Dejlige strande: Es Trenc på Mallorca

Es Trenc er en af Mallorcas bedste strande

Es Trenc ligger på det sydlige Mallorca. Det er en vanvittig lækker sandstrand med det klareste vand. Stranden er meget børnevenlig, da man skal meget langt ud i vandet, før det bliver dybt.

Es Trenc er lang og har plads til alle. Også naturisterne, der her kan sole og bade på en af de eneste officielle fribadestrande på Mallorca. Stranden er godt besøgt – især omkring klyngerne af solstole, men det er bare at gå derudaf, hvis du vil have lidt privatliv. Det kan du også få bag bevoksningen.

Faciliteter

Der kan lejes liggestole og parasoller. To liggestole med parasol koster 16 € pr. dag. I hver ende af stranden er der en bar/strandrestaurant, men det er en god idé at medbringe mad og drikke hjemmefra.

Transport

Fra Palmabugten kommer du lettest til Es Trenc ved at følge denne anvisning:

Tag MA-19 Autovia de Levante mod Llucmajor/Santanyi.
Tag frakørsel nr. 26 Llucmajor/Porreres/S’estanya.
Tag rundkørslens 2. afkørsel mod S’Estanyol.
Følg MA-6015 i ca. 9,5 km.
Drej til venstre mod Santanyi/Ses Salines.
Følg MA-6014 i ca. 6,6 km.
Drej til højre i rundkørslen mod Ses Corvettes/Es Trenc.
Følg MA-6030 i ca. 2,9 km.
Drej til venstre mod Ses Corvettes/Es Trenc.
Efter ca. 1,4 km., drej da til højre i T-krydset mod Ses Corvettes/Es Trenc.
Efter ca. 1 km. kommer betalings p-pladserne ved stranden.
Indtast alternativt disse koordinater i din GPS, så bliver du bragt lige til døren ved den ene af p-pladserne: N 39.35563 – E 2.97346

Parkering koster 6 € om dagen. Det er også muligt at tage offentlig transport. Der er ruter fra Palma til både Sa Rapita og Colonia de Sant Jordi, der ligger på hver side af Es Trenc. Klik ind på tib.org for at se ruter, priser og afgangstider.

Overnatning

Nærmest ferieby med mulighed for at booke overnatning er Colonia de Sant Jordi, der har en del hoteller – f.eks. det gode Hotel Villa Chiquita. Fra byen er der ca. en halv times gang til Es Trenc.

Vejret

Mallorca er et klassisk sommerrejsemål. Du kan forvente strandvejr fra maj til ind i oktober. Mest solsikkert er det i juni, juli og august, hvor temperaturen ligger på 28-30 °C.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*