Costa Blanca er for mange synonymet med masseturisme og neonoplyste cirkusbyer. Sådan er kysten også, men Costa Blanca er også så meget andet.
Hovedbyen Alicante har masser af lokalliv, og så er en tur ind i baglandet blandt småbyer, appelsinlunde og smukke landskaber en helt anden verden. En verden så fjern fra turistbyerne og som vi anbefaler dig at besøge for at opleve det bedste af Costa Blanca. Velkommen til denne Costa Blanca guide, som vi håber, du finder brugbar.
Indhold
Transport
Der er direkte forbindelse fra både Billund og København til Alicante lufthavn (kode: ALC) i sommermånederne. Søg og sammenlign flybilletter her.
Det er forbavsende nemt at komme rundt langs kysten. Byerne har er fint netværk af busruter, og skal du fra en by til en anden kan du benytte det lille tog/letbane, der forbinder Alicante med bl.a. Benidorm, Altea, Calpe og Dénia. Toget standser også ved flere turistattraktioner som f.eks. Terre Mitica.
Det kan kun anbefales at leje en bil – det er et must, hvis du vil ind i baglandet eller bare opleve Costa Blanca i dit eget tempo. Det er også den nemmeste måde at komme til de mere afsidesliggende strande.
I Alicantes lufthavn El Altet ligger de store biludlejningsfirmaer, hvor du kan hente din bil. Sammenlign priser på lejebil her. Fra lufthavnen kan du også tage shuttlebussen til Benidorm – den kører fire gange om dagen og prisen er 12 €.
Overnatning på Costa Blanca
Ved første øjekast kan overnatningsmulighederne langs kysten synes ensformige i form af større hoteller, der tydeligvis er henvendt til pakketuristerne. Det er den slags hoteller og resorts, der er flest af, men med lidt research kan du også på Costa Blanca bo godt.
Vil du bo i centrum og ønsker du en mere personlig atmosfære, så kig efter de små pensioner og gæstehuse i byernes gamle kvarterer. Vil du prøve noget anderledes, så har regionen en lang række pragtfulde landhuse og boutiquehoteller, der skiller sig ud fra mængden.
Book dem selv på hotels.com eller booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser. Du kan også se efter ferieboliger – perfekt, hvis I er mange, der skal afsted. Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.
Costa Blanca er også et klassisk charterrejsemål. Vil du have fly, hotel og eventuelt transport inkluderet i din rejse, så er der ofte gode tilbud på charterrejser.
Vores anbefalinger
I vores rejseguide til Costa Blanca anbefaler vi disse hoteller/lejligheder, der alle er populære og får gode anmeldelser af tidligere gæster:
Hotel Don Pancho
Populært og anmelderrost hotel ved Playa de Levante i Benidorm. Værelserne er moderne og på de fleste af dem bor du med smuk udsigt over havet. Faciliteterne tæller bl.a. swimmingpool, restaurant og flere barer.
Se billeder og priser på Hotel Don Pancho >
Suitopia Sol y Mar Suites Hotel
Endnu et hotel, der får rosende ord med på vejen af tidligere gæster. Hotellet ligger i Calpe blot 100 m fra stranden. Her bor du på moderne værelser og har faciliteter som f.eks. wellnesscenter, swimmingpool, børnepool og lille vandland.
Se billeder og priser på Suitopia Sol y Mar Suites Hotel >
Solymar Gran Hotel
Solymar Gran Hotel ligger med smuk udsigt over havet ved Calpe. Her kan du vælge mellem flere forskellige værelsestyper, hvoraf de største har plads til fire personer. Hotellet har bl.a. wellnesscenter, swimmingpool og flere barer og restauranter
Se billeder og priser på Solymar Gran Hotel >
Ferieområder og strande
Alicante
På trods af kystens massive turisme, så har Alicante bevaret sin sjæl og charme. Det er en by, der selv uden turisterne ville være hektisk med masser af liv på barer, caféer og restauranter.
