Rough Guides: Disse lande skal du besøge i 2017

Tag med til bl.a. Bolivia, Portugal og Nicaragua

Intet årsskifte uden rejseeksperternes anbefalinger til, hvilke steder, du skal besøge i det nye år. Naturligvis kommer rejsebogsforlaget Rough Guides også med deres bud på, hvor du skal tagen hen i 2017, hvis du vil være med på det nyeste nye.

1. Indien

Indien er ikke noget nyt rejsemål, men der er ifølge Rough Guides alle mulige grunde til at besøge landet i 2017. Der er stadig masser af uopdagede pletter som f.eks. Gujarat og Arunachal Pradesh, og at turister fra 150 lande nu kan søge visum online gør ikke det spændende og fremmedartede land mindre attraktivt.

2. Uganda

Det afrikanske land har så meget at byde på, men er alligevel langt fra overrendt af turister. Det er nu du skal besøge Uganda mener Rough Guides, der spørger: hvor ellers kan du på en og samme dage padle forbi krokodiller, trekke efter gorillaer i junglen og bade i varme kilder samtidig med, at du kan skimte sneklædte bjergtinder i det fjerne?

3. Bolivia

Det sydamerikanske land modtager kun 1 million turister om året, men når det først går op for masserne, hvad Bolivia har af attraktioner, skal du være hurtig for at have det hele for dig selv. Oplev den artsrige Amazonskov, tag på opdagelse på saltsletterne ved Salar de Uyuni eller snup en klatretur i de smukke bjergområder.

4. Nicaragua

Mellemamerika er såååå hot lige nu. Belize, Panama og Costa Rica, men også Nicaragua. Landet har nogle pragtfulde kolonibyer og de mest uspolerede strande i regionen. Nåh ja, du kan også bo på ecolodges, opleve regnskov og hele 19 vulkaner. Nicaragua er desuden et surferparadis og bliver kaldt Costa Rica uden alle turisterne.

5. Portugal

Europas sydvestlige hjørne er i den grad kommet på landkortet igen. Portugal har i mange år kun været et andetvalg, men sådan behøver det ikke være.

I de to største byer Lissabon og Porto finder du lækker mad og en sprudlende kunstscene. Og så er du aldrig langt fra nogle af Europas mest uspolerede kyststrækninger, hvor du finder småbyer med lækker autentisk mad og skøn vin.

6. Namibia

Du har sikkert hørt om Namibia i utallige tv-programmer om Afrikas spændende dyreliv. Det er blot en af grundene til at besøge det spændende land, der er hjem for en af verdens ældste ørkener.

Namibia er proppet med fantastiske fotomuligheder, og der skulle være rige chancer for at tage nogle gode billeder, når du svæver over Kalahari i luftballon, undrer dig over skeletkystens barske landskab eller spotter elefanter og næsehorn i terrænet.

7. Taiwan

Hvad tænker du, når du hører om Taiwan. Mad? Måske ikke, men det er i hvert fald det, der popper op hos mig. Hovedstaden Taipei har noget af verdens bedste streetfood, og så bliver byen, der var designhovedstad i 2016, mere og mere sofistikeret.

Taiwan er Vesten, der møder Østen, og det i et vellykket mix. Taiwan er mere end Taipei, snup f.eks. et af de moderne tog, der kan bringe dig til smukke skove og høje bjerge.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*