Lille Kos går aldrig af mode. Sammen med Kreta og Rhodos var øen for snart 60 år siden med til at sparke det græske turisteventyr i gang.
På trods af størrelsen tiltrækker Kos mange forskellige slags turister. De unge kommer for nattelivet, familierne for de børnevenlige hoteller og vandsportsentusiasterne for de gode muligheder for surfing.
Og så er der alle dem, der bare kommer for en bekymringsfri ferie under den græske sol. Enten på Kos eller naboøerne Kalymnos og Telendos, der absolut er et besøg værd.
Tidligere var turismen koncentreret i og omkring Kos By, men i dag er hotellerne spredt ud på øen, der også byder på charmerende små landsbyer, hvor du kan møde det ægte Grækenland.
Med den introduktion byder vi velkommen til vores Kos guide, som vi håber, du kan bruge til din rejse.
Indhold

Transport
Ind og ud
Langt de fleste turister, der besøger Kos har booket en charterrejse med fly, hotel og måske transport inkluderet. Er du på egen hånd, så kan du ofte købe en flybillet hos charterbureauerne. Alternativt kan du flyve over f.eks. Athen. Søg og sammenlign flybilletter her.
Kos’ lufthavn har koden KGS og ligger omtrent midt på øen. Har du booket en charterrejse er lufthavnstransfer som regel inkluderet eller kan nemt tilkøbes.
Indgår Kos i et øhop, så er der adskillige færgeforbindelser til og fra øen. Er du typen, der kan sove hvor som helst, så er det en god idé at sejle om natten – der er ingen grund til at bruge dyrebare feriedage på en færge.
At komme rundt
Vil du se øen i eget tempo og have nem adgang til strandene, så lej en bil – det giver maksimal frihed på rejsen. En scooter er selvfølgelig et fint alternativ. Der findes også taxier, mens det er væsentlig billigere at tage de offentlige busser. Selskabet KTEL kører over hele øen – se mere om ruter og afgangstider på busselskabets hjemmeside.
Overnatning på Kos
Kos er et typisk charterrejsemål, hvor langt de fleste turister har booket en pakkerejse hjemmefra. Det er absolut også den nemmeste måde at besøge øen, men du har selvfølgelig et større udvalg af hoteller, hvis du booker hotel på egen hånd.
Heldigvis har de fleste charterbureauer forskellige koncepter som f.eks. all inclusive, luksus, vandland og kun for voksne.
Tidligere boede næsten alle turister i eller omkring Kos By, men flere af øens strande er nu udbyggede, hvoraf nogle har større resorts med alt i faciliteter henvendt til børnefamilierne.
Kos kan tilbyde alt fra små pensioner med en familiær atmosfære til luksushoteller – på trods af øens størrelse, så er udvalget stort. Husk at tjekke værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad, der er inkluderet (f.eks. morgenmad), når du sammenligner hoteller.

Strande og ferieområder
De fleste turister bor i eller omkring Kos By, der har flere strande. Den mest populære er uden tvivl Lambi Beach, der starter lige efter havnen og fortsætter flere kilometer mod nord.
Her er tætpakket med mennesker i højsæsonen, men til gengæld er alle faciliteter inden for rækkevidde: solstole, barer, restauranter, vandsport og mod nord beach clubs. Stranden er med sand blandet med småsten.
Kos har generelt mange glimrende strande, men de hører ikke til Grækenlands bedste. 11 km fra Kos By ligger Tigaki Beach, der er et af øens ældre ferieområder. Den lille by har en dejlig lang sandstrand med klart vand og mulighed for lidt mere privatliv på den vestlige del, hvor der også er små sanddyner.
Tigaki har både barer, restauranter og hoteller – et etableret ferieområde i mindre målestok. Der er solstole på stranden og vandsport til de aktive.
På den vestlige del af Tigaki Beach ligger også en lille saltsø, og efter den begynder Marmari Beach, hvor der er god plads i sandet. Også her mulighed for at leje solstole. Her er ofte en pæn vind og af samme grund er stranden populær blandt windsurfere. Det samme gør sig gældende med Mastihari Beach længere mod vest.
