Portugal med Lissabon i spidsen har de senere år været i rejseeksperternes søgelys. Det er blevet til den ene pris efter den anden til det Sydeuropæiske land, der alt for længe har stået i skyggen af Spanien og Frankrig.

Den tid er heldigvis forbi – i dag er Portugal et af tidens hotteste rejsemål, og vil du have alt hvad det spændende land har at byde på, så besøg Lissabon.

Det er dog en god idé at undgå august, hvor meget af byen er lukket ned. Det er især barer og restauranter, der har tradition for at holde varmefri. De ugelange siestaer, skal dog ikke afholde nogen fra at tage til Lissabon. Den portugisiske hovedstad er en storby med masser af tilbud til turisterne, men vælg ydersæsonerne.

Det og meget mere kan du læse mere om i denne Lissabon guide, som vi håber du får glæde af.

lissabon guide
Sporvogn og herlige kuperede gader i Lissabon

Transport

Ind og ud

Der er direkte fly med TAP fra København til Lissabon. Alternativt, også fra Billund og Aalborg, kan du flyve via Amsterdam med KLM. Rejser du ud af København er der også ruter med Lufthansa via Frankfurt og med Air France via Paris. Søg og sammenlign de billigste og bedste flybilletter her.

Lufthavnen i Lissabon (kode: LIS) ligger tæt på centrum og med taxi (20-25 €) tager det 20 minutter alt efter trafik og hvor i byen, du har booket overnatning.

I denne Lissabon guide anbefaler vi dog at tage metroen. Det er lige så hurtigt, men forudsætter selvfølgelig, at dit hotel ligger tæt på en metrostation. Du kan købe et metrokort/billet (kortet kan tankes op) og prisen ligger på ca 2 €. Kortet hedder Viva viagem og det kan du læse mere om her.

At komme rundt

Bor du i centrum af Lissabon, så kan du gå rundt til mange af seværdighederne, men byen har også et omfattende offentligt transportsystem.

Du kan både bruge metro, bus eller de ikoniske sporvogne. For at benytte den offentlige transport skal du trække et Viva Viagem kort (som nævnt herover). Bemærk, at kortet kun kan bruges til én slags transport – f.eks. enten bus eller metro.

Det kan være en god idé at købe et 24-timers kort, der kan bruges til forskellige transportformer. Viva viagem kortet koster 0,50 € og kan tankes op.

Overnatning i Lissabon

En storby som Lissabon har overnatning for enhver pengepung. Spørgsmålet er kun hvad dit budget er og hvor du vil bo. Centrum er som altid dyrest, men generelt er prisniveauet på overnatning lavt.

Er du gangbesværet, så vær opmærksom på, at nogle områder af byen er ret kuperede. Her vil f.eks. Baixa være et godt valg, hvis du ønsker at bo i centrum. Lejer du bil, så skal du selvfølgelig også tjekke, om du kan parkere, der hvor du vil booke hotel.

Du kan booke hotel på f.eks. hotels.com eller booking.com, der som regel har de laveste priser og det største udvalg af bl.a. hoteller og lejligheder. Som altid har vi selvfølgelig nogle anbefalinger til overnatning – alle steder får selvfølgelig topkarakterer af tidligere gæster.

Chiado Mercy Apartments – skønne lejligheder i Chiado
My Story Hotel Rossio – supergodt mellemklassehotel 350 m fra Avenida de Liberdade
Be Poet Baixa Hotel – value for money i Baixa
Casa Balthazar – i Bairro Alto et stenkast fra Baixa.

lissabon guide
Et kig ud over Lissabons tage

Orientering – byens områder

Baixa

Sammen med Chiado er Baixa Lissabons centrum. Det er også en af de fladere bydele (Lissabon er ret kuperet) og vil være perfekt til et kort ophold i den portugisiske hovedstad.

Her er alt inden for rækkevidde – f.eks. barer, restauranter og forretninger, der især ligger omkring Praca do Comércio og fancy Avenida de Liberdade. I Baixa bor du også tæt på flere seværdigheder og kan nemt hoppe på offentlig transport, hvis du vil udforske byen.

Chiado

Bydelen er nabo til Baixa, og her bor du således centralt i Lissabon. Chiado er mere kuperet og går for at være det mondæne alternativ med bl.a. flere dyrere hoteller og hippe caféer, barer og spisesteder. Her bor du med Baixa til den ene side og Bairro Alto til den anden – i Chiado får du det bedste fra de to bydele, der ligger en kort gåtur væk.

