Hvide sandstrande, slanke palmer, hede reggaerytmer, masser af rom og en tilbagelænet atmosfære. Sådan er det Caribien, vi drømmer om. Vil du opleve det bedste af det bedste på de solbeskinnede øer, så tjek disse seks steder, der nok skal sætte gang i feriedrømmene.
1. Shoal Bay – Anguilla
Anguilla hører bestemt ikke til de mest kendte øer i Caribien, men her finder du nogle af de smukkeste strande man kan tænke sig. Én strand tager dog prisen som Anguillas mest perfekte; Shoal Bay, der er sådan et sted vi drømmer os hen en kold vinterdag i Danmark.
Vandet er turkisblåt og krystalklart, og selv i højsæsonen mærker man, at Anguilla er en af Caribiens mindst turistede øer. På den lille strandbar, Uncle Ernie, kan du snuppe en kold øl, spise grillkylling eller måske dagens friske fisk. Shoal Bay er et roligt sted, men om søndagen er der livemusik, og det sætter altid skub i stemningen.
2. Blue Mountains – Jamaica
Den berømte laid-back ø er mest kendt for reggae og strande, men oppe i Blue Mountains finder man et helt andet Caribien. I de smukke tågeindhyllede bjerge i næsten 1000 meters højde kan du sidde på din terrasse og kigge ud over et fortryllende og frodigt landskab.
Det var heroppe i det kølige klima englænderne og plantageejerne yndede at bo, og har du mulighed for at rive et par dage ud af kalenderen på din rejse til Jamaica, så er Blue Mountains oplagt at besøge. Det ypperste sted man kan bo er på Strawberry Hill, men der er billigere alternativer.
3. Havana – Cuba
Selvfølgelig skal den cubanske hovedstad Havana nævnes, når vi taler om coole steder i Caribien. Byen er old school på den fede måde. Pragtfulde kolonihuse, gamle amerikanerbiler og en atmosfære, der får en til at føle sig sat 50 år tilbage i tiden.
Den amerikanske handelsembargo har sat sine tydelige spor, men den livsglade befolkning er blot endnu et plus ved Caribiens største ø. Drik god rom, dans salsa natten lang og sov den ud på de postkortlækre strande.
4. Bombas Surfside Shack – Tortola
Bombas er en typisk caribisk beach shack lavet af brædder, drivtømmer og hvad man nu ellers kan finde af materialer. Siden åbningen i 1976 har lokale og turister valfartet til det lille primitive sted, hvor drinksene er rigelige og laid-back atmosfæren ikke fås meget bedre.
Men måske også fordi kvinder bliver opfordret til at hænge deres bikinitrusser i baren. Hmm…det sætter nogle tanker i gang! Men der er mere at komme efter. Bombas popularitet skyldes ganske givet også det månedlige full moon party, der de sidste 25 år har underholdt gæsterne med bbq ad libitum, masser af rumpunch og barens specielle svampete. Nu er du advaret!
5. Harbour Island – Bahamas
Bahamas tidligere hovedstad Harbour Island er berømt for sin fem kilometer lange strand med lyserødt sand. Vandet er klart som glas og de smukke huse, der er lige så lyserøde som sandet gør stedet unikt.
Harbour Island var engang feriested for den britiske overklasse, og selvom man stadig skal have pengepungen i orden for at bo på det nyrenoverede Pink Sands Hotel, så er klientellet blevet mere festligt. Der er heldigvis andre steder at bo, og øen er kendt for at have de bedste restauranter på Bahamas.
6. Morne Trois Pittons Nationalpark – Dominica
Øen, der ved første øjekast er Caribiens grimme ælling overrasker ved nærmere bekendtskab. Her er ingen paradisstrande, men til gengæld smuk og frodig natur.
Dominica er det perfekte sted at booke sig ind på et ecoresort og lade dagene gå med at udforske den mest uberørte og velbevarede ø i Caribien. Glem alt om store resorts og vildt natteliv, her gør man som de lokale; tager det helt roligt.
Be the first to comment