
Leder du efter et sted, det er helt nede på jorden og har lækre strande, så kan Koh Lanta være lige præcis det sted, du leder efter.
Den thailandske ø i Krabi-provinsen står lidt i skyggen af Phuket og Ao Nang, men på Koh Lanta finder du alt det, der i sin tid satte skub i turismen på de mere kendte feriesteder; topstrande, et lavt prisniveau og ikke mindst lækker mad i en afslappet atmosfære.
Koh Lantas strande ligger på stribe ned af vestkysten. Fra trafikknudepunktet Saladan helt mod nord til øens sydspids finder du alt fra små intime bugter til kilometerlange strande med masser af plads. Fælles for langt hovedparten af strandene er det hvide sand og det klare turkisblå vand.
Strande på Koh Lanta
Det er ikke helt forkert at sige, at jo længere sydpå du kommer på Koh Lanta jo mere øde bliver strandene. Der er også dem, det vil sige, at strandene er bedst på den sydlige del af øen, men det et naturligvis en smagssag.
Fra Saladan når du hurtigt øens første større strand. Khlong Dao er glimrende, men også forholdsvis travl. Phra Ae, også kaldet Long Beach, ligger få kilometer mod syd og er en af Koh Lantas mest populære strande. Her er også opstået en egentlig by langs hovedvejen med butikker og restauranter.
Næste større strand mod syd er Klong Nin Beach, der også har masser af barer og restauranter. Du finder også gode resorts, der ligger direkte ud til den dejlige strand, der går for at være en af øens bedste.
Længere mod syd tynder det efterhånden ud med turister. Kantinag Bay et en lille intim bugt og på Koh Lantas sydspids er det rent paradis på Khlong Jaak og Mai Pai Beach.
Hoteller på Koh Lanta
Fra primitive hytter til lækker luksus. Koh Lanta har det hele. Udvalget er dog mere begrænset end på de mere populære feriesteder i Thailand, men du vil uden tvivl også kunne finde et overnatningssted, der falder i din smag.
Er du til et stort udvalg af barer og restauranter, så vælg en strand mod nord, og er du til afslapning, så book et hotel på den sydlige del af øen. Uanset hvor du bor, så vil dit hotel altid kunne hjælpe med transport.
Hotel | Beliggenhed | Stjerner | |
Crown Lanta Resort & Spa | Kaw Kwang Beach | **** | Book nu |
Twin Lotus Resort | Khlong Dao | **** | Book nu |
Relax Bay Resort | Phra Ae | *** | Book nu |
Pimalai Resort | Kantiang Bay | ***** | Book nu |
Twin Bay Resort | Khlong Dao | *** | Book nu |
Srilanta Resort | Khlong Nin Beach | *** | Book nu |
Seværdigheder på Koh Lanta
Det er ikke på Koh Lanta du finder de helt store kulturelle seværdigheder. Mest spændende er nok Old Lanta Town, der er en ganske lille by på den østlige side af øen.
Her har både havsigøjnerne og kinesiske købmænd haft sin gang. I dag er Old Lanta Town en lille charmerende by, hvor der er indrettet caféer, butikker og restauranter i de gamle kinesiske købmandshuse.
Saladan helt mod nord er øens trafikknudepunkt. Her er det mere livet på den smalle gågade, der er værd at komme efter. Du finder caféer, guesthouses og en stribe restauranter på pæle i havet, der serverer forrygende seafood. Vil du møde andre rejsende på, så er Saladan nok det bedste bud.
Har du ikke nok i Koh Lantas strande, så kan du tage en båd til øerne mod syd. Her finder du ægte paradis. Øer som Koh Ngai, Koh Rok og Koh Muk har alle strande i verdensklasse med krystalklart turkisblåt vand. Få eventuelt dit hotel til at booke en tur eller kontakt et af tourbureauerne, der ligger langs hovedgaden.
Mad og drikke
Ingen behøver at sulte på Koh Lanta. På stort set alle hoteller kan du få noget at spise, og langs hovedvejen ligger restauranterne på stribe. Du kan selvfølgelig få thaimad og frisk fisk, men der er efterhånden også dukket spisesteder op med international mad.
Øen er ikke noget partycentrum, til gengæld finder du en lang række herlige primitive strandbarer, hvor stemningen er yderst tilbagelænet. Her kan du også møde nye mennesker til ofte helt fantastiske solnedgange.
Praktisk Information
Nærmeste lufthavn Krabi er nærmeste lufthavn. Det tager ca. halvanden time at køre fra lufthavnen til Koh Lanta inklusive en meget kort færgetur. Valuta I Thailand bruger man Baht, og dem kan du hæve ved en af de mange kontantautomater på øen. Mere info og transport En guidebog eller et kort over området er altid godt at have ved hånden. De viser dig vej til de bedste steder og har som regel en del praktisk information. Det er nemt at komme rundt på Koh Lanta. Som andre steder i Thailand er det bare om at få sit hotel til at hjælpe eller henvende sig til et af tourbureauerne. Langs hovedvejen kører små taxier og tuk tuks, der her er knallerter med sidevogn. Aftal en pris inden du kører. Fra Koh Lanta kommer du nemt til f.eks. Koh Phi Phi, Krabi og Phuket ad vandvejen. Vejret og bedste rejsetidspunkt Det bedste rejsetidspunkt er mellem december og april, hvor det er mest solrigt og med temperaturer på lige over 30 C. Januar og februar er højsæson og lige bortset fra Jul og nytår de dyreste måneder at booke hotel. Bemærk, at sommermånederne er meget våde på øen og flere barer, restauranter og hoteller lukker ned. |
Åh ja. Gad godt besøge Koh Lanta og Thailand igen. Drømme, drømme, drømme sig væk!