Kom godt afsted på din rejse

Gode råd til din rejse

Drømmerejsen eller bare en badeferie? Sidstnævnte kræver ikke den store forberedelse, og du kan trygt gå videre til indlæggene book en billig flybillet og find det rigtige hotel. Men skal du ud og opleve verden på en længere rejse, er det en god idé at forberede sig lidt. Her finder du en stribe gode råd, som vi gennem årene har samlet sammen.

Læg en plan

Verden er stor, og selvom vi sammenlagt har været på farten i mere end fire år, så er der stadig masser af lande og områder, vi gerne vil opleve. Det kan være fristende at se så meget som muligt på rejsen, men det kan alligevel anbefales at begrænse sig lidt.

Har du ubegrænset tid kan du se bort fra ovenstående, men skal du kun være væk i f.eks. tre måneder, så prøv at holde dig til en verdensdel. Jo, selvfølgelig kan det lade sig gøre at se både Asien og Sydamerika på tre måneder, men husk at få sjælen med.

Rejser du med bus eller tog, vil det hurtigt gå op for dig, at det tager tid at finde ud af, hvor byens stationer ligger, hvilken man skal benytte, og hvornår der er afgang.

Jo, der skal som regel “arbejdes” lidt, når man er på farten, men tag det som en lærerig oplevelse og betragt det som en del af eventyret.

Hvordan du vil rejse er helt op til dig selv. Det er fristende at snuppe en af rejsebureauernes verden-rundt-billetter, der helt sikkert vil give mindeværdige oplevelser, men ofte er dine flytider og destinationer lagt fast, og det giver kun begrænset frihed.

Lav derfor kun en løs rejserute, hvor der skal være plads til ændringer. Det kan godt være, at du hjemmefra har læst om en eller anden fantastisk seværdighed, du bare må se, men måske er der dukket noget meget mere spændende op, når du er fremme på destinationen.

Altså: læg en løs rute for jeres tur, der ikke må være for sammenpresset og som kan ændres.

  • Er dit pas gyldigt?
  • Book flybillet online eller hos et rejsebureau
  • Husk rejseforsikring og tjek, hvad den dækker
  • Lav en kopi af dine rejsedokumenter og send dem til dig selv og en af dine nærmeste venner/familiemedlemmer
  • Tjek om du skal have vaccinationer eller f.eks. malariamedicin
  • Skal du have visum til de lande du besøger?
  • Undersøg do and don’t i de lande du skal besøge
  • Overvejer du at leje bil/scooter eller motorcykel, så tjek gældende regler. Skal du have særlig tilladelse eller et internationalt kørekort?
  • Aftal med dine nærmeste, hvornår og hvor ofte du vil kontakte dem for at sige alt OK, alles klar eller hvad I nu finder på

Nu er du måske klar til at booke hotel. Eller…? Du skal selvfølgelig ikke booke hotel til hele din rejse, men et par overnatninger på din startdestination er en god idé. Du ved, hvor du skal hen og kan i ro og mag planlægge din videre færd.

Står du i en gigantisk lufthavn på den anden side af jorden, er der helt sikkert masser af taxichauffører, der har et forslag til, hvor du skal bo; Det sted, de får provision. Ved at have et mål er det dig, der bestemmer. Generelt på hele din rejse er det en god idé at signalere, at du har fuld kontrol over situationen.

Meget af den info du skal bruge, både før og under rejsen, kan du finde i diverse rejseguides. Vi bruger Lonely Planet, men alt efter temperament kan du lige så godt bruge Rough Guides, Frommer’s eller Bradt’s. Bøgerne er rigtig gode til at lære mere om seværdigheder og finde f.eks. gode restauranter og overnatningssteder.

Et godt tip er kun at bruge disse rejseguides som en hjælp og inspiration. Du er uden tvivl ikke den eneste, der har et eksemplar og faren er selvfølgelig, at du går i fodsporene på tusinder af andre turister

Men du vil helt sikkert rose dig selv, hvis du køber en rejseguide. Udover de gode informationer, så er der ofte kort i bøgerne, der angiver placeringen af bl.a. kontantautomater, ambassader, hospitaler og turistinformationer. Nyttigt, i nødens stund.

Nu er du afsted

Aah endelig. I måneder eller måske år har du gået og ventet på at komme afsted på drømmerejsen. Nu er du endelig nået frem til første destination og hvad så?

Nyd det for pokker.

Er du førstegangsrejsende til fjerne rejsemål og kulturer, så vil du nok sige til dig selv, at verden er stor. Måske vil du også tænke, at det er en rigtig dårlig idé, at du er taget afsted.

Fortvivl ikke. Kombinationen af jetlag, et pludseligt savn til dem derhjemme og en hektisk lufthavn i 35 °C varme kan tage pippet fra de fleste. Hold ud. Om ikke så længe vil du bare knuselske dig selv for din beslutning om at se verden.

Tag en dyb indånding og smil. Med et smil kommer du langt. Vær positiv. For sådan vil du uden tvivl opleve de mennesker, du besøger.

Der er snydere overalt i verden, men du kommer altid langt med din sunde fornuft. Sæt dig godt ind i de lokale forhold og mest almindelige scams. Vi er kun blevet udsat for snydere få gange, og de eneste steder jeg nogensinde har følt mig truet er i København og på Mallorca.

Når du er afsted vil du helt sikkert møde andre rejsende, der kan være fantastiske kilder til information om de nyeste trends og seværdigheder. Brug deres erfaringer og viden til en sikker og oplevelsesrig rejse.

Hvordan du vil rejse undervejs afhænger helt af dit budget og din trang til eventyr. Har du tid, så kan det være givende og spændende at rejse med lokaltransport.

Det er som regel også det billigste, men nogle steder i verden er det i dag så billigt at flyve, at du mod en beskeden merpris (eller måske billigere) kan komme hurtigere frem til din destination. Perfekt, hvis du har begrænset tid.

Mens du er afsted, så husk:

  • Ha’ system i dine vigtige papirer. Hvad gemmer du hvor?
  • Gå ikke rundt med alle dine penge
  • Hold dig opdateret om lokale forhold
  • Tjek dagligt nyheder om situationen i det land, du er i
  • Tal med andre rejsende om deres erfaringer
  • Skriv dig på danskerlisten på udenrigsministeriets hjemmeside undervejs
  • Få evt. et lokalt telefonnummer for at ringe billigere og komme på internettet

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*