Alicante er kendt for sine glimrende spisesteder og det er en by, der aldrig sover. De lokale synes altid at være klar til en god fest, og så er især englænderne vilde med at holde polterabends i Alicante.
Heldigvis er byen andet end fest og farver. Hvis du troede at Costa Blancas hovedby kun var sol, strand og farvestrålende drinks, så vend blikket mod det imponerende Castillo de Santa Barbara, der vidner om, at Alicante er en gammel by med sin helt egen historie.
Den gamle borg fra 1600-tallet indeholder i dag et museum og er blot et af flere steder, hvor du kan gå på opdagelse i byens spændende historie. Faktisk har Alicante også en gammel bydel, der er et pragtfuld sted at gå rundt.
Bydelen blev udsat for et bombardement i 1491 og derfor er de fleste bygninger fra perioden efter. Mest bemærkelsesværdig er rådhuset, og du skal også forbi charmerende Plaza del Mar. Den gamle bydel huser også flere museer og basilikaen Santa Maria, der engang var en moské.
Også før vores tidsregning levede der mennesker i området. Romerne havde en bosættelse her, som de kaldte Lucentum. Meget er ruiner, men man kan stadig fornemme de snorlige gader, der er flankeret af bl.a. gårdhaver og badeanstalter.
Uanset Alicantes spændende fortid, så kommer langt de fleste turister for sol og strand. Byen har en fremragende strandpromenade med vajende palmer, der dagen lang er et populært sted for en gåtur.
Alicantes bystrand er 900 m lang og hedder Playa del Postiguet. Er her for mange mennesker, kan du tage sporvognen få km mod nord til Playa San Juan de Alicante. Det siges, at denne strand nord for Alicante er den bedste i området. Med sit gyldne sand og indbydende vand er det svært at være uenig.
San Juan de Alicante er syv kilometer lang og har modtaget EU’s blå flag. Der findes adskillige faciliteter på stranden, selv de mest rastløse vil kunne finde på noget at foretage sig her. Prøv f.eks. volleyball, vandcykel og motoriseret vandsport. Der findes endda en 18-hullers golfbane i nærheden. Solstole og parasoller er til rådighed.
Benidorm
De danske charterbureauer har for længst droppet Benidorm, men det betyder ikke at feriebyen er afgået ved døden. Tværtimod, for tyske og engelske turister strømmer stadig til den spanske middelhavsby, der er kendt som en af Europas partyhovedstæder.
Benidorm ligger på Costa Blanca-kysten ca. 45 km nord for Alicante. Byen var med fra starten da det store turisteventyr ramte Spanien i 1960’erne. Siden er det gået stærkt. Den hyggelige gamle bydel, hvor spanierne selv bor, står i skærende kontrast til den nye bydel, hvor store betonhoteller er skudt op som paddehatte de sidste 50-60 år.
Efterhånden som der bygges højhuse længere og længere ud mod stranden, har de bagved liggende hoteller fået sat nye sektioner på de eksisterende 20-25 etager. Det ser temmelig sjovt ud, og selvom man har brugt millioner af kroner på at renovere og forbedre byens image, så fremstår Benidorm stadig som lidt af en cirkusby, hvor alt er muligt.
Det er heller ikke mange danskere man møder i Benidorm, men det ser ud som om, at både englænderne og tyskerne er faldet for byen. Langs strandpromenaden ligger restauranter og barer side om side, og man kan sagtens finde et sted, hvor der bliver festet klokken 11 om formiddagen.
Byen har to dejlige strande, der bliver rengjort hver morgen. Den to kilometer lange Playa Levante løber langs strandpromenaden i den nye bydel og er den mest populære. Her er stort set altid sort af mennesker i højsæsonen, og det er selvfølgelig muligt at prøve diverse former for vandsport som f.eks. jetski og vandski.
Byens anden strand, Playa Poniente, løber langs den gamle bydel, og her er knap så mange mennesker. En stor klippe deler de to strande, og her har engang ligget et gammelt fort, der skulle holde uønskede personer væk fra kysten.