Bairro Alto

En af Lissabons mere charmerede bydel, der ligger på en bakketop, og området er således ret kuperet. Bairro Alto har byens bedste natteliv og det er et sted, der virkeligt vågner om aftenen. Er du til fred og ro, så vælg et andet sted i den portugisiske hovedstad.

Alfama og Mouraria

Lissabons mest charmerende område. Alfama og Mouraria er ikke for gangbesværede – her er gaderne generelt stejle, men vil du have en snert af  “det gamle” Lissabon, så er det her, du skal bo. Bydelen ligger lige under slottet og byder bl.a. på charmerende brostensbelagte gader.

Andre steder i Lissabon

Lissabon har selvfølgelig flere andre bydele, men de nævnte er de mest centrale. Bydele, der er værd at tage med er f.eks. Príncipe Real, som er kendt som stedet for LGBT-folket, og det kreative kvarter Alcantara.

lissabon guide
Belém Tower

Seværdigheder i Lissabon

Castelo São Jorge

De vindomsuste middelaldergader i Lissabons ældste bydel Alfama blev udbygget af maurerne som forsvar af byen. Murene, der omkranser Castelo São Jorge, kan dateres til det 9. århundrede.

Castelo São Jorge har været residens for den portugisiske kongefamilie og hører i dag til byens ældste bygninger. Tag herop, hvis du er det mindste historieinteresseret eller bare holder af en god udsigt. Og er du alligevel i Alfama, så må du ikke gå glip af Tyvenes Marked, hvor der falbydes primært lokale varer.

Jerónimos Klostret (Mosteiro dos Jerónimos)

En af vores favoritseværdigheder i Lissabon er det imponerende Jerónimos kloster. Det blev opført her, hvor Vasco da Gama og hans mænd tilbragte den sidste nat inden deres rejse til Østen. Det var i Portugals gyldne tid, hvor de etablerede kolonier flere steder i verden.

Klostret blev grundlagt i 1501 af Kong Manuel, men først færdiggjort 100 år senere. Det er et yderst smukt byggeri i sengotisk stil med masser af fine detaljer.

Klostret, der er på UNESCOs verdensarvliste, indeholder i dag museer og Vasco da Gamas grav. Du kan med fordel besøge klostret sammen med Torre de Belém, der ligger ca. 1,5 km derfra.

Torre de Belém

Det ikoniske tårn er blevet et af Lissabons vartegn. Torre de Belém blev opført i begyndelsen af 1500-tallet som en del af byens forsvar. Det er bygget i samme stil som Jerónimos klostret i den særlige manuelinestil, der var nygotisk og særlig for Portugal.

Torre de Belém er på UNESCOs verdensarvliste, og du kan besøge tårnet og gå op ad de stejle trapper til den fine udsigt over by og kyst.

Lissabons museer

Som alle andre storbyer har Lissabon også en lang række museer. Du kan bl.a. besøge Nationalmuseet, Bymuseet, flere kunstmuseer og Det Orientale Museum, der fortæller om Portugals historie og tilstedeværelse i Østen.

Flere kirker fungerer også som en slags museum og her kan anbefales den smukke Igreja-Museu São Roque, som har det fineste interiør med et hav af detaljer.

Der er masser af kigge på i Lissabon

Sporvogn 28

Den gamle sporvognsrute, Tram 28, er en af de mest charmerende måder at se byen på. Du kommer forbi mange af Lissabons mest interessante steder, bl.a. Castelo São Jorge, udsigtspunktet Portas do Sol, hippiemarkedet Feira da Ladra i Alfama, samt de gode shoppingområder ved Baixa og Chiado.

Du kører gennem charmerende smalle gader, hvor sporvognen næsten fylder det hele. Tram 28 starter ved Martim Moniz-pladsen, og det koster kun 3 € at hoppe på, men pas på lommetyvene, der ligesom turisterne også elsker at køre med sporvognen.

Sintra

Den lille by vest for Lissabon er et eventyrland bestående af paladser, velholdte haver og smuk natur. En guidet rundtur i Queluz-paladset er et must – her er fontæner, mosaikker og fantastiske udsmykninger – ikke et sted man forventer at finde i Portugal.

Sintra var et populært sted for adelen, og arkitekturen er enestående. Én dag er faktisk ikke nok til at udforske byens seværdigheder, så snup en overnatning og få tid til at gå en tur i Sintras gamle bydel.

