En lille ø med store oplevelser. Sådan kunne man kort præsentere Samos, som var en af de første græske øer, der kom på turistlandkortet. Samos står lidt i skyggen af f.eks. Kos, Kreta og Rhodos, men virker selv i ferieområderne mere autentisk.

Samos er nok mest berømt for matematikeren Pythagoras, der boede på øen i flere år. Det samme gjorde filosoffen Epicurus, ligesom gudinden Hera ifølge græsk mytologi blev født på Samos. Folkeslag som romerne og byzantinerne har også været forbi øen, og de har alle efterladt sig større og mindre bygningsværker, hvor de fleste i dag blot er ruiner.

Der er således masser af spændende historie på Samos, der også byder på smuk natur, dejlige strande og masser af god mad.

Et klassisk Grækenlandsbillede

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Charterrejser til Samos – se aktuelle tilbud her
Book hotel på Samos med prisgaranti
Find billige flybilletter til Samos – sammenlign priser her
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

Ferieområder og strande

På trods af størrelsen, så har Samos et pænt udvalg af feriebyer/områder med alle fornødenheder inden for rækkevidde. Cafeer, barer og spisesteder ligger på stribe, og du har selvfølgelig også mulighed for at shoppe f.eks. tøj, læder og keramik.

Pythagorion

Pythagorion på sydøstkysten er nok Samos største ferieområde. Byen er opført på og ved en gammel havn fra det antikke Grækenland. Af samme grund er der både i og udenfor byen en lang række ruiner som du kan læse mere om længere nede på siden.

Havnen er stadig omdrejningspunktet i Pyhagorion, der har en aktiv fiskerflåde og dermed også spændende lokalliv. Netop området ved havnen er det hyggeligste i byen – i gaderne finder du cafeer, shopping og gode spisesteder.

Vest for havnen ligger resterne af et gammel fort, der delvist er ruiner. Her skal du besøge Lykourgos Logothesis tårn, der er opkaldt efter den lokale patriot, der ledede frihedskampen mod tyrkerne. Byens strand ligger på den anden side af fortet og består af sand, grus og småsten. Der er udlejning af solstole og mulighed for vandsport.

Pythagorion ligger meget tæt på lufthavnen, hvilket kan give lidt flystøj. Du bor til gengæld i en at Samos mest veludviklede turistområder og med nem adgang til flere af øens største seværdigheder.

Samos By

Samos største by er Vathy, også kaldet Samos By. Som i Pythagorion er havnen et slags centrum, men bestemt ikke så hyggelig. Den er måske nok mere autentisk, og så er det i Samos By du finder de små lokale taverner, der ikke er henvendt til turisterne, men de lokale.

Det betyder langtfra, at Vathy ikke har noget at tilbyde turisterne. Byen har masser af gode overnatningssteder, men også et fint arkæologisk museum, og så giver Samos vigtigste havn masser af liv i gaderne.

Der er dog et pænt stykke (i forhold til øens øvrige ferieområder) til nærmeste strand – tættest på ligger Gaggou (ca. 2,5 km), men du kan også besøge Mourtia Beach ca. 7 km fra centrum og den superdejlige Livadaki Beach, der ligger ca. 8 km mod nord.

Kokkari

Vores absolutte favoritby på Samos er Kokkari, der ligger på nordkysten ca. 12 km vest fra Samos By. Kokkari er præcis sådan en græsk by, man drømmer om at besøge. Tænk små hvide huse ud til en charmerende havnefront med bystranden foran.

Selvom Kokkari er idyllisk, så har turisterne for længst gjort sit indtog. Det er et af Samos mest populære ferieområder med bl.a. cafeer, hyggelige taverner og mindre overnatningssteder. Stranden er med småsten, og beliggenheden langs den nordlige kyst gør, at der af og til blæser en god vind. Af samme grund er Kokkari et godt sted at surfe.

Kan du lide en god gåtur, så kan du følge stien bag byen, der gennem olivenlunde fører op til den lille bjergby Vourliotes, som har flere gode spisesteder.

