Lonely Planet: Her skal du rejse hen i 2020

Få inspiration til dine rejser i 2020

Det er blevet den tid på året, hvor alverdens rejseeksperter sætter navn på de bedste steder at rejse hen det kommende år. Rejsebogsforlaget Lonely Planet er først ude med deres forslag til de hotteste rejsemål i 2020.

Den såkaldte Best In Travel 2020 er i fire kategorier – bedste land, bedste by, bedste region og mest værdi for pengene. Som altid koncentrerer vi os udelukkende om varme og solrige rejsemål her på solstrandsommer.dk. Læs med her og lad dine rejsedrømme begynde.

Bedste lande

I kategorien bedste rejseland har Lonely Planet forelsket sig i den caribiske ø Aruba, hvor kunstnerbyen San Nicolas er genopstået som et samlingssted for internationale kunstnere. Et kreativ by med en herlig bohemeatmosfære. Lonely Planet fremhæver også de mange nye private overnatningssteder, der giver en mere autentisk oplevelse af Aruba.

Costa Rica er igen igen på listen. Det mellemamerikanske land er med helt fremme, når det gælder bæredygtig turisme, og sammen med begrebet pura vida – det simple liv – har Costa Rica igen fået opmærksomhed fra rejseeksperterne.

Lonely Planet har også Marokko på listen. Det nordafrikanske land går tilsyneladende aldrig af mode, og har man først besøgt Marokko er det ikke svært at forstå hvorfor.

Ifølge rejseeksperterne er det en blanding af landets mange muligheder som yoga, surfing og trekking, der sammen med overnatningssteder i høj kvalitet og en makeover af de historiske medinaer, der gør Marokko interessant i 2020, hvor Marrakech er Afrikas første kulturhovedstad.

Aruba i Caribien har masser af skønne strande

Bedste byer

2020 er året, hvor du skal besøge Kairo. Egyptens spændende hovedstad er altid et besøg værd, men efter nogen forsinkelse er det planen at byens Grand Egyptian Museum skal åbne.

Det er verdens største museum tilegnet en enkelt civilisation, og det er grund nok til at lægge vejen forbi Kairo. Byen kan med fordel kombineres med nogle solrige badedage ved Det Røde Hav.

Fra Egypten til Indien. I den sydlige delstat Kerala ligger Kochi, der er en herlig by med en skøn historisk bydel kaldet Old Kochi. Her er der de senere år skudt en lang række gode gallerier op, der samme med nye homestays og fancy caféer gør Kochi til en af Indiens hippeste byer lige nu.

På en 9. plads finder vi Dubai, som i 2020 er vært for verdensudstillingen. Lonely Planet fremhæver også det nye fremtidsmuseum og en helt ny ø, hvor det er muligt at booke værelser under vandet.

Kvarnerbugten og byen Rijeka i Kroatien har også fundet vej til Lonely Planets liste

Bedste regioner

Du kender sandsynligvis Toscana, men hvad med Le Marche? De to italienske regioner er naboer, men mens Toscana er velbesøgt, så finder kun få turister frem til Le Marche, der ifølge rejseeksperterne tilbyder meget af det samme. Tænk lækker mad, et smukt landskab og herlige gamle renaissancebygninger.

Så skal vi til Spanien. Området omkring Cádiz i Andalusien i Sydspanien har fundet vej til Lonely Planets liste pga. flere Michelinrestauranter og byen Vejers hippe caféer, lækre boutique-hoteller og nye status som centrum for foodies.

Vi bliver i Europa. Området omkring Kvarnerbugten i Kroatien er også Best In Travel 2020. Hovedbyen Rijeka er europæisk kulturhovedstad i 2020, men de dejlige strande, charmerende småøer og smukke venetianske bygninger er grund nok til at besøge Kvarnerbugten, mener rejseeksperterne.

Zanzibar er et billigt alternativ til Caribien og Stillehavsøerne

Værdi for pengene

Tunesien har ikke haft samme evne som Marokko til at tiltrække high-end turister. I Tunesien handler det om store resorts af tvivlsom kvalitet, men det nordafrikanske land har så meget andet at byde.

I forsøget på at få turisterne tilbage er prisniveauet i Tunesien lige nu lavt. Foruden sol og strand kan du bl.a. opleve hovedstaden Tunis’ spændende medina, det historiske område Karthago, kunstnerbyen Sidi Bou Said og se kulisserne til Star Wars-filmene i den sydlige del af landet.

De bedste oplevelser i Athen er gratis. Jeps, jer på lavbudget kan roligt skrive den græske hovedstad på listen over steder, der skal besøges. Her finder I adskillige historiske monumenter, hvor I ikke skal have penge op af lommen, men Athen er også rigtig billig mad. Og så er byen tæt på charmerende småøer som f.eks.  Ægina og Spetses.

Zanzibar tilbyder fuldstændig det samme som Caribien og Stillehavsøerne, men til en helt anden pris. Strandhotellerne er til at betale og det samme er maden – tag f.eks. forbi aftenmarkedet i Stone Town, der også byder på herlige caféer med mad fra hele verden.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*