REJSENYT FRA IND- OG UDLAND – UGE 4 – 2017
Kursen er sat mod fjerne kyster – er du klar?
Den 31. januar blænder TV 2 op for sidste sæson af Kurs mod fjerne kyster. Det er samtidig afslutningen på Emil og Theis’ tre år lange jordomsejling med skibet Havana. Denne sæson sejler brødrene rundt i det smukke indonesiske øhav, hvor de bl.a. besøger Komodo, Flores, Borneo og den populære ferieø Bali.
“Opvarmningen” til den nye sæson er i fuld gang på programmets officielle Facebookside, der er proppet med fans, som både elsker Kurs mod fjerne kyster og især drømmer om at opleve det samme som Emil og Theis.
Vi pønser stadig på nye idéer og det vil undre mig, hvis vi ikke tager ud igen, det har vi altid gjort.
Emil og Mikkel til Ekstra Bladet
Familien Erichsen har været i Indonesien før. For 10 år siden sejlede de med nordkaperen og farfar Troels Kløvedahl, der i øvrigt helt fortjent modtog æresprisen “Årets Otto” ved uddelingen af tv-prisen 2017 i lørdags. Ved samme show fik Kurs mod fjerne kyster årets seerpris.
Emil og Theis er kommet hjem fra jordomsejlingen, og tiden er gået med at sætte et gammelt kolonihavehus i stand i Sydhavnen, fortæller Emil til Ekstra Bladet. Lige nu har brødrene ingen planer om nye eventyr, men han vil blive overrasket, hvis ikke de tager af sted igen. “Man kan ikke sætte en globus foran os uden vi får 1000 idéer til steder, vi gerne vil sejle hen”, siger Emil.
Danskerne er stadig til charter
Trods et gigantisk udbud af rejser med frit valg på alle hylder, så tager danskerne stadig på charterrejse. Faktisk er vi så glade for charterrejser, at kun skiferien er mere populær, fortæller Glenn Bisgaard, der er Kunde- og Kommunikationschef hos Apollo.
I en undersøgelse blandt 1.000 danskere fremgår det, at 37 % af danskerne stadig sværger til charterrejsen. Især er ferieformen populær blandt børnefamilierne. Glenn Bisgaard mener, at det er et trygt og sikkert koncept, hvor der ofte er mad og underholdning inkluderet i prisen.
Selvom hele idéen omkring charterrejsen er bibeholdt fra dengang det første fly lettede i 1953, så er der sket en held del med ferieformen. Især er der kommet flere direkte ruter, og så er stort set alle verdensdele dækket ind. Om det er en tur til Kreta, Thailand eller Maldiverne, så er det muligt med en charterrejse.
Spies er Danmarks største charterbureau
Antallet af solgte charterrejser faldt dog med 1 % i 2016 i forhold til året før, skriver standby.dk. Branchesitet har samtidig opgjort sidste års tal, og her fremgår det, at Spies Rejser stadig er Danmarks største charterbureau med 231.043 solgte rejser.
TUI, det gamle Star Tour, er andenstørste bureau med 202.142 solgte rejser. Ifølge check-in.dk så mister de to største charterbureauer dog markedsandele, helt præcist har Spies solgt 5,7 % færre rejser i 2016 i forhold til 2015, mens tallet for TUI er -12,2 %.
Til gengæld stormer Bravo Tours frem med + 13,9 %, men den helt store højdespringer er Sunweb, der solgte 52,7 % flere rejser.
Vi vil helst rejse med vores partner
Vi danskere elsker at holde ferie og helst tager vi vores partner med ud at rejse, viser en ny undersøgelse fra onlinerejsebureauet Expedia. Og med tanke på, at hele 88 % af respondenterne føler at de er kommet tættere på deres partner efter en ferie, er det måske ikke så overraskende et valg.
Ifølge undersøgelsen, så er ferie noget danskerne prioriterer højt. Når vi skal forhandle vilkår på arbejdspladsen, så ligger mere ferie og fleksible arbejdstider lige efter flere penge i lønningsposen.
Ferie er kvalitetstid og oplevelser
Mere end 90 % af deltagerne i undersøgelsen mener, at ferie er vigtig for deres helbred og velbehag. De føler sig kort sagt gladere, når de er kommet hjem igen. Men ferie er ikke kun godt for os selv, men også for vores kærlighedsliv. Her svarer 91 % at ferie er vigtig for parforholdet.
Over en tredjedel af respondenterne vil helst have en romantisk ferie, mens 58 % prioriterer kvalitetstid med dem, de rejser med. Mest populært er dog nye og spændende oplevelser på vores rejse, viser undersøgelsen.
