dyreste sted at bo, men du kan finde mange billigere alternativer i området omkring North Beach. I de senere år er der åbnet en lang række hoteller i downtown Miami, et godt valg, hvis du vil være tæt på shopping, barer og restauranter.

Har du tegnebogen i orden, så tag et kig på de luksuriøse hoteller på Collins Avenue mellem 15. og 23. gade. Et hipt sted at bo i Miami er Wynwood, Midtown og The Design District, tre bydele, der ligger nord for downtown. Her kan du finde små specialbutikker, kunstgallerier og en stribe fancy barer og restauranter.

Gode valg til ferien i Miami inkluderer det hippe og kitchede Pelican Hotel på Ocean Drive og det lækre Shore Club på Collins Avenue, der med sin gode service og moderne design er typisk for Miami.

Lidt dyrere er Gale South Beach, der er nyrenoveret og har nogle lækre værelser og et skønt poolområde på taget. Vi kan naturligvis heller ikke komme udenom Delano, der i årevis har været et af de hotteste steder i Miami. Her er der liv og glade dage med parties omkring den lange pool.

Her på solstrandsommer.dk har vi fundet en stribe gode hoteller, der alle får gode anmeldelser og har det til fælles, at man får meget for pengene. Du kan nemt bo dyrere og mere luksuriøst, men tjek vores forslag i indlægget Her skal du bo ved Miami Beach.

Det fulde udvalg af hoteller og lejligheder i Miami kan du finde på f.eks. hotels.com eller booking.com – de to sider har som regel også de laveste priser. Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Villa Vizcaya indeholder i dag et fint museum

Strande i Miami

South Beach

Miams skønne strande er en af hovedårsagerne til, at turister besøger byen. Mest berømt er South Beach, der ligesom byens øvrige strande ligger på en lille og smal ø, der er forbundet til fastlandet af seks broer. South Beach er den mest trendy strand i Miami, ja, måske i hele USA. Det er her du kan blande dig med de unge og smukke og se og blive set.

Hårdtpumpede fyre, forretningsmænd og unge kvinder i minimale bikinier flasher kroppen og tegnebogen. Det siger sig selv, at området omkring South Beach og Ocean Drive er hot og hipt med smarte restauranter, fancy barer og en masse sjov, men prisniveauet er skyhøjt.

Selve South Beach er skøn, sandet er blødt og du kan svømme, arbejde på kuløren eller snuppe lidt mad og drikke på en af strandbarerne.

Central Beach

Mod nord ligger byens centrale strand, der ofte bliver kaldt Central Beach. Stranden løber mellem 21. gade og 78. gade. Som ved South Beach er det også her populært at bruge den hyggelige promenade til joggingture, cykling og skating. Du kan leje solstole, og på Central Beach er du aldrig langt fra caféer, barer og restauranter.

Bal Harbour Beach

Umiddelbart nord for centralstranden finder du Bal Harbour Beach, der er en af Miamis mondæne strandområder. Her ligger internationale hoteller og luksuslejligheder på stribe, og Bal Harbour har sin helt egen vibe. Når du har fået lidt farve og plasket i det klare vand, kan du spise på bistroerne eller på caféerne ved Surfsideområdet.

Haulover Beach

Skal du have sol på hele kroppen, så er det om at vende snuden mod berømte Haulover Beach, hvor nøgenbaderne mødes. Den lange strand har skønt turkisblåt vand, og du kan købe forfriskninger på de små strandbarer.

North Beach

North Beach er mere rolig end strandene mod syd. Stranden holder samme kvalitet og er dejlig bred. Du kan spille volleyball eller bare nyde den varme sol. På den anden side af strandvejen ligger flere caféer og fastfoodrestauranter.

copyright-pixabay
Gammel amerikanerbil ved South Beach – et klassisk billede

Oplevelser i Miami

Little Havana og Little Haiti

Miami har flere spændende attraktioner, f.eks kvartererne, hvor mange af indvandrerne bor. Den mest dominerende gruppe er cubanerne, der bor i en del af byen kaldet Little Havana.