Mens Tigaki Beach og Marmari Beach ligger på nordkysten, så finder vi Psalidi Beach på øens sydkyst. Egentlig består Psalidi Beach af adskillige strandområder, der starter tæt på Kos By og fortsætter mod vest. Det er et alsidigt område med småbugter og længere strande, hvor flere store resorts ligger beach front. Her er solstole, barer og restauranter.
Strandområderne fortsætter ned til først Paradise Beach, der er lavvandet og lækker, men også superpopulær. Her kan være ret mange mennesker i højsæsonen. Videre mod syd kommer strande som Agios Stefanos og Kamari. Især på sidstnævnte er der gode muligheder for at få lidt mere plads.

Seværdigheder og aktiviteter
Kos By
Kos By er måske ikke særlig stor, men alligevel fyldt med historie. Kos har, som de øvrige Dodekanesiske Øer, været under indflydelse fra adskillige bystater og lande. Johanitterne byggede den store borg ved havnen, og mange steder i byen kan man se rester fra det gamle Grækenland og især den romerske periode.
Det såkaldte Gymnasium er fra år 300 f.kr. og dækker et større område. Meget er ruiner, men det er alligevel et besøg værd, og så er det også tanken om hvad der er foregået her for mere end 2000 år siden, der gør stedet interessant.
Du skal også besøge Casa Romana – et flot hus fra det 2. århundrede, der giver et fint indblik i datidens byggestil. Her er også statuer, freskoer og et utal af store og små detaljer.
I byens gader ligger også moskéer og romerske bade blandet med typiske græske huse, der stråler om kap med de mange blomster. Kos By er sådan et sted, hvor det er en fornøjelse bare at gå rundt i gaderne uden mål.
En tur rundt på øen
Kos har for altid indskrevet sig i historien. Det var her at den moderne lægekunsts fader, Hippokrates, opførte Asklepion, der både fungerede som hospital og læreanstalt.
Asklepion er i dag kun ruiner, men et must-see og et sted du kan mærke historiens vingesus. Fra ruinerne er der også en skøn udsigt over havet og nabolandet Tyrkiet, der ligger kun fire km væk.
Længere mod vest er der flere gode oplevelser. Ad bjergveje kan du besøge Agios Dimitros og Zia, hvor især sidstnævnte er populær og har flere glimrende taverner. Her og der ligger små sideveje, der fører til øens små hemmelige steder.
Der er ca. 30 km fra Kos By til øens bedste strande, der ligger som perler på en snor i en lang bugt. Paradise Beach, Banana Beach og Camel Beach. Vælg selv, hvor du vil arbejde på kuløren og bade i det klare Middelhav.
Det er vest for de skønne strande det ukendte Kos ligger. Kefalos er den største by – et hyggeligt sted, men det er værd at fortsætte til Agios Theologos. Kysten her er barsk, og når man besøger et af klostrene synes larmende Kos By er at være tusindvis af kilometer væk.
Ved Limnionas ligger både en dejlig strand og et ganske lille fiskerleje – det er charmerende græsk og et fint sted at se de smukkeste solnedgange.
Øhavet omkring Kos
Fra havnen i Kos By sejler adskillige både hver dag ud i øhavet, hvor passagererne kan få en dejlig dag med sol og hav. Der er forskellige udbydere og forskellige ture, men som regel gøres der bade- og snorkelstop ved den lille klippeø Plati og et længere stop på øen Pserimos.
Tag en tur ned på havnen for at se de forskellige muligheder. Det er en god idé at spørge til pris, turens varighed, hvor mange mennesker, der er ombord og selvfølgelig hvad, der er inkluderet.
Kalymnos – svampefiskernes ø
Med turbåd fra Kos By eller med færgen fra den lille havneby Mastihari kan du besøge naboøen Kalymnos. Hovedbyen Pothia er fyldt med caféer, hvor lokale nyder en kop kaffe på havnefronten.
Det er også det bedste sted at købe natursvampe, som stadig er en del af øen. I gamle dage var det et farligt erhverv at dykke ned og plukke svampene, men også i dag er de overalt i butikkerne.
Oppe i gaderne omklamrer farvestrålende bougainvillea og oleander de pastelfarvede huse, og op ad et lille bjerg kan du besøge Savvas Klostret, der ligger smukt med udsigt over Pothia.