I dag hedder stedet Plaza de Castillo, hvorfra man har en flot udsigt over kysten. Især ved solnedgang strømmer turisterne hertil for at se solen glide ned bag byens højhuse.
Får du for meget af højhuse og larmende disco-barer, så tag en tur i den gamle bydel. Her finder du en masse små gader med butikker og restauranter af mere lokal karakter. De små hvide huse med tilhørende balkoner er charmerende, og du skal f.eks. prøve at besøge en af de lækre tapas-barer. Den flotte gamle kirke er bestemt også værd at besøge.
Ved Hotel Pueblo kan du hver onsdag og søndag morgen besøge Benidorm Outdoor Market. Sko, læder og tøj er bare nogle af de ting du kan købe, men husk at prutte om prisen!
Andre strande
Det er ikke uden grund, at Costa Blanca er kendt som den hvide kyst. Kilometer efter kilometer ligger strandene med deres lyse sand og glinsende blå hav. Kysten er nemt tilgængelig, og du gør klogt i at leje en bil for at finde din egen favoritstrand.
Det kan være svært at fremhæve den ene strand frem for den anden, men vi vover pelsen og præsenterer her fire af de bedste steder til en god sol- og badeferie.
Javea Beach
Stranden i Javea hører til en af kystens roligere strande. Medmindre du bor her, så er det nødvendigt med en bil for at komme til den lille kystby. Men det er alle anstrengelserne værd at besøge dette rolige område, der er omgivet af pinjetræer og klipper
Javea Beach er faktisk fællesbetegnelsen for en række mindre rullestensstrande, der alle ligger i små bugter med krystalklart vand. La Granadella er den mest kendte af dem – her er der livredder og enkelte barer, men der er en håndfuld andre strande, som er endnu mere rolige.
Los Tusales
Los Tusales ligger et godt stykke væk fra Alicante og Benidorm. Her er masser af plads på den halvanden kilometer lange sandstrand, der også har pragtfulde sanddyner. Ved p-pladsen ligger en lille kiosk, men ellers er det om at medbringe mad og drikke hjemmefra.
Vandet er klart, og man skal et godt stykke ud før det bliver dybt. Los Tusales er meget besøgt af naturister, der holder til på strandens sydlige ende. Nærmeste ferieby er Torrevieja.
El Carabassi
Ligesom Los Tusales har også El Carabassi god plads. Den brede sandstrand har lyst sand, og det lave vand gør den populær blandt familier. Spanierne selv kommer her også for at holde picnic og familiesammenkomster.
I den sydlige ende holder nøgenbaderne til – området her er officiel naturiststrand. Langs stranden er der mindre boder, der sælger forfriskninger og enkle retter. El Carabassi ligger tæt ved Santa Pola.
Les Rotes
Denne strand nær Dénia er populær blandt snorklere og dykkere. Området består af fem små bugter, der ligger med Montgó Naturreservat som smuk baggrund. Først kommer man til Marineta Cassiana, en god sandstrand, og derefter støder man på små klippebugter med klart turkisblåt vand, der er kendt som El Trampoli, Punta Negra, Arentes og La Cala.
Det er sandstranden tættest på havnen, der tiltrækker flest mennesker, især børnefamilierne. Både her og på El Trampoli er der en del barer og caféer. Går du længere mod syd tynder det efterhånden ud i badegæsterne, og på La Cala holder naturisterne til.
Oplevelser og aktiviteter
Vil du opleve Costa Blanca bag kysten er det helt nødvendigt at leje en bil. Det er en perfekt måde at opleve det pragtfulde landskab med charmerende småbyer og spredte appelsin- og mandeltræer i eget tempo.
Og på trods af seværdighederne i Benidorm og Alicante, så kan netop en tur ud i det blå og væsentlige mindre travle bagland være en af rejsens højdepunkter.
Mens du langs kysten finder pragtfulde udsigtspunkter og mere eller mindre turistede byer som Altea, Calpe og Dénia, så går livet sin stille gang i småbyerne, hvor man stadig lever et traditionelt liv, og hvor siestaen stadig tages alvorligt.