By og hav på Samos

Karlovassi

På nordvestkysten ligger Karlovasi, der er Samos andenstørste by. Også her finder du et godt udvalg af barer og spisesteder, hvoraf flere kan give en god autentisk oplevelse. Samos er kendt for sin læderproduktion, og i Karlovasi kan du besøge Garvningsmuseet for at lære mere om forarbejdningen af læder.

Karlovasi har en fin bystrand med udlejning af solstole, men blot få kilometer fra byen kan du finde en række rigtig skønne strande af noget bedre kvalitet. F.eks. Potami Beach, der ligger i en pragtfuld bugt. Baglandet er kuperet med mulighed for gode vandreture, hvor du kan opleve smuk natur – bl.a. vandfald.

Votsalakia (Kampos)

Skal din rejse til Samos udelukkende være badeferie, så kunne Votsalakia være en by for dig. Her ligger et veludviklet turistområde med nem adgang til en stribe rigtig gode strande. Bl.a. Votsalakias bystrand, der er en af øens længste.

Egentlig består området af flere småbyer, hvor havnen i Ormos er en af dem. Både her og i Votsalakia mangler der hverken restauranter eller overnatningssteder. I baglandet ligger det 1434 meter høje Mount Kerkis, hvor der er flere vandreruter og smuk udsigt over Ægæerhavet.

Andre strande og ferieområder

Der er flere andre steder, du kan bo på Samos. Af feriebyer med et udvalg af cafeer og spisesteder kan du se nærmere på Ireo og Agios Konstatinos.

Rundt om på øen ligger et utal af strande – nogle er med sand, andre med grus eller småsten. Strandene kan være meget forskellige – nogle steder kan du leje solstole, men der er også mulighed for at finde næsten øde bugter.

Af populære og anbefalelsesværdige strande kan nævnes Tsamadou (delvist fribadestrand) og Lemonakia, der begge ligger få kilometer vest for Kokkari. Strandene er med småsten og klart vand i blå og grønne nuancer.

På sydkysten er Psili Ammos populær, da det er en af Samos få sandstrande. Her er der to taverner og udlejning af solstole, men også mulighed for at smide sit håndklæde i sandet.

Faktisk er der to strande med navnet Psili Ammos (der betyder fint sand) på øen. Denne ligger tæt på Votsalakia, mens du finder den anden ca. 12 km øst for Pyhagorion. Her har du fin udsigt til Tyrkiet over det smalle stræde. Solstole og parasoller står på stribe, og du har mulighed for at få lidt at spise og endda at overnatte.

Som nævnt tidligere er der af og til vind fra nord, men du kan blot søge mod øens sydkyst, hvor der på samme tid kan være vindstille.

Flot kig ud overen af Samos’ smukke bugter

Overnatning

På Samos finder du et stort antal overnatningssteder, der primært er studios, pensioner og mindre hoteller. Øen har dog flere større resorts med aktiviteter for store og små.

Du kommer nemmest (og som regel også billigst) til Samos på en charterrejse – her har du direkte fly og hotel inkluderet med mulighed for at tilkøbe lufthavnstransfer.

Generelt er prisniveauet på overnatning rimeligt. Dyrest er det ikke overraskende i sommermånederne og især i august, hvor langt de fleste grækere selv holder ferie. Begyndelsen af juni og september kunne være gode tidspunkter at rejse til Samos, hvis prisen er en vigtig faktor.

Af anbefalelsesværdige hoteller kan vi nævne Kalidon Panorama i Kokkari, Naftilos i Pythagorion og So Nice Hotel i Kampos.

Du finder selvfølgelig et meget større udvalg på f.eks. hotels.com og booking.com – de to sider har det største udvalg og som regel også de laveste priser. Tip: Tilmeld dig det rigtig gode loyalitetsprogram hos hotels.com, hvor du kan få yderligere rabat og samle gratis nætter – det har vi selv rigtig stor glæde af!

Mange af strandene består af sten

Seværdigheder og aktiviteter

Eupalinos Akvædukt

En imponerende seværdighed er Eupalinos Akvædukt lige nord for Pythagorion. Her opførte de gamle grækere anført af ingeniøren Eupalinos en over 1 km lang tunnel, der førte vand fra kilden til byen.