Området er meget forskellig fra resten af Miami, Caribiens afslappede atmosfære er let at finde, og du kan lytte til eksotiske rytmer og spise noget af det bedste og billigste mad i Miami. Little Havana ligger sydvest for ottende gade omkring Calle Ocho.

Haitianerne har også deres eget område i Miami, og det kaldes selvfølgelig Little Haiti. Mange lokale foretrækker dog at kalde bydelen Lemon City på grund af de mange ikke-haitianere, der også bor i nabolaget.

Miamis art deco-bygninger

Miami er også berømt for Art Deco bygningerne i området ved South Beach. Langs de tre parallelgader, Ocean Drive, Collins Avenue og Washington Avenue, kan du opleve de gamle huse, der er bygget i slutningen af 1920’erne.

Art deco arkitekturen var oprindelig fra Paris, men blev eksporteret til Miami, hvor stilen var meget anderledes og moderne i forhold til de eksisterende huse. Bygningerne er meget farverige og har smukke motiver som blomster og dyr.

I mange år var art deco husene næsten glemt, men i 1979 begyndte kvinden Barbara Baer Capitman og nogle af hendes venner at tælle bygningerne.

Sammen med National Register of Historic Places besluttede hun at restaurere de mange huse, og i dag er art deco bygningerne en vigtig del af Miamis kultur. Ejerne af butikkerne, restauranterne og hotellerne gør et kæmpe stykke arbejde for at beskytte husene.

Shopping

Hvis du ikke har nok butikker på Ocean Drive og de omkringliggende gader, så kan du besøge den lange gågade Lincoln Road Mall, der betragtes som det hippeste sted i Miami lige nu. En anden mulighed er Miami Design District i Wynwood området.

Vizcaya Museum

Miami har kun meget få historiske attraktioner. En af dem er Villa Vizcaya, der i dag kaldes Vizcaya Museum. Den smukke bolig i renæssancestil blev bygget mellem 1914 og 1916, og var ejet af Chicago-forretningsmanden James Deering. Du kan opleve de smukke haver og selvfølgelig huset og museet.

Oplevelser udenfor Miami

Lejer du en bil har du mulighed for at opleve mange af Floridas spændende seværdigheder. Børn og barnlige sjæle vil selvfølgelig synes godt om f.eks. Seaworld, Universal Studios og Walt Disney World, men du kan også besøge Legoland.

Men der er bestemt også spændende udflugter for de voksne. En tur til Everglades Nationalpark må ligge højt på listen. Det enorme vådområde er kendt for sine creeks og gode mulighed for at spotte fugle og alligatorer.

På Floridas vestkyst er der mere ro, og du kan måske tilbringe nogle dage ved stranden ud til Den Mexicanske Golf. Du kan også tage en kort flyvetur til Bahamaøerne, hvor de lækre strande venter.

En god oplevelse er Key West, der er det amerikanske fastlands sydligste punkt. Her er der en atmosfære af Caribien med dejlige strande og god dykning. Nyd den flotte solnedgang fra Mallory Square og snup en drink mens du lytter til et af de gode livebands. Et godt råd er at tilbringe minimum to nætter i Key West.

miami guide
Herlige Ocean Drive

Mad & drikke

Miami har restauranter for enhver smag og pengepung. I de populære områder som Ocean Drive, Collins Avenue og Wynwood er det temmelig dyrt at gå ud at spise, men går du ned ad de små sidegader, så vil du finde billigere alternativer.

Du kan finde restauranter med mad fra hele verden, men generelt er maden et mix af det franske, amerikanske og asiatiske køkken med et twist af Caribien og Latinamerika. Little Havana og bydelene væk fra kysten er de billigste steder at spise.

De fleste restauranter vil lægge drikkepenge til regningen, som regel mellem 15 og 20 %. Mange af de fancy klubber har også en restaurant, men du kan også tjekke stederne herunder.

Steve’s Pizza

Så afgjort den bedste pizza i Miami. Byen har dusinvis af pizzarier, men de lokale tager hen til Steve’s, der er kendt i miles omkreds for at kreere den bedste pizza. Mest besøgt er filialen ved South Beach, men fortvivl ikke, hvis du bor et andet sted i byen, for Steve’s har pizzariaer over alt i Miami, der alle holder god standard.