For at komme til Sintra tager man toget fra Rossio Station i Lissabon – det koster ca. 2 €. Turen tager ca. 45 minutter,og er i følge de lokale den eneste rigtige måde at komme til Sintra. I kan selvfølgelig også køre dertil i jeres lejebil fra både Algarve og Lissabon.

Cascais og Estoril

Ingen ferie under sydlige himmelstrøg uden en tur til stranden. De to nabobyer Cascais og Estoril er nemt tilgængelige fra Lissabon og fungerer som lidt af en oase på hede sommerdage.

Byerne er forbundet af en lang promenade, og både Cascais og Estoril kan byde på liv og glade dage med adskillige barer og restauranter. Strandene er glimrende, men strandfreaks tager hellere op til Adraga, Guincho og Grande nord for Cascais.

I området findes flere golfbaner, og du kan spille året rundt takket være det lune klima. Cascais er faktisk en historisk by, der blev grundlagt i 1200-tallet og som gennem årene har haft havnen som sin store styrke. Både Cascais og Estoril har hoteller for enhver pengepung – det er bare at vælge.

Imponerende Sintra udenfor Lissabon

Mad og drikke

Det portugisiske køkken er stærkt undervurderet. Takket være beliggenheden i det lune Sydeuropa, er der adgang til masser af friske grøntsager.

Ordet tascas vil du hurtigt lære at kende – i hvert fald, hvis du går op i mad. En tascas serverer snacks hele dagen – med lidt god vilje kan man godt kalde det fastfood, men glem alt om fabriksmad.

Selvom Lissabon har flere michelinrestauranter, så er det ikke et gastronomisk centrum som f.eks. Paris eller London. Til gengæld får du skøn portugisisk mad med friske råvarer og masser af fisk og skaldyr.

Nogle kokke nytænker de traditionelle retter eller lader dem indgå et i spændende fusionskøkken. Du kan også få mad fra f.eks. Brasilien, der en gang var portugisisk koloni. Det sagt, så er alle verdens køkkener selvfølgelig repræsenteret i Lissabon

Vi kan bl.a. anbefale Prado – en populær åben restaurant, der serverer skøn portugisisk mad med et twist. Stedet har åben til frokost og aften. Et andet sted du skal besøge er Time Out Market – et kæmpe madmarked med et hav af caféer og spisesteder.

Top tip: prøv A Provinciana, der er lidt af en perle i dyre Baixa. Den familieejede restaurant laver en fast menu hver dag og det til superpris. Åben til frokost og aften – kom før kl. 13 til frokost.

Bemærk, at mange restauranter har lukket om søndagen og i august.

Cafeer og barer findes over hele byen – jo længere væk fra centrum, desto mere lokalt bliver det. Som nævnt skal du besøge Bairro Alto for Lissabons bedste natteliv – her kommer både turister og lokale.

Det populære Time Out madmarked

Praktisk information

Valuta

I Portugal bruger man euro. Kontantautomater er udbredte og på mange restauranter accepteres kreditkort som f.eks. Visa og Mastercard. Skal du handle på markderne er det en god idé at medbringe kontanter.

Mere info

En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Husk dog at give plads til eventyret. Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå, det er som regel sådan du får de mest uventede oplevelser.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Inden din rejse til Algarve anbefaler vi, at du tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til Portugal og eventuelt downloader app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.

Vejret og bedste rejsetidspunkt

Det er sjældent for varmt eller for koldt i Lissabon, og det gør den portugisiske hovedstad til et godt helårsrejsemål. Ofte sørger de lune vinde fra Sahara for, at temperaturen selv i november ligger omkring de 20 °C.

Om sommeren er det de kølige havstrømme, der gør, at byen trods den bagende sol er til at være i. Temperaturen ligger typisk på 28-30 °C, men det kan i perioder være en del varmere.

Maj/juni og september kan være rigtig gode tidspunkter at besøge Lissabon - vejret er godt og prisen på overnatning er lavere end i højsæsonen.

Lissabon
10°
few clouds
76% humidity
wind: 8m/s SE
H 14 • L 10
13°
Sat
15°
Sun
16°
Mon
15°
Tue
19°
Wed
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Lissabon

Vores Lissabon guide har selvfølgelig også et kort over byen, hvor bl.a. hoteller, spisesteder og seværdigheder er markeret.

Lissabon guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse

Book hotel i Lissabon med prisgaranti
Find billige flybilletter til Lissabon – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

Tak fordi du kiggede forbi vores Lissabon guide – du kan altid finde mere information på den officielle turisthjemmeside Visit Lissabon.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*