Akvædukten menes færdiggjort omkring år 530 f.kr. Vandforsyningen var af yderste vigtighed, og derfor har man af flere omgange forsøgt at skjule kilden. Et utroligt byggeri, der sammen med det antikke Pythagorion og Heras Tempel er på UNESCOs verdensarvliste. Entré 10 € – der er lukket tirsdag.

Heraion (Heras Tempel)

Hera er en betydningsfuld gudinde i den græske mytologi. Til ære for hende opførte man over en lang periode begyndende i år 870 f.kr. Heraion – et slags tempel eller helligdom. Det har været af en betydelig størrelse og blev beskrevet af historieskriveren Herodot som “Det største af alle templer”.

I dag er det blot et ruinområde, men udgravninger viser, at templet har været ca. 45 x 80 meter. Arkæologer diskuterer stadig, om det nogensinde blev færdigt. Heraion var forbundet til det antikke Pythagorion af en hellig vej, der også gik over floden Imbrasos. Entré 6 € – der er lukket tirsdag.

Panagia Spiliani Kloster

Vil du besøge et typisk græsk kloster, så vend snuden mod Panagia Spiliani, der ligger tæt på Pythagorion. Det kræver en bil at besøge klostret, der blev grundlagt i 1586. Det er dedikeret til Jomfru Maria og ligger med smuk udsigt over Samos, Tyrkiet og det ægæiske hav. Fra klostret fører en trappe ned til grotten, hvor du finder en lille helligdom.

Samos har mange charmerende byer

Samos rundt

Hører du til dem, der holder af smuk natur, græsk autenticitet og charmerende landsbyer, så lej en bil og kør ud i det blå. Samos er overraskende bjergrig, og det betyder, at øen nogle steder ikke er så fremkommelig. Her har du til gengæld mulighed for at indsnuse lidt lokal græsk atmosfære. Mange steder har du som en bonus fantastiske udsigter over ø og hav.

Seværdighederne nævnt ovenover kan alle indgå i din øtur ligesom du har mulighed for at besøge nogle af Samos mere øde strande. Har du et eller flere særlige mål for din tur, så tjek parkeringsmulighederne – de kan være begrænsede ved strande og seværdigheder.

Tyrkiet

Fra Samos er det nemt at besøge Tyrkiet. Der er mindst én daglig færgeafgang til Kusadasi, der er en populær ferieby. Her kan du gå på opdagelse i den herlige gamle bydel for at besøge markeder og det byzantinske fort, der ligger på den såkaldte Pigeon Island.

Den helt store attraktion er dog Efesos, der engang var hjem for Artemis-templet, som var et af antikkens syv vidundere. Efesos er et stort ruinområde med spor efter grækerne, romerne og byzantinerne. Den vigtigste bygning er det delvist genopførte Celsus-bibliotek.

Fra Samos er der guidede ture til Tyrkiet og Efesos, der er superspændende. Du kan læse mere om Efesos her.

Aktiviteter

Samos er især populær blandt vandrere. Rundt om på øen finder du adskillige ruter af forskellig sværhedsgrad. Uanset rute, så tilrådes det at holde sig til stierne. Du kan læse meget mere om vandring på Samos på samoshike.com.

Også vandsport er populært. Surfing foregår primært langs nordkysten, hvor Kokkari kan være et godt sted for nybegyndere/let øvede. Ved strandene i Pythagorion og Potokaki kan du prøve flere former for vandsport.

Fisker på Samos

Mad og drikke

Selvom Grækenland er et af danskernes mest elskede rejselande, så står køkkenet lidt i skyggen af det franske og italienske. Men der er masser af gode retter at vælge mellem. F.eks. moussaka, simreretten stifado og den bagte giouvetsi med de små pastaer kaldet kritharaki (orzo).

Og så er der den elskede græske salat, der ledstaget af godt brød som regel er nok til et skønt frokostmåltid i varmen. Grillspyddene souvlaki er en anden græsk specialitet, og det samme er dolmades – fyldte vinblade, der er fantastiske med en god tzatiki.