Tap Tap

De etniske restauranter ligger som regel også i de etniske bydele, men Tap Tap er en undtagelse.  I South Beach-området kan du finde dette herlige spisested, hvor du kan smage en bid af Caribien med et strejf af Afrika og Frankrig. Det er lækkert og billigt!

The Bazaar by José Andres

Den bedste spanske restaurant i Miami. Her får du tapas, paella og lækre skinker som var du i Spanien. Maden er kreativt anrettet og du vil få byens bedste service.

Det er ikke billigt, men du vil næppe fortryde, at du valgte netop The Bazaar på SLS hotel på Collins Avenue til en god middag. Du kan med fordel varme op med en lækker cocktail i den tilstødende bar.

Blue Collar

Hvis du vil spise ægte amerikansk i USA, så fås det ikke meget bedre end på Blue Collar på Biscayne Boulevard. Tænk lækre barbecue ribs og kæmpe burgere, men også frisk fisk og sågar vegetarretter. Blue Collar er et uformelt sted, der er helt nede på jorden, men dog alligevel stilfuldt.

Aften- og natteliv
For mange mennesker er Miami en non-stop fest. Byen tilbyder en væld af forskellige barer, fra billige snuskede steder i Little Havana til verdens mest hippe steder. Du kan finde funky barer, loungebarer og private fester, såvel som salsa- og merengueklubber.

I årevis har området omkring South Beach været det hotteste sted at feste, men flere dyre og smarte barer er poppet op i downtown, Miami River og Wynwood. Prisniveauet på de fleste barer er vanvittigt, men det er dyrt at feste med jetsettet. Se også indlægget 8 gode barer i Miami.

miami guide
Skøn strandbar ved aftentide

Praktisk information

Valuta

I USA bruger man dollars (USD). Kontantautomater er udbredte og på mange restauranter accepteres kreditkort som f.eks. Visa og Mastercard.

Mere info

En guidebog eller et kort over byen er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Husk dog at give plads til eventyret. Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå – det er som regel sådan du får de mest uventede oplevelser.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Inden din rejse til Miami anbefaler vi, at du tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til USA og eventuelt downloader app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Miami kan besøges året rundt. Amerikanerne selv rejser helst til Miami i vintermånederne, hvor det er mest tørt og temperaturen ligger på 24° C til 28° C. Det kan i perioder være køligere og nattemperaturen falder ofte til under 15° C.

Sommeren i Miami er varm og fugtig. Forvent temperaturer på 31° C til 33° C. Fra juni til september falder der en hel del regn i Miami, ca. 160 til 250 mm pr. måned.

I sommermånederne kan du være heldig at støde ind i nogle gode hoteltilbud, men generelt er Miami dyr, både når det gælder overnatning og en tur på restaurant.

Miami
17°
few clouds
51% humidity
wind: 7m/s N
H 22 • L 17
21°
Wed
23°
Thu
24°
Fri
24°
Sat
24°
Sun
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Miami

Vores Miami guide har selvfølgelig også et kort over byen med markering af bl.a. strande, barer, restauranter og seværdigheder.

Miami guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Miami med prisgaranti – se mere her
Find billige flybilletter til Miami – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Lej bil i Miami – sammenlign priser hos de store selskaber her

Tak fordi du læste vores Miami guide – du kan finde mere information på Visit Florida, der er den officielle turistside.

3 Comments

  1. Du tænker nok steaks, burger og fritter som rigtig amerikanermad, men i Miami ligger der nogle superlækre seafoodrestauranter. Min top 3: Mandolin i design districtet (bestil bord), Makoto (sushi i Bal Harbour), Khong River House på Lincoln Road. Velbekomme

  2. Der er kun et sted at bo i Miami: SOUTH BEACH. Du er tæt på alt og bor ud til den bedste del af stranden. Som en bonus er området hyggeligt og charmerende. Ikke noget som ellers kendetegner USA efter min mening.

    Restaurantanbefalinger: Otentic Fresh Food Restaurant ved South Beach og Whole Foods Market i downtown. Sidstnævnte er en kæmpebuffet i det der ligner et supermarked. Men billigt og stort udvalg.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*