Kun få turister bor i hovedbyen. De tager hellere til Myrties og Massouri 10 km mod nordvest. Fra rullestensstrandene her er der en smuk udsigt til Telendos – endnu en ø, der er værd at besøge. Kalymnos er i øvrigt et hot spot for klatrere, der udfordrer øens barske og stejle bjergsider.
Kalymnos er en helt anden verden end Kos – mere rolig og nede på jorden, men naturligvis med langt færre muligheder for aktiviteter og forlystelser.
Aktiviteter på Kos
Kos er et godt sted at holde ferie for børnefamilierne. Udover de mange store resorts med alt i faciliteter, så kan I også besøge en af de populære vandparker. Aquatica Water Park ligger ved Kardamena, mens Lido Water Park, der er en af Grækenlands største, ligger ved Mastihari.
Vandsport er også en stor aktivitet på Kos. Windsurfing, kitesurfing og bananbåd for blot at nævne noget. Dykning er også en mulighed – her kan du blot gå ned på havnen i Kos By for at høre om mulighederne.

Mad & drikke
Det græske køkken er efterhånden kendt af de fleste. Retter som moussaka, stifado og souvlaki får tænderne til at løbe i vand og det samme gør alle de lækre friske grøntsager, der bl.a. bruges i den populære græske salat.
Kos er en rigtig turistø og der kan være langt mellem de gode spisesteder. De hyggelige lokale taverner findes, men man skal lede efter dem. Undgå også restauranterne på havnen, der generelt er rene turistfælder. Gå i stedet for op i gaderne, hvor du kan være heldig at støde på en lokal græsk restaurant.
Med så mange turister siger det sig selv, at du på Kos kan få mad fra det meste af verden, men prøv de små lokale spisesteder. Også selvom du måske har købt all incluisve – mange restauranter lider under, at turisterne i stigende grad spiser på deres hotel.
Kos’ natteliv er legendarisk – allerede for 30 år siden var øen et partycentrum med festglade unge, der fornøjede sig med happy hour, pub crawl og vanvittige druklege. Sådan er det stadig – de to bargader i Kos By er liv og glade dage i sommermånederne.
Praktisk information
Valuta
I Grækenland bruger man euro. Kontantautomater er udbredte i byerne og på mange restauranter accepteres kreditkort som f.eks. Visa og Mastercard. Skal du besøge mindre landsbyer og handle på markederne, er det en god idé at medbringe kontanter.
Mere info
En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Husk dog at give plads til eventyret. Gå rundt i gaderne eller kør ud i det blå – det er som regel sådan du får de mest uventede oplevelser.
Udenrigsministeriets rejsevejledning
Det er altid en god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning for seneste info om at rejse til Grækenland. På ministeriets hjemmeside kan du også downloade app’en rejseklar og eventuelt skrive dig på danskerlisten.
Vejret og bedste rejsetidspunkt
Kos er et typisk sommerrejsemål. Fra juni til august/september skinner solen fra en skyfri himmel og du kan forvente temperaturer på 28° til 32°C. Allerede i april kan temperaturen runde 20° C og foråret kan være et godt tidspunkt at besøge Kos. Der er færre turister og prisniveauet på bl.a. hoteller er lavere. Sæsonen er lang på Kos, der som regel har godt vejr et godt stykke ind i oktober. Kos
18°
overcast clouds
79% humidity
wind: 4m/s SE
H 18 • L 16
16°
Tue
12°
Wed
9°
Thu
11°
Fri
13°
Sat
Weather from OpenWeatherMap
|
Kort over Kos
Vores Kos guide har selvfølgelig også et kort over øen med markering af bl.a. byer, strande og interessante steder.
Kos guide: Nyttige links til planlægningen af din rejse
→ Charterrejser til Kos – se tilbud lige nu
→ Book hotel på Kos med prisgaranti – se mere her
→ Find billige flybilletter til Kos – sammenlign priser her
→ Kom nemt fra lufthavnen til dit hotel – se priser på lufthavnstransfer
Tak fordi du læste vores Kos guide – du kan finde mere information på kos.gr, der er den officielle turistside.
Be the first to comment