Berømte badebyer: Amalfi

#3 Berømte badebyer: Amalfi

Syditaliens berømte kystlinje ligger mellem Positano og Vietri sul Mare. Byen Amalfi har givet navn til området – måske fordi den ligger præcis midt på strækningen. Kysten er hjem for nogle af Italiens bedste hoteller og restauranter, der ligger billedskønt ud til til havet mellem forvredne klipper og dejlige bugter.

Det er et must at leje bil for at prøve kræfter med de smalle bjergveje, der bringer dig til små gemte perler og byer, som ligger imponerende op ad bjergskråningerne.

Det siger sig selv, at man må dele Amalfikystens herligheder med tusinder af andre turister. I sommermånederne juli og august er her proppet med mennesker, og kystvejen kan være én lang kø.

Ofte kan det bedre betale sig at gå, hvis afstanden ikke er for stor. Alternativt kan man tage båden, der forbinder de store kystbyer Amalfi, Ravello og Positano med den lige så populære ø Capri.

Amalfi er en gammel by med historie helt tilbage til det 6. århundrede. Det var under det byzantinske styre, at byen fik mere og mere magt.

Efter at have fået sin uafhængighed og dermed kunne betragtes som en bystat, udvidede man havnen, der lå i konkurrence med bl.a. Venedig. I årevis dominerede Amalfi markedet for f.eks. krydderier, parfume, silke og kostbare tæpper.

Allerede i 1960’erne blev Amalfikysten et mondænt sted at holde ferie, og sådan har det faktisk været lige siden. Selve byen Amalfi består af flere hyggelige pladser, der er forbundet af gågader fyldt med restauranter og souvenirshops.

Midt i byen ligger domkirken, og de mest betydningsfulde fund fra gammel tid er udstillet i Cappella del Crocefisco, der ligger lige ved siden af. Domkirken ligger på en hyggelig plads, der har flere gode caféer. Amalfis rullestensstrand er udmærket, men i den grad overfyldt i sommermånederne.

Kystens byer og spektakulære udsigter er attraktioner i sig selv, men der er mere at komme efter. Du kan f.eks. tage båden fra Positano for at besøge Grotta delle Matera og den lille bugt Marina di Crapolla, der har gamle romerske villaer på stranden.

Tæt ved ligger tre småøer, der går under navnet Li Galli. Det er faktisk herude på havet, man får det bedste indtryk af Amalfikysten, hvor det ene fantastiske sceneri afløser det andet.

De fleste af bystrandene er ligesom i Amalfi temmelig fyldte med turister. Ofte bliver man nødt til at søge udenfor byerne for at bade, men du kan også besøge Grotta dello Smeralda,der et populært udflugtsmål med gode bademuligheder. Du kan tage dertil med båd eller bil, men vær tidligt ude hvis du vil have en p-plads.

Langt de fleste strande er rullestensstrande, der synes at tilbyde det samme. Men for de, der kommer til Amalfi for at blive set, er Marina Grande Beach i Positano stedet.

Lokalt siger man, at stranden i Erchie, der ligger lige vest for Salerno, er en af de mindst travle langs kysten, men her er alligevel solstole på række. Vandet er dejlig klart, og man har udsigt til det gamle udkigstårn fra middelalderen.

Kysten er berømt for sit keramik, og i byen Vietri finder du en stribe butikker og workshops. For smukke udsigter er området vest for Salerno, tæt på Sorrento, værd at anbefale. Fra byen Meta op til Colli di San Pietro og ned igen i retning mod Positano, mødes du af betagende scenerier.

Amalfikysten byder også på herlige små fiskerbyer, nationalparker og kyststrækninger, der kun kan nås med båd. I Ravello kan du besøge domkirken med de store bronzedøre og flotte mosaikker.

Mad er noget særligt i Italien – således også på Amalfikysten, der har nogle af landets bedste restauranter. Prøv f.eks. Taverna del Capitone i Marina di Cantone, der siges at være blandt de allerbedste.

Prøv også Rosellini’sPalazzo Sasso Hotel i Ravello, der blev grundlagt af mesterkokken Antonio Genovese. Her serveres et spændende fusionskøkken med italiensk gastronomi som fundament.

De fleste almindelige turister vil nok mene, at prisniveauet er skyhøjt langs kysten. Det er det også, men i modsætning til flere af de italienske badebyer, så er niveauet rimeligt. Leder du efter et godt sted til rimelige penge, så prøv La Gurracine i Positano – her får du god og enkel mad, der bare smager skønt.

En af Amalfikystens dejlige strande

Sådan kommer du til Amalfi

Nærmeste større lufthavn er den i Napoli (kode: NAP). Flere flyselskaber har direkte ruter fra Danmark til Napoli. F.eks. flyver SAS, Ryanair og Norwegian fra København. Der kan dog være tale om sæsonruter, der kun flyves fra forår til efterår eller over sommeren.

Fra lufthavnen til dit hotel kan du hjemmefra booke en privat transfer, hvor chaufføren venter på dig i ankomstterminalen. Du kan også leje en bil som du kan have til rådighed på ferien.

Her skal du bo i Amalfi

Amalfikysten har mange rigtig dejlige overnatningssteder, men som nævnt tidligere, er prisniveauet højt. Uanset hvornår du skal besøge Amalfi, så book overnatning i rigtig god tid – det gælder ikke mindst i højsæsonen. Du kan booke hotel, feriehus eller lejlighed på f.eks. booking.com, der har det største udvalg og som regel også de laveste priser.

Forslag til aktiviteter i Amalfi

Der er flere gode aktiviteter i Amalfi. Du kan f.eks. prøve en sejltur langs kysten, deltage i et madlavningskursus, smage god vin på en vintur i omegnen, men også tage med på udflugt til historiske steder en dagstur væk.

Hvornår skal du rejse til Amalfi

Amalfi-kysten er et dejligt sted at holde ferie og måske et af de mest romantiske steder i verden. Det kan dog anbefales at undgå juli og august for ikke at løbe ind i det helt store turistmylder og ikke mindst det høje prisniveau, som området desværre også er kendt for. Starten af juni og september ville være perfekte rejsetidspunkter.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*