Vi kan se frem til endnu billigere flybilletter i 2017
I 2016 var priserne på flybilletter rekordbillige, men der er udsigt til, at de bliver endnu lavere i 2017, skriver takeoff.dk. Det er Dansk Flyprisindex, der har set tilbage på prisudviklingen på flybilletter i året, der er gået, og det har budt på rekordbillige billetter.
Måske har du ligesom jeg frydet dig over de lave priser, og det med flyselskaber som f.eks. Emirates og Qatar Airways. Godt nok er det EasyJet, Ryanair og Norwegian, der kæmper om at have de mest attraktive priser, men hele branchen følger med.
Nye ruteåbninger og flere flyselskaber, der kæmper på både europæiske og oversøiske ruter vil sandsynligvis få priserne til at falde yderligere 5-10 % i 2017.
Ole Stouby, Travelmarket.dk
Således også på de oversøiske ruter, der har oplevet et markant prisfald siden 2012. I gennemsnit er prisen på flybilletter til 10 udvalgte destinationer faldet med 28 % fra Billund, 25 % fra København og 20 % fra Hamborg. Priserne i 2016 er de laveste nogensinde, og det er især Dubai, Beijing og Tokyo, som har været billige.
Priserne på flybilletter har været konstant nedadgående de sidste fem år, og det tyder på, at 2017 bliver endnu billigere. Uanset om du skal på ferie i Europa eller oversøisk, så kan du se frem til at komme afsted til absolut lavpris.
Jagten på de bedste rejser sat ind
Julen er overstået og traditionen tro går mange danskere nu i gang med at planlægge og booke rejser til det nye år og især til sommerferien.
Ifølge Spies Rejser vil der de næste fem uger blive solgt rejser for ikke mindre end 1 milliard kroner. Det svarer til lige over 3.700 rejser om dagen, fortæller Torben Andersen, der er kommunikationschef hos Spies.
Han mener, at de, det bestiller tidligt også ved at de har det største udvalg. Den udmelding falder fint i tråd med en undersøgelse som Apollo Rejser har foretaget. Her siger 42 % af de adspurgte, at de booker nu for at være sikre på at få den rejse de vil have.
Det er især de større børnefamilier, der bestiller tidligt. Der er rift om lejlighederne og de store værelser med plads til hele familien, siger kunde- og kommunikationschef hos Apollo, Glenn Bisgaard.
Men hvor tager charterturisten så hen på sommerferie? Hos Spies ser top 5 således ud lige nu:
- Mallorca
- Kreta
- Rhodos
- Gran Canaria
- Cypern
For nogle måneder siden mente Spies ikke at uro og terror i verden havde nogen indflydelse på danskernes rejsemønster, men nu har man tilsyneladende skiftet mening.
Også hos Danmarks største rejsebureau ser man nu en tendens til at danskerne vælger de sikre og trygge rejsemål. Portugal oplevede en massiv vækst i 2016, og hos Spies forventer man fremgang for Spanien og Grækenland.
Trygge rejsemål er blot en af de rejsetendenser som Spies har noteret lige nu. Andre er mere luksus, autencitet, krydstogter og at eksotiske rejsemål nu også er populære om sommeren.
Men hvad med dig? Er du også i gang med at booke næste års rejser? Her hos os er vi slet ikke så langt i planlægningen, og slet ikke til en sommerferie. Men en tur ud i verden om et par måneder? Joh, udlængslen trænger sig på igen, såh….
Nej til sex, gaver og alkohol, ja tak til ferie
Måske har du det ligesom mig om vinteren; halvflad og uden energi. Den mørke tid kan være hård at komme igennem, men hvis det er nogen trøst, så er der millioner af mennesker, der har set som os.
Nåh ja, du kan selvfølgelig tage en tur sydpå eller tilbringe vinteren under varmere himmelstrøg, men hvad er du klar til at give afkald på for at slippe for dis, sne, frost og lange mørke dage?
Er du enig med 58 % af englænderne, der i en ny undersøgelse er villige til at undvære julegaver for en uges rejse sydpå til sol og sommer ? Eller måske er du mere beskeden; 63 % af briterne er klar til at undvære alt fra sex til chokolade for blot en time mere dagslys.
Det er kun et par måneder siden, at jeg er kommet hjem fra min seneste rejse, men alligevel er jeg klar til at tage afsted igen. Jeg husker tilbage på lyset og det gode liv under palmerne i 30° C varme. Måske er det samme følelse deltagerne i undersøgelsen har. Hele 60 % af englænderne er påvirket af de korte og mørke dage.
60 % af respondenterne i undersøgelsen føler sig direkte deprimerede i vintermånederne, og sideeffekterne er bl.a. vægtforøgelse og manglende sexlyst. Heldigvis er kuren klar; snup en tur til varmere himmelstrøg og kom frisk tilbage.
Be the first to comment