
REJSENYT FRA IND- OG UDLAND – UGE 41 – 2019
Rejseekspert: solorejser bliver hot i 2020
Som vi tidligere har skrevet her på siden, så er solorejser en klar trend, og ifølge en engelsk rejseekspert vil rejseformen blive hot i 2020. Mange vælger at rejse alene for på den måde at få præcis den rejse man ønsker uden at gå på kompromis med f.eks. venner eller ægtefælle. Andre deltager i grupperejser sammen med andre singler – begge rejseformer bliver mere og mere populære, fortæller den engelske rejseekspert.
Condé Nast Traveller: Hvar er Europas bedste ferieø
I den årlige afstemning blandt luksusmagasinets læsere er den kroatiske ø stemt ind på førstepladsen som Europas bedste ferieø. Bornholm opnåede en fornem andenplads og herefter følger en lang række af velkendte rejsemål i Sydeuropa. Listen fra Condé Nast Traveller ser således ud:
- Hvar – Kroatien
- Bornholm – Danmark
- Mykonos – Grækenland
- Paros – Grækenland
- Kreta – Grækenland
- Sicilien – Italien
- Sardinien – Italien
- Ibiza – Spanien
- Mallorca – Spanien
- Korsika – Frankrig
Danish Travel Awards
Igen i år er der blevet afholdt Danish Travel Awards i Cirkusbygningen i København. Her et uddrag af vinderne:
Bedste europæiske rejseland: Portugal foran Grækenland og Spanien
Bedste rejseland udenfor Europa: Israel foran Japan og Canada
Bedste ferierejsebureau: FDM Travel foran MyCruise og Nyhavn Rejser
Bedste rejsearrangør: Nilles Rejser foran Albatros Travel og Gislev Rejser
Bedste charterbureau: Århus Charter foran Atlantis Rejser og Spies
Bedste europæiske flyselskab: Swiss foran KLM og Lufthansa
Bedste flyselskab udenfor Europa: Singapore Airlines foran Emirates og Qatar Airways
Nye SAS-ruter fra Danmark
I det kommende trafikprogram for sommeren 2020 åbner SAS otte nye ruter fra Danmark. Der er tale om seks ruter fra København og to ruter fra Aarhus Lufthavn. Fra København bliver der til sommer forbindelse til Bari i Italien, Zadar i Kroatien, Tivat i Montenegro, Rhodos i Grækenland, Haugesund i Norge og Sankt Petersborg i Rusland med det skandinaviske flyselskab. De nye ruter ud af Aarhus Lufthavn går til Chania i Grækenland og Alicante i Spanien.
Thomas Cook konkurs
Det store rejsebureau Thomas Cook er gået konkurs. Thomas Cook ejer bl.a. Spies Rejser i Danmark, der på trods af solide overskud i de seneste regnskabsår også bliver berørt af rejsebureauets kollaps. Spies benytter nemlig Thomas Cooks fly, og det betyder, at mange danskere fik aflyst deres rejse mandag den 23. september.
I skrivende stund sender Spies stadig kunder afsted på ferie, men fremtiden er uvis for det hæderkronede danske rejsebureau.

Ferie er bedre end sex
Vi har tidligere omtalt en lignende undersøgelse, men nu kan også hotelsøgemaskinen Agoda fortælle, at vi hellere vil på ferie end have sex. 1000 australiere har deltaget i undersøgelsen, der viser, at hele 57 % foretrækker ferie fremfor sex.
Danskerne strømmer til Jordan
Siden de to flyselskaber Norwegian og Royal Jordanian åbnede nye flyruter fra København til Jordan, er antallet af danske turister i det mellemøstlige land steget med 38 % sammenlignet med sidste år, skriver standby.dk. Mens Norwegian har fjernet deres to ruter til Jordan fra vinterprogrammet flyver Royal Jordanian stadig tre gange om ugen mellem København og hovedstaden Amman.
Bangkok er verdens mest besøgte by
For fjerde år i træk blev Bangkok verdens mest besøgte by. Den thailandske hovedstad havde i 2018 22,8 millioner besøgende efterfulgt af Paris (19,1) og London (19,09) på anden- og tredjepladsen. På de følgende pladser kommer Dubai, Singapore, Kuala Lumpur, New York, Istanbul , Tokyo og Antalya. Listen er udarbejdet af Mastercard.
Forbrugerorganisation: masser af falske anmeldelser på Tripadvisor
Den engelske forbrugerorganisation Which? har gennemgået 250.000 anmeldelser på Tripadvisor og mener nu, at mange af dem er falske. Ca. 15 % af anmeldelserne af de bedst ratede hoteller i en række populære byer viser tydelige tegn på, at de er falske, mener Which?. Forbrugerorganisationen anklager Tripadvisor for ikke at gøre nok ved problemet.
Vi tager også på storbyferie om vinteren
Ifølge en undersøgelse foretaget af Apollo Rejser, så hitter storbyferie også om vinteren. Glenn Bisgaard, der er kunde- og kommunikationschef hos Apollo, fortæller, at byer som Rom og Barcelona er populære i de kolde måneder – bl.a. shopper mange julegaver på ferien. En anden tendens er, at danskerne i stigende grad rejser på spontane storbyferier. Der ligger ikke så meget overvejelse bag som til f.eks. længere rejser.
Fra vores egen verden
Mest populære sider lige nu
Her er det varmt i oktober
Her er det varmt i december
Kanarieøerne – hvilken ø skal du vælge?
Syv gode koncepthoteller
Tyrkiet i efterårsferien – 10 hoteller med all inclusive i topklasse
Mest populære miniguides lige nu
Miniguide til Gran Canaria
Miniguide til Fuerteventura
Miniguide til Mauritius
Miniguide til Rhodos
Miniguide til Lanzarote

Be the first to comment