I San Sebastian i det spanske baskerland har man udviklet en helt særlig badekultur. Både sommer og vinter strømmer indbyggerne til stranden for at tage en dukkert – San Sebastian kan nemlig prale af flere gode strande, der beskytter mod vind og vejr.
Rejsemagasinet Travel and Leisure er ikke i tvivl, La Concha-stranden i San Sebastian er Europas bedste bystrand. Når Rough Guides samtidig lovpriser byen, er det ikke underligt, at man netop her har oplevet et sandt rykind af turister denne sommer.
Byens strande er det helt store trækplaster og en rigtig god måde at opleve de lokale, for det er her det sker. Hvor man andre steder må søge til torvet eller markedet for at møde byens indbyggere, så er det i San Sebastian stranden man skal søge hen til.
Selv de unge har taget den lidt specielle kultur til sig. Pigerne dropper shoppingen, og smider allerede fra morgenstunden håndklædet i sandet, og så går snakken indtil sen eftermiddag.
Mange indbyggere i San Sebastian kommer faktisk hver eneste dag, også om vinteren, hvor man dog kun lige snupper en dukkert og går igen. Men på stranden, det skal man, for det er her man møder vennerne, kollegaerne og naboerne.
Engang Spaniens største turistby
Både La Concha og Ondaretta, en anden af byens strande, ligger beskyttet fra eventuel vind og bølger. De lokale mener, at vandet ved La Concha er ligesom i en swimmingpool, roligt og varmt. Historien fortæller, at San Sebastian i den sidste halvdel af 1800-tallet var Spaniens største turistby, og det var her badekulturen blev udviklet.
Når San Sebastian samtidig er en af verdens bedste madbyer, er det helt naturligt at turisterne har fået øjnene op for denne skønne perle i Biscay-bugten. Her findes flere Michelin-restauranter, men den robuste og yderst lækre mad har længe været en tradition i området. De skønne hapsere, pintxos, der er baskernes svar på tapas er et must at prøve.
Vil du besøge de bedste steder kan du tage med på en guidet pintxostur, arrangeret af San Sebastian Food. Der er skam også noget for børnene i byen, udover de skønne strande kan man besøge det nyrenoverede aquarium og forlystelsesparken på Monte Igueldo.
En anden grund til byens popularitet skal findes i de moderate sommertemperaturer. Mens der i Middelhavsområdet er stegende varmt, er det som regel køligere her i det nordlige Spanien. Men i San Sebastian er det altid vejr til en tur på stranden.
Be the first to comment