Playa Illa Roja på Costa Brava er en vanvittig lækker sandstrand. Omgivet af smukke klippevægge ligger paradiset som en lille beskyttet oase langs den populære kyst.
Stranden er meget velbesøgt – specielt i juli og august og i weekender, hvor der typisk kommer mange lokale spaniere forbi og nyder solen og vandet i bar figur. Stranden ligger ugeneret hen og er skærmet godt af for den nærmeste tekstilstrand og omkringliggende ejendomme.
Specielt lagde vi mærke til under vores besøg i august 2011, at der er rigtig mange børnefamilier og unge, vi anbefaler helt klart denne strand til folk, der ønsker at stifte bekendtskab med naturisme for første gang, da der hersker en hyggelig stemning blandt de mange badegæster på stranden.
Mange lokale ynder at smøre kroppen ind i rødbrunt mudder fra de omkringliggende jord- og lerlag tæt på de omkringliggende klippepartier. Og når først én er begyndt, så følger pludselig en hel flok efter, og til sidst er op mod en tredjedel af strandgæsterne indhyllet i helbredende mudder.
Kørselsvejledning
For at finde frem til L’Illa Roja, som betyder ”Den røde ø” på grund af den smukke klippeø midt på stranden, kan man følge denne kørselsvejledning:
Kommer man kørende sydfra på Avinguda Catalunya/C-31, drejer man af i rundkørsel/exit 333 og tager første vej til højre mod byen Palafrugell. Herefter følger man vejen og skiltene mod byen Begur. Når man er ankommet til Begur, følger man skiltene mod byen Sa Riera. Når man er tæt på Sa Riera, er der skilte, der angiver retningen til netop Illa Roja strand. Følg disse skilte, og man kommer frem til en lille rund parkeringsplads tæt på stranden.
Skiltningen er ret god, og vi behøvede slet ikke at bruge GPS eller kort for at finde frem til Illa Roja. Fra parkeringspladsen går man ned ad trappen til højre mod stranden. Ca. 20-30 meter nede ad trappen går man til højre og man skal passere et stort træ, der halvvejs spærrer for stien. Der er ikke noget skilt, der angiver at man skal gå til højre. (Bemærk: Forstætter man i stedet lige ud, ender man på tekstilstranden). Efter at have passeret træet, fortsæt da ligeud og man ankommer til Illa Roja, Playa Nudista.
Det kan godt betale sig at komme tidligt, hvis man gerne vil have en ordentlig parkeringsplads og samtidig gerne vil have en plads på stranden tæt på vandet. Der er ingen toiletter, brusere, kiosk eller lignende. Men Illa Roja ligger tæt på en stor tekstil strand, hvor man kan benytte sig af disse faciliteter.
Stranden ligger på den nordlige og mere rolige Costa Brava-kyst, det betyder dog ikke at det er svært at finde overnatningsmuligheder i nærheden, her er både hoteller, ferieboliger og campingpladser. Den lille by Sa Punta der ligger et stenkast fra Playa Illa Roja har ikke meget at byde på, men i Begur er der lidt flere muligheder.
Be the first to comment