Dalene Jalon Valley og Orba Valley
Dalene Jalon Valley og Orba Valley er pragtfulde steder med sin helt egen rytme. Her finder du gamle kirker, hyggelige caféer og salg af lokalproducerede varer som f.eks. vin og honning. Meget af baglandet er stort set uberørt af kystens masseturisme og bliv ikke overrasket, hvis indbyggerne kun kan få gloser på engelsk.
Orba Valley begynder ved kystbyen Dénia, der modtager sin del af Costa Blancas turister. Også Dénia har en del år på bagen og er domineret af borgen Castillo de Dénia fra det 18. århundrede. Byen har en række herlige fortovscaféer, et spændende indendørs marked og så kan du shoppe i modebutikkerne, hvoraf en del sælger tøj fra lokale designere.
Javea
Umiddelbart syd for Dénia ligger byen Javea, der har ca. 25.000 indbyggere. Her kan du vandre i de smalle gader og gå på opdagelse i pueblo – den gamle bydel. Javea er langt mere nede på jorden end mange af nabobyerne, og du vil elske synet af de hvidvaskede huse, der omringer bugten.
Højhuse er forbudt i byen, hvor du også finder udendørs caféer og en havn med aktive fiskere – jo, det kan være lokalt langs kysten.
Albir
Ca. 10 km fra Benidorm ligger den lille by Albir, hvor tempoet er noget roligere. Byen har kun få hoteller, ca. 10 restauranter og en håndfuld barer. Prisniveauet på barer og restauranter her er meget lavere end i Benidorm – prøv f.eks nogle af de spanske kyllingeretter, der er billige og smager herligt.
Området er i øvrigt meget populært blandt nordeuropæere, der i stor stil har købt ferielejligheder og bungalows her. Albir har en ganske udmærket strand bestående af grus/småsten.
Altea
Ca. tre km fra Albir ligger Altea, der er en lille by med egen havn og en meget smuk kirke, som ligger på byens højeste punkt. I Altea er stemningen hyggelig spansk, og det kan helt sikkert anbefales at besøge denne lille perle. Det kan gøres med den såkaldte Lemon Express, et gammelt tog, der starter i Benidorm og kører langs kysten.
Andre aktiviteter
Ud for kysten ligger Benidorm Island, hvortil du kan sejle med katamaran. Øen har et rigt fugleliv og på turen dertil er det muligt at nyde livet under vandet set gennem bådens glasbund.
Costa Blanca er et perfekt sted at holde ferie for børnefamilier. Området har en del tema- og forlystelsesparker som feks. Terra Mitica i Benidorm, der er inddelt i fem forskellige zoner, hvor du kan komme tæt på nogle af oldtidens byer – bl.a. Rom, Egypten og det gamle Grækenland pakket ind i tivoli og swimmingpools.
I Benidorm finder du også Aqua Park – et vandland på hele 40.000 m², Aqualandia med bl.a. Europas højeste vandrutsjebane og i Elche kan du besøge Rio Safari Park, der er hjem for dyr fra hele verden.
Mad og drikke
Hvis du ikke ser dig for kan madoplevelserne på Costa Blanca være en blandet fornøjelse. Mange steder er tydeligvis henvendt til turister, der blot er ude efter et hurtigt måltid. Det er steder, der specialiserer sig i f.eks. steaks, pizza og fritter. Metervaremad serveret af den slags tarvelige spisesteder, som de fleste populære turistbyer er proppet med.
Heldigvis bestemmer du selv, hvordan du vil spise når du holder ferie på Costa Blanca. Kysten har stribevis af fremragende restauranter med det bedste fra det spanske køkken. Vi taler om mad med friske lokale råvarer, der er fulde af smag og som producenterne sætter en ære i at producere.
Du skal selvfølgelig smage tapas – de berømte småretter – ligesom du skal prøve en rigtig paella, der oprindelig stammer fra Valencia, som ligger tæt på Alicante. Der er mange andre ting at sætte tænderne i: skinker, pølser og naturligvis masser af fisk og skaldyr.
