Området ved Husby Klit er et yderst populært sted at holde ferie for både danskere og tyskere. Du kan nemt leje et sommerhus, men der er også både feriecentre, hoteller og campingpladser med hytter i nærheden.
Ikke langt fra Husby Klit ligger Vedersø Klit hvor du finder turistcentret, men der er endnu flere muligheder i Søndervig længere mod syd – her er udvalgt af restauranter og aktiviteter noget større.
Overnatning
I området omkring Husby og Vedersø Klit ligger et kæmpe udvalg af sommerhuse i alle størrelser og prisklasser. Book i god tid i sommerperioden! Se kampagner og få rabatkoder på sommerhuse ved Husby her.
Du kan også booke overnatning på Vedersø Klit Camping & Cottages, der har hytter med plads til 2-6 personer eller det skønne Nørre Vosborg, som er indrettet i en gammel herregård.
Lidt udenfor Husby kan du se på Rejkjær Camping (syd for Ulfborg), Nissum Fjord Camping og Fjand Badeby, der alle har hytter.
Spisesteder
Husby Klit er et gammelt sommerhusområde med et betydeligt rykind af turister fra maj til september/oktober. Derfor kan det undre, at udvalget af spisesteder er ret begrænset.
Til gengæld kan du køre til f.eks. Søndre Nissum, Søndervig, Holstebro eller Ringkøbing, hvor du finder flere muligheder for at få stillet sulten.
De bedste restauranter i Husby og omegn
1. Restaurant Under Klippen – Holstebro (europæisk, skandinavisk)
2. Restaurant Sandgaarden – Søndervig (dansk, fransk, fisk & skaldyr)
3. Fiskehuset – Ringkøbing (dansk, fisk & skaldyr)
4. Restaurant Støberiet – Holstebro (dansk, skandinavisk)
5. Brasseriet på Hotel Fjordgården (dansk, nordisk, fusion)
Lejer I sommerhus og selv står for maden skal I unde jer selv at købe friske råvarer fra gårdbutikkerne og måske prøve nogle af områdets specialiteter.
Strandene
Umiddelbart ligner stranden i Husby og Vedersø Klit en hvilken som helst anden strand på vestkysten. Her findes det sædvanlige leben og hurlumhej og gæster iført badetøj i alle mulige og umulige afskygninger, men tager man en rask spadseretur et par hundrede meter til højre, altså mod nord, skifter udtrykket ret omgående.
Ved denne del af vestkysten ligger en række af bunkers fra 2. Verdenskrig, og ofte har lokale kunstnere lavet fantasifulde strandinstallationer af drivtømmer og strandingsgods. I dette område, hvor stranden er bredest, er badetøj ikke nødvendigt. Uanset hvor du slår dig ned på stranden, så er badeforholdene eminente
For at komme ned til stranden kører du ned ad Græmvej – for enden finder du en lille parkeringsplads og et offentligt toilet, der ligger et stykke væk fra den gode del af stranden.
Det kan du opleve
Oplevelserne ved Husby og Vedersø Klit handler i høj grad om smuk natur. Det er der til gengæld masser af, hvor landskabet byder på bl.a. hede, søer, moser, fjorde og forskelligartet skov.
Det er et område, der er oplagt til den aktive ferie – her er bl.a. gode vandre- og cykelstier, men du kan også tage en tur på hesteryg gennem det smukke landskab.
Et af de steder ved Husby Klit du SKAL besøge, er Marens Maw – et udsigtspunkt med en fantastisk udsigt over hav og skov. Det er selvfølgelig også oplagt at spotte fugle og dyr som krondyr – f.eks. i Vestre Plantage, hvor du også kan opleve Vind Kirke fra 1200-tallet.
Af større byer i nærheden er Holstebro og Ringkøbing oplagte at besøge. I Holstebro kan du f.eks. tage med på byvandring, mens du i Ringkøbing kan besøge museer og lære mere om livet omkring fjorden. På Hotel Fjordgaarden er der mulighed for at nyde en dag i den dejlige spa.
Lidt længere mod syd kan du tage med på rundvisning hos Stauning Whisky, men børnene vil nok holde mere af Wow-Park i Skjern, der er fuld af sjove aktiviteter.
Transport
Det er næsten et must at have en bil for at besøge Husby og Vedersø Klit. Har du ikke selv en, så er det oplagt at leje en bil – det giver jer også frihed til at tage på udflugt i eget tempo.
Alternativet er at tage toget til Holstebro og herfra bus til Husby/Vedersø. Fra flere større byer – bl.a. København, Odense og Aarhus kan du også benytte Flixbus til Holstebro. Det er en nem og meget billig måde at rejse på.
Be the first to comment