Nøgenbadning i Danmark og i udlandet

Vær opmærksom inden du smider tøjet

I sommermånederne fyldes strandene med tusinder af badegæster, der nyder solen og det dejlige kølende hav. Ikke alle tager badetøjet med, et stadigt stigende antal mennesker foretrækker at bade uden tøj på. Men hvordan er det lige med lovgivningen, det er nemlig ikke alle steder, man har det samme naturlige syn på nøgenhed som i Danmark.

Danmark

I Danmark er nøgenbadning tilladt på næsten alle strande. Men for ikke at støde andre mennesker er det en god idé at opsøge strande, der har tradition for nøgenbadning.

Alternativt må man på “tekstilstrande” vise hensyn og lægge sig med god afstand fra andre badende eller måske finde en klit. Det er altid en god idé at bruge sin sunde fornuft og vejre stemningen på den enkelte strand.

Frankrig

Frankrig har en lang tradition for naturisme. Over hele landet findes adskillige officielle naturisttsrande og feriecentre. Loven er lidt uklar, når det gælder nøgenbadning på ikke-afmærkede strande.

Generer man ikke andre mennesker, så er det i princippet lovligt, men det er politiet, der skønner om det er i orden. Man kan søge information lokalt eller på internettet om en strand har tradition for nøgenbadning. Er man i tvivl, er det altid en god idé at følge de lokale mht. påklædning.

Spanien

Den spanske lovgivning er meget tolerant når det gælder nøgenhed. Dermed ikke sagt, at man bare skal hoppe i bølgen blå uden en trevl på kroppen. Udenfor de almindelige turistruter bør man kun nøgenbade på de officielle nudistområder, “Zona Nudista” som de hedder på kanter.

Ved de store turistbyer har man for længst vænnet sig til topløse solbadere, men nøgenbadning bør kun finde sted på afsides strande og områder, hvor der er tradition for det.

Den almindelige spanier har i den grad taget naturismen til sig, mange steder nyder lokalbefolkningen solen i bar figur på lige fod med turisterne. Følger man de lokale med hensyn til påklædning på stranden, går man sjædent helt galt i byen.

Grækenland

Nøgenbadning er faktisk forbudt i Grækenland, men der findes officielle nøgenstrande. Ved mange af landets populære badesteder er der dog flere strande, der har tradition for nøgenbadning.

Søg information på internettet eller lokalt, hvis du vil være sikker på, at naturisme kan praktiseres. På de store øer og ved populære turiststeder, har de lokale efterhånden vænnet sig til topløse solbadere, men kommer man væk fra turistruterne, er det en god idé at huske badetøjet.

USA

Generelt er hverken nøgen- eller topløs solbadning tilladt i USA. Loven kan være forskellige fra stat til stat, men som hovedregel er det kun tilladt at bade nøgen på afmærkede strande. Man gør klogt i at overholde loven, både for ikke at støde nogen, men også for at undgå bøder.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*