Cerveceria Sento Rambla – Alicante – Lille tapasbar i Alicante. Her specialiserer man sig i grillede småhapsere, der smager pragtfuldt. Skøn autentisk atmosfære.
Cantina Villaheimy – Alicante – I denne kitschede kælder kan du gå ombord i det lækre valenciakøkken. Her får du primært risbaserede retter, men også lækre snacks og salater.
Lo Costera de Altea – Altea – Et topvalg i Altea. Her laver man lækker middelhavsmad med et moderne twist. Personlig betjening og intim atmosfære. Bordbestilling anbefales.
Amigos Bistro by Nas & Dino – Benidorm – Brødrene Nas og Dino har med succes åbnet deres anden restaurant i Benidorm. Amigos ligger ud til strandvejen, og her serverer man et bredt udvalg af retter i en hyggelig atmosfære med supergod betjening.
La Finca – Elche – I Elche finder du La Finca, der hører til et af kystens dyrere steder, men kvalitet koster. Restauranten tilbyder bl.a. setmenuer med eller uden vin, og her kommer du godt rundt i det spanske køkken.
Som nævnt i indledningen er nattelivet i Alicante intenst. I modsætning til Benidorm, så ses de lokale også på barer, caféer og diskoteker. Mens nattelivet i Alicante er for det mere modne publikum, så strømmer ungdommen til Benidorm, der har barer, klubber og diskoteker for enhver smag.
Mange steder ser ud til at satse på det unge techno-publikum, og flere af klubberne har letpåklædte dansere, der sørger for noget at kigge på.
Det er i den sydlige ende af promenaden, langs Playa Levante, det går vildest for sig, men også uden for byen er der liv og glade dage i form af flere store udendørs diskoteker. Både i Alicante og Benidorm ser man store grupper af festglade englændere, der er fløjet ned for at holde polterabend.
For en lidt anderledes oplevelse kan du besøge det store internationale show i Benidorm Palace. Her kan du nyde eksotiske dansere i smukke kostumer, mens du spiser middag. Showet starter kl. 22.30.
Praktisk information
Valuta
I Spanien hedder valutaen Euro. Kontantautomater er udbredte i byerne ligesom mange butikker og restauranter tager kreditkort. Skal I handle på markederne er bo afsides er det en god idé at medbringe kontanter.
Mere info
En guidebog eller et kort over byen er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Du kan også finde forslag til gode barer, hoteller og restauranter.
Udenrigsministeriets rejsevejledning
Inden din rejse til Mallorca anbefaler vi, at du tjekker Udenrigsministeriets rejsevejledning til Spanien og eventuelt downloader app’en rejseklar, hvor du kan skrive dig på danskerlisten.
Vejret Costa Blanca og bedste rejsetidspunkt
Costa Blanca er et typisk sommerrejsemål. Fra maj til langt ind i september er her strandvejr og selv i november kan man ofte opleve 20 °C. Højsæsonen ligger i juli og august, hvor det er solrigt med temperaturer på 30-33 °C - i perioder varmere. Sommermånederne er selvfølgelig også det dyreste tidspunkt at rejse til Costa Blanca - priserne er skruet kraftigt i vejret. Juni og september er et glimrende tidspunkt at besøge kysten. Vejret er godt og det er knap så hektisk som i højsæsonen. Alicante
18°
light rain
57% humidity
wind: 7m/s W
H 21 • L 16
20°
Fri
19°
Sat
20°
Sun
20°
Mon
22°
Tue
Weather from OpenWeatherMap
|
Kort over Costa Blanca
Vores Costa Blanca guide har selvfølgelig også et kort over byer, strande og seværdigheder i baglandet.
Costa Blanca Guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse
→ Charterrejser til Costa Blanca – se tilbud lige nu
→ Book hotel på Costa Blanca med prisgaranti
→ Find billige flybilletter til Costa Blanca – sammenlign priser her
→ Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Tak fordi du læste vores Costa Blanca guide – du kan også tjekke spain.info, der er den officielle turistside.
Be the first to comment