Sol, strand og oplevelser på lavbudget

Inspiration til din ferie

Det behøver ikke at være dyrt at tage på en velfortjent solferie. Rejsebogsforlaget, Lonely Planet, har regnet sig frem til en stribe skønne rejsemål, hvor du får ekstra meget for pengene. Som de siger: når tiderne er trange, anbefaler vi at rejse mere – ikke mindre. Men vælg med omhu!

Grækenland

Grækenland har haft nogle hårde år med barske stramninger, skyhøj arbejdsløshed og demonstrationer. For et land, der lever af turisterne, er det dårlige nyheder. Men populære Grækenland med de solbrændte øer og den spændende kultur er stærkt på vej tilbage. Det er billigt og solsikkert, og utroligt nok, så findes der stadig små uopdagede perler, hvor du ikke bliver ramt af den store turiststrøm. Danskerne elsker Grækenland, helt forståeligt, og hvorfor ikke besøge landet nu? Hvornår: Juni, juli og august har det mest solsikre vejr, men også maj og september byder på masser af varme og sol. Desuden er prisniveauet lavere i denne periode

Italiens hæl

Hvis du nogensinde har prøvet at gå skulder ved skulder med millionærerne på Amalfikysten eller blot har tilbragt et par dage i Venedig, så ved du, at Italien kan slå bunden ud af enhver pengekasse. Derfor: Kig mod syd. Italiens hæl har uden diskussion de bedste strande i landet, små bjerglandsbyer og historiske seværdigheder. Men hvad der virkelig gør Puglien, Basilicata og Calabrien værd at besøge, er maden! Cucina povera, fattigmandskosten i dette område er simpel, smagfuld og billig. Selv i højsæsonen er her roligt, og du kan få god overnatning, der ikke koster en formue. Hvornår: Sommermånederne har varmest og mest solsikkert vejr. Dette område af Italien har dog også dejligt vejr i maj og langt ind i september/starten af oktober.

Nicaragua

Costa Rica er skønt, men hverken en hemmelighed eller specielt billigt. Det er Nicaragua til gengæld. Her er der oplevelser i verdensklasse. Fra vulkanekspeditioner, flodture ned ad Rio San Juan eller afslapning på uberørte strande. Budgetrejsende her kommer langt for 20 $ om dagen, og Nicaragua er et af de billigste steder at dykke og bo på stranden. Hvornår: det bedste vejr får du fra december til marts/april, hvor der er masser af sol og ca. 30° C.

Fiji

En destination i det sydlige stillehav på listen over billige rejsemål, spørger Lonely Planet. Jo, den er god nok, Yasawas og Mamanucas-øerne har noget så sjældent som gode resorts til backpackere. Det er måske ikke helt så billigt som Sydøstasien, men oplagt, hvis du vil prøve noget andet. Kombiner med øhop og snup nogle dage på Fijis hovedø, på den måde får du en lille smag af det eksotiske Polynesien uden at slagte sparegrisen. Hvornår: Fra juni til september, der er den lokale vinter. Det er tørtid og ca. 28° C.

Portugal

Den årlige undersøgelse fra The British Post Office, der afslører Europas billigste feriested, har Albufeira i Porugal som vinder. Algarve i højsæsonen falder måske ikke i alles smag, men dele af kysten er bestemt for budgetrejsende. Den portugisiske sydkyst byder på lange strande og god mad. Du kan kombinere ferien med en af Europas billigste hovedstæder, Lissabon, hvis stejle og smalle gader er spændende at udforske. Hvornår:Sommermånederne har det mest solsikre vejr. Maj, starten af juni og september er også gode rejsemåneder med godt vejr og lavere priser.

Mexico

Glem alt om de store og dyre resorts og tag dig tid til at finde Mexicos virkelige perler. Rejsende, der ikke går i fodsporene på de millioner af andre turister, vil blive så rigeligt belønnet. Nord for Puerto Vallarta kan du finde småbyer som Chacala, der har værelser for blot 40 $. Du kan ennda finde gode og billige steder på Yucatán-halvøen, kig efter de små og enkle cabanas på stranden. Er du frisk på at bo i f.eks. Mérida ud til den mexicanske golf, så tager prisen lige et ekstra dyk. Hvornår: Vinermånederne er bedst og mest solsikre, men Mexico kan besøges året rundt.

Karnataka – Indien

Indien har stadig meget at tilbyde budgetrejsende. Det ser måske ikke sådan ud, hvis du har oplevet Goa i højsæsonen, hvor de gode tilbud ikke ligefrem hænger på træerne. Men hvorfor ikke tage til nabostaten Karnataka, der har lange pragtfulde kyststrækninger. Området har længe været besøgt af hippier og backpackere, der er flygtet fra Goas turistmylder. Det er billigt, og Karnataka har også smuk natur, masser af templer og historiske seværdigheder. Hvornår: Fra december til februar/marts. Den indiske vestkyst får store mængder regn i sommermånederne.

Palawan – Filippinerne

Junglefloder, limstensbjerge og vidunderlige strande. Palawan er ingen hemmelighed, men det er et pragtfuldt sted, der ligesom resten af Filippinerne er billigt. Du kan opleve nationalparker, tage på opdagelse i øhavet eller blot dase på din helt egen strand. En kort tur fra Palawan bringer dig til Calamian Islands, hvis strande efter sigende skulle have inspireret Alex Garland til at skrive bogen The BeachHvornår: Fra december til marts/april, hvor det er tørtid med temperaturer på 30°-32°C.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*