Hvis du vil bo ved stranden i Syditalien, så koster det som regel kassen. Men heldigvis har vi fundet en stribe gode steder med udsigt til havet i b.la. Campania, Calabrien og Puglien, hvor du kan spare lidt på feriebudgettet.
Hotel Maronti, Barano – Ischia
Hvis Capri er jetsettets ø, så er den nærliggende Ischia mere kendt for sine gode spasteder. Men du behøver ikke bo på helsehotel for at besøge den smukke vulkanø, der byder på dejlige og rolige strande.
Hotel Maronti ligger ved øens længste sandstrand, og det familieejede sted tilbyder 25 gode og rene værelser samt en stor udendørs patio, hvor morgenmaden serveres. Det er et skønt sted, der virkelig giver værdi for pengene.
Book eller se mere om Hotel Maronti >
Hotel Solcalante – Procida
Har du aldrig hørt om Procida? Fint, den lille ø ligger endnu under turistradaren, og alene det gør den værd at besøge. Procida er en af tre øer, der ligger i Napolibugten og turismen er blot i sin spæde begyndelse. Solcalante går fint i spænd med Procidas rustikke og autentiske sjæl. Her er 12 lyse værelser, der ligger rundt om en hyggelig have.
Der er et stenkast til Pozzo Vecchio Beach, og fra hotellets udendørs hot tub kan du nyde en cocktail til den flotte solnedgang. To genrationer af Cerasefamilen driver Solcalante, og det giver naturligvis en hyggelig og intim atmosfære.
Book eller se mere om Hotel Solcalante >
Eva Rooms, Atrani – Amalfi
Af og til er livet enkelt. Det blå rum eller det gule rum? Når du har valgt, så kan du slappe af og nyde atmosfæren i det charmerende og to værelser store Eva Rooms, der har skøn udsigt over stranden og Atrani.
Byen er nabo til det væsentlig mere turistede Amalfi, men tilbyder nogenlunde det samme. Fra de to værelsers fælles terrasse kan man faktisk være på stranden på et splitsekund, og det er bestemt en bonus. Du får serveret morgenmad på dit værelse, og ejeren Pio er venlig og hjælpsom og kender alle i Atrani og Amalfi.
Book eller se mere om Eva Rooms >
La Locanda del Mare – Paestum
Overnatning omkring de arkæologiske områder ved Pompeji, Herculaneum og Paestum, syd for Napoli, er generelt dyrt. La Locanda del Mare er en exceptionel undtagelse. Lyst og stilfuldt ligger den lille samling hvidvaskede bungalows i en pinjeskov mellem Paestums pragtfulde gamle græske ruiner og en lang skøn sandstrand.
Her er 19 enkle værelser, en dejlig have og en fremragende restaurant, der lovpriser de lokale råvarer. Hotellet er lidt af et fund, og det er ikke underligt, at mange gæster kommer igen år efter år.
Book eller se mere om La Locanda del Mare >
Resedenza d’Epoca 1861 – Santa Maria di Castellabate
Kigger du mod nord over Salernobugten til Amalfi står du sandsynligvis i den lille og gammeldags kystby Santa Maria di Castellabate. Det hyggelige hotel, Resedenza d’Epoca 1861, udgør en stor del af fronten ud mod havet, som man selvfølgelig kan se fra de seks værelser.
Få meter væk ligger en lille rullestensstrand, men der er også masser at se i området. Ejeren, Cleo, vil med glæde hjælp med at arrangere udflugter – måske til den skønne Cliento Nationalpark?
Book eller se mere om Residenca d’ Epoca 1861 >
Villino Erminia – Pizzo Calabro
Den herlige Villetta fra det 17. århundrede på Pizzo Calabros bred giver ingen idé om, hvad der gemmer sig inden i: Tre lækre lejligheder i moderne design, der er stilfuldt indrettede. Når du går ud af døren er du i en helt anden verden.
Nemlig i Pizzos historiske lilleby, hvor tunfiskerne stadig huserer. Byen har tre lange strande, og selv de travleste uger synes rolige her i forhold til kystens mere fancy byer. I nærheden kan du besøge den hippe by Tropea, klostret San Bruno og meget andet.
Book eller se mere om Villino Erminia >
Baia Scirocco B&B – Peschici
Solrige Peschici på Garganohalvøens nordlige kyst er billedskøn med kaskader af farvestrålende oleander og skønne brostensbelagte gader, der fører fra kysten op til det klippefyldte bagland.
Baia Scirocco ligger en kort gåtur fra det livlige Center Storico, men det er nemt at fare vild, og du kan være sikker på, at stedets hjælpsomme ejer, Antonella, vil gå med dig første gang.
Her er tre lyse og farverige værelser, der har adgang til den store terrasse, hvor du næsten kan række ud og gribe fat i det glinsende blå middelhav. Baia Scirocco er sådan et sted, du ikke vil hjem fra.
Book eller se mere om Baia Scirocco >
Be the first to comment