”Vi har sovet i tog, busser og lufthavne”, fortæller Jourdan Bowen og Madeline Relph fra Sydney, der rejser verden rundt på lavbudget.
Jourdan, 26, fortæller til Manly Daily, at rejser har bragt dem tættere sammen, og at de bliver mere og mere forelskede. Parret mødte hinanden for 10 år siden i Adelaide og lever nu i Mona Vale ved Sydneys nordlige strande. Når de ikke rejser arbejder Madeline som model, mens Joudan tager det arbejde han kan få.
Madeline og Jourdan har over 80.000 følger på Instagram, og Madelines egen side er en imponerende palette af billeder af hendes bikinilivsstil fra solbeskinnede strande og tropiske paradisøer. Siden er af den slags, der kan få enhver til at slippe alt, hvad de har i hænderne for at købe en enkeltbillet sydpå.
Jourdan og Madeline er hinandens bedste rejsekammerater. ” Vi gør det for at se nye ting og møde nye mennesker”, fortæller Madeline, og understreger, at de bestemt ikke er rige. ”Vi sparer, hvor vi kan, og køber mad hos gadehandlerne eller spiser frisk frugt på stranden, men vi nyder hvert et øjeblik”, siger hun.
Deres sidste rejse varede 13 måneder, og de kom hjem gladere end nogensinde. Undervejs besøgte de lande som Indien, Tyrkiet, Tanzania, Guatemala og USA.
“Da vi tog af sted havde jeg slet ikke drømt om, at vi skulle se og opleve så mange ting”, siger Madeline, der føler sig taknemmelig over deres livsstil. Også selvom de må give afkald på mange ting for at kunne rejse ud i verden. Tjek selv Madelines profil på Instagram
Karol og Aleksandre rejser for en 50’er om dagen
Polske Karol og Aleksandre har rejst i seks år og besøgt 50 lande. Deres budget ligger på 50 kr. om dagen, men selvom de udlever deres drøm, så kræver det en hvis disciplin at rejsen verden rundt på absolut lavbudget.
Men det generer ikke det polske par, der har deres fulde frihed og ikke behøver at tænke på skrigende børn og irriterende chefer.
Karol og Aleksandre havde ikke mange penge, men til gengæld en drøm om at se verden. For knap 5000 kr. købte de en gammel VW minibus som nu har transporteret dem rundt i seks år.
“For at holde udgifterne nede sover vi altid i telt eller i bussen. Vi bliver gerne samme sted i adskillige dage, så vi ikke behøver at bruge penge på brændstof”, fortæller de.
Folk er hjælpsomme
Men ofte får de også lidt hjælp af fremmede mennesker. “Går vores bus i stykker, tilbyder mekanikeren ofte at lave den gratis. Langt de fleste mennesker kan godt lide vores historie og vil gerne hjælpe os. Vi bliver også inviteret hjem til fremmede mennesker, der laver mad til os”.
Karol og Aleksandre har af og til andre rejsende med i bussen, så de på den måde kan dele udgifterne med flere. De har også fået den idé at sende postkort hjem til folk, der kan bestille via internettet. Det tjener de en skilling på, ligesom det er nødvendigt med større sponsorater, når bussen skal transporteres fra kontinent til kontinent.
Virksomheder kan også få malet deres navn og logo på bussen, der ligner et af 60′ ernes folkevognsrugbrød, der transporterede hippier fra Europa til Indien.
Karol og Aleksandra har lavet deres egen blog, der er blevet den mest populære i Polen. “Takket være en computer og lidt strøm kan vi holde drømmen kørende”, siger parret, der undervejs er blevet forlovet i Saharaørkenen.
Be the first to comment