Dejlige strande: Playa Cantarrijan

Playa Cantarrijan er perfekt til en badeferie under den spanske sol

Playa Cantarrijan ligger ca. 80 km øst for Malaga mellem de to feriebyer Almunecar og den noget større Nerja. Selvom turismen også er nået hertil, så er området knap så hektisk som ved Malaga.

Stranden er 350 m lang og bliver delt af en klippe. På den vestlige del af stranden er sandet fint, mens det er lidt grovere på den østlige del. Der er flere steder småsten. Cantarrijan er generelt god til børn, men der kan af og til være en pæn vind og store bølger.

På stranden kommer mange forskellige mennesker. Også en del lokale – specielt i weekenden, hvor stranden er meget besøgt. På øststranden, hvor der ikke er liggestole og parasoller, er der flest naturister.

Playa Cantarijan bliver rengjort dagligt og fremstår rigtig dejlig – perfekt til en badeferie under den spanske sol.

Faciliteter

Der er gode parkeringsforhold, bruser og mulighed for at leje solsenge. To liggestole og en parasol koster 10 € pr. dag. Ofte er der mulighed for massage ved restauranten La Barraca.

De to strandrestauranter, La Barraca og La Bola Marina, sørger for mad og drikke, som du selvfølgelig også kan medbringe hjemmefra. På restauranterne koster et måltid ca. 14-18 €.

Der er betjening på selve stranden, hvor en strandtjener (mod et mindre gebyr) sørger for at hente bestilte drikkevarer på restauranten.

Transport

Det er absolut nemmest at komme til Cantarijan med egen bil. I tidsrummet 1. juli til 31. august er det ikke muligt at køre i bil ned til selve stranden. Der er i stedet indsat små busser, som kører i pendulfart mellem parkeringspladsen og stranden. Det koster 1 € hver vej. Man kan selvfølgelig spare pengene og gå de 1,4 kilometer op og ned ad vejen.

Kommer du fra Nerja på vej N340 er der en vej på højre hånd lige før Cerro Gordo tunnelen – se efter skiltet. Herfra er der ca. halvanden km til stranden.

Kommer du fra Almunecar på vej N340 skal du ligeledes dreje af efter tunnelen, kig efter skiltet mod Cerro Gordo. Kør halvanden km og kig så efter skiltet til stranden. GPS koordinater til parkeringspladsen: N 36.74619/W 3.77550.

Overnatning

Nærmeste større ferieområde er omkring Nerja, der har mange gode overnatningssteder. Se nærmere på Hotel Riu Monica, hvis du er til resorts med lækre pools og masser af faciliteter. Af mindre overnatningssteder er Mena Plaza et topvalg – her kan du også booke familieværelser.

Flere danske rejsebureauer har Nerja på programmet – her er direkte fly og hotel inkluderet. Lufthavnstransfer eller lejebil kan nemt tilkøbes – se et udvalg af pakkerejser her.

Nerja har et fint udvalg af barer, cafeer og spisesteder. En hyggelig by, der er et godt udgangspunkt for at udforske baglandet, hvor der er smuk natur og gode vandreruter.

Vejret

Sæsonen er lang på Spaniens sydkyst. Allerede i marts/april er det ofte strandvejr, og helt frem til oktober/november er det muligt at snuppe en badetur. Forvent 30-35 °C i sommermånederne.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*