Kanarieøerne – altid Kanarieøerne

82 % af deltagerne i Spies' rejsepanel har besøgt Kanarieøerne

Selv elsker jeg at opleve nye steder i verden. Bevares, der er da byer og lande jeg gerne vender tilbage til, men nysgerrigheden er så stor, at jeg på hver af mine rejser skal besøge et nyt land eller som minimum opleve noget helt nyt.

Sådan er det ikke for Kristina og Lars, der gang på gang vender tilbage til Kanarieøerne. Alle øerne har deres interesse, men det er især Fuerteventura og Gran Canaria, der lokker. Og det er der en helt særlig grund til; Strandene.

Selvom de begge har rundet 40 år, så har de besøgt øerne hele 35 gange! Det er ikke fordi, de søger tryghed, men de er 100 % til strandferie og vil helst ikke flyve for langt, fortæller de mig, da jeg møder dem en sen eftermiddag på stranden i Jandia på Fuerteventura.

Det er bl.a. her de flere uger af gangen slapper af og nyder livet. Mens jeg er til eventyr, så ved Kristina og Lars, hvad der venter dem, når de pakker kufferten hjemme i Danmark. Det er præcis sådan, de gerne vil have det. De synes, at de kommer hjem langt mere friske og energiske, når de fra dag 1 kan slappe af og nyde ferien.

Kristina og Lars har set og oplevet de samme ting mange gange, og selvom det kan lyde ensformigt, så kommer det ikke så vidt, som det ældre par jeg engang hørte om; de rejse flere gange om året til Puerto Rico på Gran Canaria, hvor de bare lod kufferten med vasketøj stå. Når de kom tilbage var det til samme værelse og en kuffert med nyvasket tøj.

Men Kristina og Lars er tilsyneladende ikke de eneste, der elsker Kanarieøerne. Hele 82 % af deltagerne i Spies Rejsers såkaldte rejsepanel har besøgt øerne, og lige over 40 % har endda været der seks gange eller mere.

Ifølge Torben Andersen fra Spies Rejser, så var Kanarieøerne tidligere et vinterejsemål, men i dag kommer danskerne året rundt, og det er der flere grunde til. Det er  en forholdsvis kort flyvetur, og så har Kanarieøerne noget for alle generationer og måske det vigtigste af alt; et behageligt klima.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*