Gedekid på tusind måder synes at være nationalretten på Samos – se f.eks. efter skordato – et must at prøve. Omringet af vand kan du selvfølgelig også finde masser af frisk fisk og skaldyr. På lokale taverner afhænger udvalget ofte af dagens fangst.

Gode spisesteder på Samos

• To Tigani i Pythagorion
• Prima Vera i Kokkari
• Lakis Restaurant i Pythagorion
• Taverna Filarakia i Samos By
• The Beer Tavern i Kokkari
• To Kyma i Ireo

Samos har et fint aften- og natteliv. Vi taler ikke om vilde pub crawls og store klubber, men ingen behøver at tørste. Øen har adskillige vandhuller i form af pubs, barer og spredte diskoteker.

Når du besøger Samos skal du selvfølgelig smage den lokale vin. Det er en sød dessertvin lavet på Muscat-druen som du kan købe i supermarkederne og lære mere om på vinmuseet i Samos By.

Hyggelig café

Transport

Ind og ud

Som nævnt er det nemmest at besøge Samos på en charterrejse. Det er selvfølgelig muligt at rejse til Samos på egen hånd, men det kræver en eller flere mellemlandinger uanset hvor i Danmark du rejser fra. Der er direkte fly til Samos fra både Athen og Thessaloniki. Søg og sammenlign flybilletter her.

På en charterrejse har du som regel mulighed for at tilkøbe lufthavnstransfer. Skal du alligevel rundt på øen, så kan du forhåndsbooke en lejebil, som du afhenter i lufthavnen. Det er dog værd at tjekke om du kan parkere der, hvor du ønsker at booke

Der holder taxa udenfor ankomstterminalen – prisen for en tur til Samos By er ca. 30 €, til Pythagorion 10 € og til Kokkari 45 €. Har du booket hotel på forhånd vil de sandsynligvis også kunne hjælpe med transport.

Samos er selvfølgelig også betjent af Grækenlands omfattende netværk af færger, der primært lægger til i Vathy. Herfra er der ruter til Piræus og en lang række af naboøerne.

At komme rundt

Hvis du vil opleve Samos på egen hånd, så anbefaler vi at leje en bil. Book hjemmefra – det gælder i særdeleshed i højsæsonen. Alternativt kan du leje en scooter.

Du har også mulighed for at tage med på guidede udflugter. Ligger der ikke et tourbureau i nærheden, så få dit hotel til at hjælpe med at booke.

Samos har offentlig transport i form af busser, der forbinder de større byer. Afgangene er få og kører stort set ikke i weekenden. Vil du på eventyr med de lokale busser, så køb billet på forhånd i billetkiosken. Ved stoppestederne skal du gøre tegn til chaufføren, at du vil med bussen.

Praktisk information

Valuta

I Grækenland bruger man euro. Kontantautomater er udbredte og på mange restauranter accepteres kreditkort som f.eks. Visa og Mastercard. Skal du handle på markederne, er det en god idé at medbringe kontanter.

Mere info

En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Husk dog at give plads til eventyret. Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå – det er som regel sådan du får de mest uventede oplevelser.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Det er altid en god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning for seneste info om at rejse til Grækenland. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.

Vejr og bedste rejsetidspunkt

Samos er et typisk sommerrejsemål. Fra juni til august/september skinner solen fra en skyfri himmel og du kan forvente temperaturer på 29° til 33°C - i perioder varmere.

Allerede i april kan temperaturen runde 20° C og foråret kan være et godt tidspunkt at besøge Samos. Der er færre turister og prisniveauet på bl.a. hoteller er lavere. Sæsonen er lang på Samos, der som regel har godt vejr et godt stykke ind i oktober.

Samos
14°
few clouds
56% humidity
wind: 3m/s NE
H 14 • L 12
14°
Fri
17°
Sat
16°
Sun
14°
Mon
15°
Tue
Weather from OpenWeatherMap

Kort over Samos

Nyttige links til planlægningen af din rejse

Charterrejser til Samos – se aktuelle tilbud her
Book hotel på Samos med prisgaranti
Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*