Mange mennesker drømmer om at øhoppe i Grækenland. Det gjorde Jay og Bethany også, men i stedet for at tage båden fra ø til ø brugte de et paddleboard.
Det var efter en rejse til De Ioniske Øer, det engelske par drømte om at vende tilbage for at se mere. De havde opdaget, at mange strande og bugter kun kunne nås fra vandsiden, og på den måde opstod idéen med at bruge paddleboard som transportmiddel.
I to uger sejlede Jay og Bethany rundt blandt øerne kun medbringende en rygsæk hver, et lille telt og en yogamåtte til at sove på. “Jeg havde alt for meget tøj med”, fortæller Bethany til flere britiske medier. “Jeg levede i min bikini og i de ensomme bugter behøvede jeg ikke engang den – kun når vi provianterede i de små byer havde jeg brug for lidt tøj”.
Jay og Bethany fandt deres helt egen strand
Parret startede på den nordlige del af Lefkas, og de fulgte kysten til den sydlige del af øen. Derefter gik turen til Ithaca og det var en rute, der gik over åbent hav. De er enige om, at det var den farligste del af turen, men på Ithaca blev de også belønnet for deres anstrengelser – på et kort, som Jay har tegnet er der et lille kryds med markeringen Bay of Dreams.
Fra Ithaca tog Jay og Bethany igen nordpå. Næste stop var Meganisi, der ligger lige øst for Lefkas. Her sluttede den 14 dage lange tur, der for Jay godt kunne have været længere. Han ville gerne have fortsat, men Bethany trængte til et bad og en rigtig seng. “Jeg synes, der var salt overalt”, fortæller hun.
Det var en billig rejse for det engelske par. Ofte fangede de selv deres mad i havet som de tilberedte på stranden. Dagsbudgettet lå på 10-15 € som de brugte på mad og drikke i de små landsbyer.
Både Jay og Bethany synes turen har været fantastisk. “Vi lagde alt for hårdt ud – efter tre dage var vi nærmest udkørte, og vi besluttede at tage den med ro. Bare tage dagene som de kommer”, slutter parret, der er vel tilbage i England, hvor de er ved at planlægge det næste eventyr.
Be the first to comment