7 gode barer i Playa del Carmen

I Playa del Carmen er der fest og farver døgnet rundt (næsten)

Playa del Carmen på den mexicanske Riviera Mayakyst er en hyggelig badeby med et livligt natteliv. Vi har fundet syv barer, der er værd at gå efter, hvis du en dag skulle komme forbi Yucatán-halvøen.

Husk, at du kan læse mere om Playa del Carmen i vores guide til Riviera Maya. Her finder du information om bl.a. transport, seværdigheder, aktiviteter og forslag til de bedste steder at bo.

1. Fusion

Du kommer ikke tættere på stranden end på Fusion. Fra baren er der blot 15 meter til det turkisblå hav, og med lanterner på bordene, der er placeret direkte i sandet, er det også et af Playa del Carmens mest romantiske steder. Byen har adskillige hippe barer, men Fusion er helt nede på jorden og et godt sted både om dagen og om aftenen.

Menukortet byder på frisk fisk og mexicanske klassikere, men inden du sætter tænderne i din fajitas, så må du endelig prøve en af de lækre drinks – f.eks. den superlækre frozen margarita. Når dj’en holder pause er der livemusik og nogle aftener ildshow. Adresse: På stranden ved Calle 6 Norte.

2. Blue Parrot

Byens mest berømte beach club. Blue Parrot slog dørene op i 1984 og er stadig lige populær. Du kan se et flot ildshow, før du vælger, hvor du vil kridte danseskoene til den nyeste musik præsenteret af internationale djs.

Du kan f.eks. prøve dansegulvet på stranden, hvor du danser i sandet under de svajende palmer. The Palapa Lounge eller Sky Bar, der i ægte loungestil har en mere afslappet vibe, er andre muligheder.

Om dagen er Blue Parrot noget roligere – her kan du snuppe en strandstol og nyde et par kølige Corona, mens solen varmer din krop. Adresse: Calle 12 Norte 1a.

3. Tequila Barrel Bar

Vi er jo i Mexico, så naturligvis skal vi ikke glemme et af landets vigtigste bidrag til menneskeheden; Tequilaen. På Tequila Barrel Bar på 5th Avenue kan du vælge over 100 forskellige typer tequila og brands, men det er ikke alt. Baren er et fantastiske sjovt sted at opholde sig.

Der er dans på bordene (og baren) konkurrencer, dj, livemusik og en atmosfære, der emmer af sjov og ballade. Du kan også spise på Tequila Barrel Bar, men det er bestemt ikke Playas hyggeligste sted. Kom for stemningen, de festlige mennesker og de gode cocktails. Adresse: Avenida 5 Centro.

playa del carmen
Cool bar på Blue Parrot

4. Deck 5

Deck 5 er et af de hotteste se-og-bliv-set-steder i Playa del Carmen. Den stilfulde indretning tiltrækker yngre jetsettere og de unge og smukke. Om dagen kan du mingle omkring den skønne infinitypool, og ved solnedgang bliver den store terrasse til loungeområde, hvor djs spiller hippe sessions, mens du skyller dagen ned med byens bedste Caipirinhas.

Deck 5 er et fancy sted, der er lidt dyrere end gennemsnittet. Du har mulighed for at booke borde eller rum med VIP-status. Tagbaren ligger på toppen af hotellet The Carmen, som du selvfølgelig skal vælge, hvis du vil være tæt på løjerne. Adresse: Calle 8 Norte (ved stranden).

5. Mamita’s

Playa del Carmens hotteste beach club er still going strong. Nord for centrum, hvor stranden er bedre og bredere, ligger Mamita’s, der tiltrækker et ungdommeligt publikum, som slanger sig på de store solsenge.

Det er et roligt og lækkert sted om dagen, hvor man naturligvis kan få serveret frokost og cocktails. Når solen går ned kommer der anderledes gang i Mamitas. Djs spiller op til fest, og der er som regel dans til langt ud på natten. Mamita’s er hipt og et helt perfekt sted, hvis du vil flashe feriekroppen. Adresse: Calle 28 Norte (ved stranden).

6. Zenzi

Med loungesofaer og solsenge direkte på stranden er Zenzi et populært valg for livsnydere og strandfreaks. Her er både beach club, lounge, bar og restaurant. Et sted som du kan tilbringe hele dagen, mens du spiser, drikker og lytter til god musik.

Zenzi ligger ved Calle 8 i centrum, og det gør, at her ofte er ret mange mennesker. Det er småt med privatlivet, men til gengæld kommer man hinanden ved. Adresse: Calle 10 (ved stranden).

7. Coralina Beach Club

Et af Playa del Carmens nyere steder er Coralina Beach Club, der gør Deck 5 og Mamita’s rangen stridig som det hippeste sted i byen. Her er der tale om en lækker beach club (nabo til Mamita’s) med balisenge, poolparties og mulighed for at få noget at spise.

Stedet går også under navnet Coralina Dayligt Club, og det er ikke helt tilfældigt. Her er nemlig kun åbent om dagen (til klokken 19.00), hvor du kan snuppe en solseng beach front, feste ved poolen eller leje et privat område med champagne inkluderet. Coralina Beach Club ligger i forbindelse med Grand Hyatt Hotel. Adresse: Calle 26 Centro.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*