
Sol- og strandelskere kender uden tvivl Fuerteventura. Kanarieøernes anden største ø er et sandt badeparadis og et perfekt sted, når vinteren for alvor har bidt sig fast i Danmark. Men selvom de fleste besøger øen i de kolde måneder, så tager flere og flere turen på egen hånd i sommerferien, hvor du er garanteret sol.
En af de danskere, der ved mest om Fuerteventura er Ole Loumann, der er forfatter til Turen går til Gran Canaria, Lanzarote og Fuerteventura. Han anbefaler, at man tager ud og ser øen, helst i lejet bil, så man har nemmere ved at komme rundt. Ole Loumann har besøgt Fuerteventura adskillige gange, og også han er begejstret for de imponerende drømmestrande.
Fuerteventura er omringet af strande
Strandene på vestkysten er ikke så badevenlige, men til gengæld storslåede og barske. Ole Loumann fremhæver især Playa de Castillo, hvor kontrasten mellem de frådende grønne bølger og de røde bjerge i baggrunden er helt fantastisk.
Men det er ikke vestkysten, der får strandelskere til at valfarte til Fuerteventura. På øens modsatte side ligger nemlig kilometervis af lækker sandstrand med turkisblåt vand. Her er masser af plads, og det er faktisk muligt at have en stranddag uden at se et eneste andet menneske.
“Mellem Costa Calma i nord og Morro Jable i syd ligger et 28 km langt, glinsende paradis af klitter og hvidt sand. Stranden Playas de Sotavento de Jandia er sandsynligvis den bedste og mest alsidige strand, man finder på De Kanariske Øer. Lang, bred og lavvandet er den ideel til familiebadning, og her er små øde bugter, hvor man kan slippe det hele løs, som Gud skabte én – hvis man skulle få lyst til det!”. Ole Loumann
Fuerteventura er også hyggelige byer
Den kuperede, og til tider bjergrige midtø, byder på herlige småbyer, hvor du både kan få kultur- og madoplevelser. I byen Betancuria, hvor kirken Iglesia de Santa Maria er et naturligt centrum, er der indrettet restauranter i mange af de charmerende huse.
Betancuria fungerede i 400 år som Fuerteventuras hovedstad, og byen har levet en omskiftelig tilværelse med angreb fra både pirater og berbere. Ole Loumann anbefaler, at når man nu er i området omkring Betancuria, så skal man køre forbi det forblæste udsigtspunkt Mirador Morro Velosa, der ligger 600 meter over havet.
Dyreparken La Lajita
En god oplevelse for hele familien er dyre- og naturparken Oasis Park ved La Lajita, fortæller Ole Loumann. Her er hundredevis af eksotiske dyr, der lever i smukke omgivelser, som minder om dem de kommer fra. Parken ligger ved Costa Calma på den sydlige del af øen, og det er et sted man kan bruge mange timer.
Be the first to comment