Læs her, hvordan du kommer fra Rhodos lufthavn til centrum eller dit hotel uanset hvor på øen du bor. Lufthavnen på Rhodos har koden RHO og ligger på øens vestkyst ca. 14 km syd for Rhodos By.
Der er flest transportmuligheder, hvis du bor i Rhodos By eller i strandområderne Ixia og Ialyssos. Til feriebyerne på østkysten er mulighederne til gengæld begrænsede.
Har du eller overvejer du at booke en charterrejse, så vil du som regel kunne tilkøbe lufthavnstransfer, hvis det ikke er inkluderet. Her er der typisk tale om transport med bus, hvor der gøres stop ved flere hoteller undervejs. Især hvis du ønsker at bo på østkysten kan en pakkerejse således være en god løsning.
Inden vi går til de forskellige muligheder for at komme fra Rhodos lufthavn til centrum, så husk, at du kan læse mere om den populære græske ø i vores guide til Rhodos og i indlæggene Hvor skal du bo på Rhodos? og De bedste familiehoteller på Rhodos.
1. Offentlig bus
Den offentlige bus er absolut billigste mulighed for at komme fra Rhodos lufthavn til centrum. Bussen holder lige udenfor ankomstterminalen og kører til gaden Averof i centrum af Rhodos By. Herfra skal du finde transport til dit overnatningssted. Averof ligger ca. fem minutters gang fra den gamle by.
Undervejs fra lufthavnen til Rhodos by gøres der stop flere steder – også i Ixia og Ialyssos, der er populære turistområder. Du kan købe billet til bussen ved skranken i lufthavnen (2,50 e) eller direkte hos chaufføren (2,60 €). Medbring så lige penge som muligt.
I sommerperioden er der afgang ca. hver halve time i dagtimerne, mens busserne kører med større intervaller morgen om aften – typisk hver time. Turen fra Rhodos lufthavn til centrum tager ca 30-35 minutter alt efter trafik. Du kan se mere om bus og afgangstider her.
2. Taxi
Selvfølgelig har du også mulighed for at tage en taxi fra lufthavnen ril dit bestemmelsessted. De holder lige udenfor terminalen og er blå og hvide. Fordelen ved taxi er selvfølgelig, at du bliver kørt direkte til dit hotel. Bemærk dog, at dele af f.eks. Rhodos By er bilfri og at du derfor kan blive nødt til at slæbe din bagage et stykke vej.
Til gengæld er taxi en rigtig god mulighed, hvis du bor på østkysten eller at andet sted på Rhodos, der ikke er dækket af bus. I højsæsonen, dvs. sommermånederne, kan der være kø for at få en taxi. Turen fra lufthavnen til centrum bør koste 30-35 €.
3. Privat transfer
Den nemmeste mulighed for at komme fra Rhodos lufthavn til centrum eller dit hotel er hjemmefra at booke en privat transfer til en fast pris. Her står chaufføren i lufthavnen med et skilt med dit navn. Han eller hun holder øje med dit fly og venter på dig selvom dit fly skulle være forsinket.
Udover at du ikke skal stresse over transport ved ankomst til Rhodos, så er fordelen ved en privat transfer også, at du kan bestille præcis den type bil du har brug for mht. bagage og antal personer.
Har du booket overnatning på vestkysten af Rhodos, så kan en privat transfer være den bedste løsning for dig.
4. Lej en bil
Du har også mulighed for at leje en bil. Enten hjemmefra eller på stedet. Vi anbefaler at booke hjemmefra og på den måde være sikker på at få en bil og præcis den, du ønsker.
Fordelen ved at leje bil er at du også har den til rådighed i løbet af ferien, hvor du i eget tempo kan køre rundt til strande, seværdigheder og alle de andre ting du gerne vil opleve på Rhodos.
Som altid er det dog en god idé at tjekke om du kan parkere der hvor du ønsker at overnatte. Enten gratis eller mod gebyr.
Be the first to comment